Andreas Odbjerg husker tydeligt den første forårsdag i København 2021.
Folk var piblet ud af deres coronaisolerede vinterhi og sad salige langs kanalerne ved Christiansborg og sugede de første solstråler til sig, da de spottede Odbjerg gå forbi for at optage en podcast ved Storkespringvandet og begyndte at huje og råbe hans navn.
»Det føltes som at komme ud af en grotte, og pludselig havde det hele bare ændret sig«, mindes han.
»Jeg havde også en sjov oplevelse på Hotel Cecil for et par uger siden med en, der blev så begejstret over, at det var mig, at hun tog hårdt fat i mig og sagde: ‘Det er bare fordi, min mor er så vild med dig, at hun har fået malet et maleri af dig, der hænger hjemme i hendes stue’«.
Klokken nærmer sig langsomt fyraften for de fleste en fredag eftermiddag, da Andreas Odbjerg pludselig står i døren med et glas champagne i hånden.
»Er vi klar?«
Han smiler energisk, næsten en smule anstrengt, og undertrykker den træthed, der efterhånden har indhentet ham efter en lang arbejdsdag.
For få minutter siden strittede hans afblegede hår op i mængden af A&R’s, managers og PR-folk, da han minglede til kollegaen Goss’ albumrelease på deres fælles label Universal på Christianshavn.
Da vi mødes, er der præcis en uge til, at det er Andreas Odbjergs tur til at være center of attention, når hans længe ventede debutalbum ‘Hjem fra fabrikken’ lander efter et år, hvor det kun er gået én vej for Danmarks nye nationalskjald: Over stepperne i fuld galop.
For bare to år siden vidste mange på Universal ikke rigtig, hvem han var, og kiggede ængsteligt på ham i frygt for, at han havde et demobånd med. Nu er det ikke længere nødvendigt for Odbjerg at ringe på og sige, hvad han skal, eller hvem han skal snakke med.
Hans status som pladeselskabets guldfugl pt. er tydelig at mærke.
En pakket kalender – for at sige det mildt
Vores interview er presset ind i et af meget få huller i en pakket kalender. Min første kontakt er ikke med ham, men med en af mange folk omkring ham, der stikker hovedet ind i lokalet med flydersofaen, hvor jeg venter, og informerer om, at Andreas Odbjerg er på trapperne, men lige skal bruge ti minutter på at ryge en cigaret.
Han har netop færdiggjort et interview til Berlingske, så han er lidt ør i hovedet, da smøgen er skoddet, og han synker ned i de bløde hynder.
»Jeg var på kamera otte timer i går og lavede musikvideo. Jeg har ikke tre sammenhængende fridage før september. Det er et kæmpe maskineri, og du siger ja til et halvt år ad gangen. Det er noget af en forpligtelse«, begynder han.
»I går, da jeg mødte op på settet til min kommende musikvideo, var der tolv færdige sæt, jeg kunne prøve, der stod en makeupdame og fiksede mig og plukkede mine hænder for tør hud og gav mig creme på. Der kom en hestevogn, sportsvogn, en gummibåd og en Vespa, der var en green screen, og hvis jeg manglede noget, blev det hentet til mig«.
Lige nu er der cirka 20 mennesker omkring Odbjerg, der hjælper ham med diverse ting karrieremæssigt, fortæller han.
»Jeg skulle have været til noget vigtigt den anden dag, som jeg skulle have planlagt, men jeg endte med at fucke det op, fordi jeg ikke har lavet en tidsplan for mig selv i mit liv det sidste år. Jeg var fuldstændig off i forhold til, hvor lang tid ting tog, for der er så mange mennesker ansat nu til at gøre alt. Jeg skal bare vågne op og kigge i min kalender. Det er jo forfærdeligt, at jeg ikke kan finde ud af at planlægge noget for mig selv, men samtidig er det også nødvendigt, for der er 10-15 forespørgsler om dagen, som der skal sorteres i, og tidsplaner, der skal gå op«.
