‘Winning Time’: I guder hvor er HBO’s basketserie dog rodet
Adam McKay, her får du et benspænd for dit næste projekt: Ingen – og jeg mener ingen – karakterer må tale til kameraet.
Faktisk må du heller ikke bruge tekst af nogen art. Hverken når du introducerer en ny karakter eller skifter location, og slet ikke når du føler trang til at indskyde lidt kæk subtekst.
McKay havde held med virkemidlerne i ’The Big Short’, finanskrisefilmen, der fik begreber som subprime-lån og shorting til at glide ned med vittig revolverdialog, skøre visuelle påfund og Margot Robbie i et badekar.
Det var med den film, at McKay, der tidligere havde signeret crazy-komedier med Will Ferrell (’Anchorman’, ’The Other Guys’), fandt sin stemme som Hollywoods satiriker, en mand, der behandler tunge problematikker i det amerikanske samfund kritisk og kækt, med tryk på det sidste.
Nu har McKay tilsyneladende forelsket sig i sin egen formel. Der var tegn på det i Dick Cheney-biografien ’Vice’, der var irriterende i mere end en enkelt scene, og i allerhøjeste grad i ’Don’t Look Up’, der ville udstille vestens handlingslammelse over for klimakrisen, men endte med at udstille sin egen fordummende analyse.
McKay er gået fra at være fed til at være selvfed. Og det bliver ikke bedre med ’Winning Time: The Rise of the Lakers Dynasty’, HBO-serien om basketballholdet Los Angeles Lakers’ fødsel som storhold, der er så smart og rap i replikken, at det kvarte kunne være nok.
Jeg opgav at tælle, hvor mange gange John C. Reillys klubejer bryder den fjerde væg alene i pilotepisoden, som seriens executive producer Adam McKay har instrueret: Han taler til os, når han har haft sex, når han kører i bil, når han spankulerer igennem kontorlandskaber og restauranter, selv midt i dialoger. Og det samme gør hans assistent pludselig. Og en tredje karakter. Alt imens vittige tekster staver subteksten ud på skærmen.
Hvorfor? Mest fordi serien vil være frisk og cool.
Det er bare indpakningen, kan man indvende, og McKay har trods alt kun instrueret første afsnit. Men det hyperaktive kaos, han står for, er symptomatisk for resten af serien: Den mangler fokus. Og kalorier under staffagen.
Jo, John C. Reilly morer sig som klubejer, der henter hår og selvtillid foran spejlet, svømmer i Playboy-modeller og brænder flere sedler af, end han ejer, i håbet om at bringe Lakers til tinderne i rivaliseringen med Boston Celtics.
Og Jason Clarke og Adrien Brody begår fornøjelige karikaturer af koryfæerne Jerry West, manden på NBA’s logo, og Pat Riley, træneren, der førte Magic Johnson og Kareem Abdul-Jabbar til flere NBA-mesterskaber. Deres portrætter er vellykkede, fordi de opnår det, serien ellers bakser med: at finde frem til et drama med bund i under fiksfakserierne.
Portrættet af Magic Johnson, Lakers’ unge stjernespiller, er flakkende. Der er lidt om forholdet til hans forældre, lidt om hans kærlighedsliv, uden at noget af det gør indtryk, og debutanten Quincy Isaiah gestalter boldekvilibristen med overfladisk charme, på kanten til det fade.
En række andre karakterer får bare for lidt skærmtid til at gøre indtryk – i hvert fald i de første tre afsnit. Det gælder skyhook-maskinen Kareem Abdul-Jabbar såvel som flere medarbejdere i Lakers-staben, som serien gerne vil have os til at gå op i.
’Winning Time’ vil for meget. Den vil have flere ikoner som hovedpersoner, den vil dokumentere NBA-ligaens kommercielle gennembrud med Magic Johnson og Larry Birds rivalisering, den vil udstille tidens sexisme og racisme og den amerikanske kapitalisme, og så vil den have et glimt i øjet, hele tiden.
Det kan godt være, at det sjældent er kedeligt. Men I guder, hvor er det rodet.
Kort sagt:
’Winning Time’ er ikke så fed, som den selv tror.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.