Nirvanas ‘Something In the Way’ spiller en helt særlig rolle i Matt Reeves’ biografaktuelle ‘The Batman’, og det kan mærkes på de globale hitlister.
Mens selve filmen allerede har skovlet knapt 500 millioner dollar ind på verdensplan, har den 30 år gamle Nirvana-sang, som spiller to gange under filmen, også genfundet sin succes.
Lige nu ligger sangen nummer 10 på den globale Spotify-hitliste og er endda på vej op.
Og ifølge Billboard blev sangen streamet op mod 3.1 millioner gange i USA i de første fire dage, efter at filmen fik premiere. Det svarer til en stigning på 734 procent sammenlignet med de fire forudgående dage.
I sidste uge lå sangen i top 5 i den amerikanske Spotify-liste over de 50 mest populære sange. Sangen gjorde også sit indtog på Billboards hitlister, hvor den landede på en sjetteplads på Hot Rock & Alternative-listen, nummer 20 på den digitale købsliste og nummer 27 på streaming-listen.
I et interview med Empire har Reeves fortalt, at selve inspirationen til hans version af Bruce Wayne faktisk udsprang direkte fra ’Something In the Way’, som han hørte, mens han skrev manuskriptet. Og ikke nok med det: Hans version af karakteren så han som en slags fiktionaliseret udgave af Cobain selv.
»Det var dér, det kom til mig: At i stedet for at gøre Bruce Wayne til den playboy-version, vi har set før, så ville jeg lave en anden version, der havde gennemgået en stor tragedie og isoleret sig. Jeg lavede en forbindelse til Gus Van Sants film ‘Last Days’ og ideen om en form for fiktionaliseret Kurt Cobain i et forfaldent palæ«.
‘The Batman’ kan ses i biografer over hele landet.