Hverdagen og drømmen
Ved man endnu ikke, hvem Andreas Odbjerg er, har man været mere end almindeligt coronaisoleret de seneste par år.
Han har storhittet med popslaskere som ‘Føler mig selv 100’, ‘Stor mand’ og ‘I morgen er der også en dag’, deltaget i et utal af tv-shows, vundet priser – og så er han blevet ambassadør for både Spil Dansk Dagen og fodboldklubben OB.
På noget der virker som rekordtid er den finurlige fynbo blevet feteret kendis og allemandseje. Det er gået meget stærkt – specielt i forhold til, at han jo har kæmpet og arbejdet benhårdt for det her gennembrud i mere end et årti.
»Jeg får generelt bedre service alle steder. Det er sjovt, at man skal have et ekstra smil, fordi man er kendt for noget, der har en eller anden form for succes. I virkeligheden burde man jo smile ekstra til dem, der kom ind og lignede, de havde en dårlig dag«, siger han og klukker.
»Jeg fik sagt til en eller anden inde på Søpavillonen til after partyet ved Zulu Awards, at det mærkelige ved at slå igennem som 34-årig er, at min kulturelle referenceramme er kæmpestor. Ligesom alle mulige andre på 34 har jeg jo siddet og set ‘Nikolaj og Julie’, og pludselig sidder jeg oppe i Aalborg med Peter Mygind, der råber alle mulige vanvittige ting, og vi er oppe at hente pizzaer og er bare totalt bonkammerater. Christian Eriksen er lige begyndt at følge mig på Instagram. Jeg stod også og snakkede med Lars Hjortshøj om folkelighed efter Zulu Awards, og ham har jeg jo set i ‘Mandrilaftalen’ som helt lille. Men lige så mærkeligt og abstrakt, det er, lige så meget snakker jeg bare med folk og blender ind. Den eneste, jeg er blevet starstruck over at møde, er Rolf Sørensen«.
Den syngende fynske dialekt skinner stadig igennem hos popstjernen (der jo har udgivet en ep ved navn ‘Lance Armstrong’), når han svarer bramfrit og ukrukket.
Han er afslappet klædt i grå sweatshirt og lyse slaskebukser. I panden sidder et par af hans efterhånden karakteristiske solbriller med røgfarvede glas. Det spraglede halstørklæde i pink og lyseblå, som ligger krøllet sammen i sofaen, er det samme, som han var iført, da han for kort tid siden optrådte til Zulu Awards, hvor han desuden vandt priser for Årets hit og Årets kunstner.
»Når man oplever succes på den måde, og når man i så lang tid ikke har haft den, er der nogle meget lavpraktiske ting, som at betale regninger og få noget at spise, som har været en stressfaktor. Jeg har ligesom nægtet at ville tjene mine penge nogen andre steder. Det kunne jeg sagtens have gjort og oplevet den der ro før, men at jeg kan betale mine regninger og spise, hvad jeg vil, og ikke skal tænke over at tage en taxa, når jeg skal på arbejde eller et eller andet sted hen, er indbegrebet af ‘I made it’ for mig«, siger han.
»Samtidig er vi jo også så fucking irriteret indrettet som mennesker, at jeg skal minde mig selv om, at det er vildt, for det bliver også bare hverdag. Nu har jeg lige fået to Zulu Awards for Årets kunstner og Årets Hit, som gør mig enormt taknemmelig lige i det, jeg får det at vide, men det er meget svært at komprimere følelsen og tage den ind og tage den med og sige: Nu er jeg fem procent mere glad, fordi jeg har vundet den her pris. Det er mere i momentet, man bliver vildt glad, men så er der også lige et hul i tænderne eller en uenighed om, hvornår vi skal have skiftet sengetøj derhjemme. Alle de der menneskeproblemer forsvinder ikke, fordi man opnår sin drøm«.
Altid vidst, at han skulle være noget for nogen
Andreas Odbjerg bliver oprigtigt glad, når han slæber statuetter hjem fra Zulu Awards og diverse andre prisuddelinger, fortæller han. Samtidig bliver han ramt af »enormt dårlig samvittighed«, fordi han ikke længere bliver »helt blown away«.
»Hvis vi går to eller tre år tilbage, ville det have været det største øjeblik i mit liv. Hvis du er flad og får en million, og der dagen efter er en, der giver dig 20.000 kroner, har de 20.000 kroner også lige pludselig en helt anden værdi, end hvis du havde fået dem før millionen. Det må ikke lyde, som om jeg ikke er glad, men sådan er vi jo bare, og det er nok også noget af det, der gør, at vi ikke går i stå«.
I sine mange år på sidelinjen som sangskriver for navne som Malte Ebert og Lord Siva har Odbjerg observeret, at »der sker et eller andet«, når man sætter ord på følelser og får folk til blandt andet at grine og græde.
Som soloartist har han det seneste år akkompagneret livets op- og nedture hos utallige mennesker i hans efterhånden brede lytterskare, og han har efterhånden selv erfaret, at han har fans, som tillægger en sang som ‘I morgen er der også en dag’ så meget værdi, at de vælger at få skrevet teksten på deres gravsten eller tatoveret den på kroppen.
Derfor kan han også godt forstå, at han ikke bare er ligesom deres nabo eller alle andre, de møder nede i supermarkedet, når de spotter ham på gaden. Hvis han reflekterer og tænker over det, er det »super abstrakt«, men samtidig føles det som »det mest naturlige i verden«, for Odbjerg har altid vidst, at han skulle være noget for nogen. Faktisk har han altid haft »en form for storhedsvanvid«.
»Der er sådan nogle helt konkrete måder, folk reagerer på, når man møder dem. Nogle gange kan man godt få en følelse af, at man har en eller anden sandhed om livet, som folk kan bruge til noget. Hvis der er nogen sandhed for mig eller noget, man kan bruge til noget, så er det min musik. Jeg vil bare snakke om cykelløb og dumme ting, jeg kan ikke tilbyde et eller andet ekstraordinært med min personlighed«, konstaterer Odbjerg ydmygt og fortsætter:
»Der er folk, som er sovet ind til ‘I morgen er der også en dag’, hvor hele familien sidder rundt om, og sangen kører på repeat, hvor man tænker: Hold da fast! Min far er skolelærer, og min mor er sygeplejerske, så det giver ret god mening, at jeg forsøger at finde en eller anden form for funktion i min musik. Pladen hedder ‘Hjem fra fabrikken’, fordi det skal være noget musik, hvor jeg giver noget tilbage, og som måske giver folk en lille smule glæde og håb, når de kører hjem fra arbejde, for så har jeg også en funktion i samfundet, som ikke bare er: Se mig, dyrk mig!«.
Man tænker, at det er sådan noget, der kunne gøre, at man begynder at tænke anderledes om sig selv, at folk ser en som et orakel?
»Ja, totalt. Når jeg er på et set, er det mig, det handler om, så hvis jeg har brug for noget, bliver det skaffet meget hurtigt, men det er de jo ligeglade med nede i Netto. Ikke at jeg springer køen over, men det kan da godt være skizofrent, at man går fra at være det vigtigste, til at man er fuldstændig ligestillet«.
»Jeg har rimelig godt styr på det, men jeg har fuld forståelse for, at især yngre artister har svært ved at skelne og bliver nogle røvhuller i en periode, for hvis man ved, hvad det indebærer, er det i virkeligheden den mest menneskelige reaktion. Så skal man lige finde fodfæste i det og have nogle venner, som siger: ‘Du er et røvhul’«.
Men det er der ikke nogen af dine venner, der har sagt til dig endnu?
»Ikke mine venner, men da ‘Føler mig selv 100’ begyndte at tage fat og gik i Top-200 på Spotify, som var det største, der overhovedet var sket for mig dengang, fik min forlovede og jeg to af vores bedste venner på besøg, og da de var gået hjem, sagde min forlovede til mig: ‘Puh, du var ikke særlig god til at spørge ind, du talte meget om dig selv’. Først går man lidt i forsvar, men når man så lige har fået gået en tur, tænker man: Det er også rigtigt, jeg spurgte ikke om en skid, jeg var bare helt i min egen verden. Den sad«.
»Jeg vil ikke lyde hellig og som om, jeg altid er groundet, for jeg tror, det er umuligt ikke at blive lidt skør. Når jeg kommer herind, står der et kæmpe fad med croissanter fra en bager og en dyr flaske rødvin, og hvis jeg ikke kan lide frokosten, skal jeg bare komme med en bemærkning, så er der en eller anden assistent, som henter noget andet til mig. Det fordrer ikke noget behageligt i nogen mennesker at blive serviceret på den måde«.
Gør som Ghita Nørby
Det med at have et helt entourage af mennesker omkring sig, hvis job udelukkende er dig og dine mål og behov, kan vel også nemt smitte af på ens selvopfattelse?
»Fuldstændig. Og hvis pladen flopper, og den næste plade også flopper, er der ikke nogen, der så meget som gider at hente en pose nødder til mig. Så man skal nyde det, men man skal også være bevidst om, at det bare er bullshit, for folk servicerer ikke en for at være flinke. Det er fordi, det er en kæmpe forretning og en del af den deal, der så er, at jeg er stjernen, og mens det går godt, hepper vi, og når det ikke går godt, er det nogle andre vi hepper på«.
Hvordan har det været for dig at blive et kendt ansigt?
»Ghita Nørby har meget fint sagt: ‘Når jeg går ned ad gaden, og der står nogen, som kan se, hvem jeg er, stopper jeg op og taler med dem, indtil jeg siger ‘nu skal jeg videre’, og så går jeg videre’. Det er jo så fint, at hun tager kontrol over mødet, så lige så snart jeg oplever det, prøver jeg at være Ghita Nørby og tage kontrollen over situationen«.
Hvor massiv oplever du, opmærksomheden er?
»En af dem, der sidder i kassen i min lokale Netto, ved i hvert fald, hvem jeg er. Hun vil altid snakke. Men jeg er meget prisgivet ude i Nordvest, hvor jeg bor, for der bor jo mange nationaliteter og rigtig mange har ikke dansk fjernsyn, så der mærker jeg stort set ingenting. Jeg nyder ellers at tage bussen, men det kan jeg ikke mere, for der har været episoder, hvor jeg simpelthen er blevet fanget af nogen, og der kan jeg ikke styre det selv, for der kan man ikke bare gå videre«.
»Det har især været i forbindelse med ‘I morgen er der også en dag’, hvor jeg bliver trængt op i et hjørne af nogen, der fortæller om kræft, og hvordan sangen har hjulpet dem, og det er smukt og fint, men hvis jeg selv er skrøbelig omkring noget andet, bliver jeg nødt til at have en eller anden form for kontrol over det. Men folk er søde, mand. Det er ikke dem, jeg er bange for. Det er den kulørte presse«.
På hvilken måde?
»Det er da helt fucked, at jeg frier til min kæreste juleaften og lægger et billede op på instagram, fordi jeg gerne vil sige det til alle dem, jeg holder af, og som følger mig, og så var vi bare på forsiden. Det var helt vildt mærkeligt, at det pludselig var interessant nok, og det er den grummeste side ved det, for jeg er slet ikke interesseret i det«.
»Folk, som har været i det i mange år, bliver jo paranoide til sidst og får svært ved at stole på folk. Jeg er et ret stabilt sted i mit liv, men jeg kunne forestille mig, at opmærksomheden er topnederen, lige så snart man er i underskud. I det sekund man ikke sælger en skid og har skændtes med kæresten, og man bare har lyst til at gå en tur i gaderne med tårer i øjnene, tror jeg, det er svært, jeg kan bare ikke udtale mig om det endnu. Men det er uundgåeligt, at det sker på et tidspunkt«.
Følger der et pres med anerkendelsen og succesen?
»Næh, det føles som en lettelse. Jeg synes, det er fortjent. Jeg synes, musikken er så god. Uden at det overhovedet skal lyde arrogant, så er det jo det, jeg er. Jeg tænker på musikken hele tiden, så det er meget naturligt. Jeg har visualiseret det så længe, jeg kan huske, at det var sådan, det skulle være. Jeg er seks eller syv år første gang, jeg visualiserer det. Det er mange år at ligge, inden man falder i søvn, og tænke: Det er sådan her, det bliver, når vi når derhen«.
Og så står man pludselig til Danish Music Awards og høster priser?
»Der var jeg da også helt opløst. Jeg ringede til min far og brød sammen. Jeg kan næsten ikke snakke om det uden at blive rørt. Det var vildt altså. Det var bare kæmpe kæmpe stort. Det er jo branchens anerkendelse. Og så især den der Årets Sangskriver, for jeg brænder jo for håndværket. I en tid hvor det er blevet nemmere end nogensinde at lave musik, jo mere tror jeg, det brænder igennem, hvis man kan håndværket. Det har aldrig været så nemt at fake det, og derfor har det heller aldrig stået så klart ud, når man ikke faker det«.
Det er jo en typisk fordom, at musikbranchen er fyldt med fest og fristelser: Hvordan oplever du branchen indefra nu, hvor du selv står midt i den som artist?
»Der eksisterer ikke en ‘den’, men et personligt narrativ om, hvordan man manøvrerer i det, og hvor man er i livet. Jeg er 34, så stort set alle mine venner har børn. En typisk festlig aften for mig er, at vi får nogle venner over, eller at vi går på værtshus og ender hjemme ved os seks mennesker i køkkenet og sidder og snakker og hører musik. Hvis jeg havde haft et drive og var ti år yngre, tror jeg, der havde været masser af sådan noget saftigt noget. Hvis man vil det, er det lige foran dig, men det siger mig sgu ikke det store. Jeg elsker fest, men det er meget med dem, jeg godt kan lide og er tæt på«.
Hvordan ser livet ud efter gennembruddet?
»Selvfølgelig er der lange dage, men det handler også om, hvad man laver. At spille 20 minutter kan være lige så udmattende for mig som at skrive vinyler under i fem timer. Nu blev jeg rørt før, og selv om jeg bare sidder og snakker, er det da også udmattende at tale om sig selv og prøve at give dig et eller andet, for jeg kunne jo også sidde og være mega reserveret og Liam Gallagher-agtig, men så vil jeg hellere lade være med at snakke, hvis jeg ikke bringer et eller andet til bordet«.
»Jeg skal forhåbentlig ikke være frontfigur resten af mit liv. Jeg drømmer om sådan en biblioteks- eller kirketour med en akustisk guitar og lidt rødvin og whiskey. Jeg har ikke behov for så meget. Det næste skridt er, at jeg indenfor de næste par år kan få købt et nice sted at bo eller et sommerhus, hvor man kunne søge hen, hvis det hele skulle være lort, så jeg kan tjene nul kroner og stadig have et sted at sove. Så tror jeg, man er langt«.
Er der stadig noget, du mangler at opnå som artist?
»Jeg har alt at opnå. Jeg er meget sulten. Der er artister, der udgiver 15, 20, 30, 50 album. Det er mit første, der kommer på fredag (4. marts, red.). Thomas Helmig er vist den, der har vundet flest Danish Music Awards. Jeg tror, han har vundet 16«.
Odbjerg smiler skævt og blotter fortanden, der overlapper den anden.
»Det kunne da være fedt at vinde 17«.