Da Soundvenue i marts lavede en guide til nogle af de mest obskure og fænomenale nichememeprofiler i Danmark, skabte det ramaskrig.
Alle var i oprør, og ét spørgsmål pressede sig på: Hvor var Den medierede grubler?
For profilen har de seneste to år været damptoget i et boomende memelandskab herhjemme og anerkendes som en af de (hvis ikke dén) mest markante skikkelser blandt nichememeprofiler.
Det er sket med skarpe observationer om popkulturens mange strømninger – fra Lana Del Rey og ’Euphoria’ til Fabräk og ’Borgen’ – der aldrig sparker nedad, men som derimod giver unge et fællesskab, de kan spejle deres liv og hverdag i.
Men er man egentlig niche, når man nærmer sig 10.000 følgere, og endnu flere kender ens profil? Er nichememes måske det helt forkerte begreb? Og hvorfor er memes blevet et modsvar på de ældre generationers behov for tandløs satire?
Spørgsmålene er mange, og svarene endnu flere. Det fandt vi ud af, da den 24-årige August, som står bag Den medierede grubler, en tirsdag eftermiddag kiggede forbi Soundvenues kontor.
Mange krediterer dig for at være starten på nichememeprofiler i Danmark. Er det en ære, du har lyst til at påtage dig?
»Der er jo noget sandhed i det, for jeg tror, jeg var med til at skubbe nichegenren ind i mainstreamen. Når man har næsten 10.000 følgere, så når man også et punkt, hvor folk, der ikke nødvendigvis følger én, stadig kender til profilen og ved, hvad man laver. Men der har efterhånden været mange bølger, siden jeg startede i sommeren 2020«.
»På det tidspunkt følte jeg ikke, der var mange profiler, som fangede min interesse super meget. Jeg følte, at meget handlede om aktualitet, og hvad der skete i det politiske landskab og medieverdenen, og det syntes jeg ikke nødvendigvis var det mest spændende«.
Kan man så tale om, at memes bare dækker forskellige behov?
»Ja, helt klart, for der er jo mange af de nye profiler, som tackler aktualiteter inden for musikverdenen. Så jeg tror, at nichememer er opstået, fordi der netop er behov for at vise, at memes kan være mange ting. Det kan være kultur, der er på lige fod med musik og poesi, fordi det siger noget om kærlighedslivet og det at være ung, og det siger noget om de ting, man går og døjer med«.
»Det er jo dét, nicher kan. Tager man for eksempel Tristpigememes, som kuraterer livet som ung, trist kvinde, så rammer det virkelig ned i folks interesser. Det er ligesom, når man er gået fra omnibusaviser til nichemedier som Zetland og livsstilsmagasiner«.
Hvad tænker du om begrebet nichememes?
»Der er mange, der sammenligninger det med at blogge, og det er jo også det, jeg gør meget på min egen profil, hvor jeg kuraterer ting som musik, litteratur, film og kultur igennem memes«.
»Så på den måde er jo det meget niche, men det er ikke alle profiler, der ligesom passer ind i en specifik niche. I udlandet florerer begrebet alts, som måske er et mere passende navn, fordi det er en modreaktion til mainstreamkulturen og store profiler som Anders Hemmingsen. Hvis du ikke orker dem, kan du finde hvad som helst i memefællesskabet«.
Tror du, at nichememes har peaket?
»Det kan godt føles som et plateau lige nu, men det er ikke første gang, at kulturen har ramt det. Da jeg startede min profil, var det i kølvandet på lukningen af Radio24syv og corona-lockdown, og personligt var jeg bare så træt af at se memes om Radio LOUD et halvt år efter afgørelsen, så jeg tænkte, at det kunne jeg sgu da bare selv lave«.
»Jeg tror, jeg har fået mange følgere, fordi jeg foretrækker at lave noget, der har min interesse, men som samtidig udfordrer mig tilstrækkelig og som pirrer andres interesse. Folk, der er fan af min profil, er fan af dem selv. Jeg er bare espressoshottet om morgenen«.
Føler du, at du har et ansvar over for dine følgere?
»Memekulturen stammer fra nogle ikke specielt fede steder på nettet som 4chan og Reddit, der stadig kan være ret skummelt, og hvor memes har været diskriminerende og nedværdigende over for kvinder og minoriteter«.
»Jeg har været meget bevidst omkring ikke at formidle had. Problemet med memes er jo, at man sætter tingene på spidsen og forsimpler ting, og der prøver jeg at gøre grin med mig selv i stedet for at gøre nar af andre. Det er også en overvejelse, som jeg generelt bare har i mit liv«.
Heldigvis minder memes i dag mere om Tumblrs storhedstid, hvor der var plads til (næsten) alle.
»Helt sikkert. Jeg tror, at mange memeprofiler i dag er gamle Tumblr kids, som er vendt tilbage for at lave noget lignende, fordi de finder et fællesskab i det. Der er jo også virkelig mange memes nu til dags om Lana Del Rey, Arctic Monkeys og alt det der Tumblr shit, haha«.
»Meget af det er måske startet som en modreaktion på det klassiske højrefløjsslogan The left can’t meme, og så har nichefællesskaberne på Instagram fokuseret ekstra på de inkluderende fællesskab«.
»For du kan fandeme have meget sjov uden at have behov for at sparke nedad, hvilket jo er megafedt! Så sparker man i stedet indad og gør grin med sig selv eller sparker opad, for eksempel mod politikerne«.
Hvor bevidst er beslutningen om, at der ikke skal være plads til had?
»Det er lidt sjovt med Danmark, for det er så lille et land, at det fandeme er et dårligt look, hvis du gør grin med en upcoming musiker og taler ham eller hende ned, for det er ikke lette vilkår, de har«.
»Så er det federe at lave memes, der taler ting op. Og nu skal jeg heller ikke lade som om, jeg holder mig for god, for jeg laver jo også meget kritiske memes om kultur. Det hører sig til i et sundt samfund, at man kan stille sig kritisk over for ting, men det skal ske på en konstruktiv måde«.
De store profiler løber ofte med opmærksomheden, når medierne skriver om memekultur, men er det nærmere nede i underskoven, at de egentlige ændringer sker?
»Subkultur skubber kultur. Sådan er det jo i hvert fald tit. Og man ser det med nicheprofiler, der laver fedt indhold, som så langsomt begynder at bevæge sig op igennem fødekæden, hvor de store profiler så hopper med på vognen og laver noget lignende«.
»Det er lidt ligesom classic rock – du ved, hvad du får med de store profiler. Og det er ikke for tale dem ned, for Fantastiske Forældre lavede et vigtigt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, og Herlige Svend lavede en væsentlig klumme i kølvandet på kvindernes internationale kampdag, men de er efterhånden så separeret fra nichemiljøet, at de nok rykker mere ved holdninger og skaber forandring ude i samfundet, end de ændrer selve memekulturen, hvor forandringerne sker i bunden af økosystemet«.
Er det et mål for dig at komme op i en liga, hvor du kan rykke ved noget, eller er det mere et benspænd for udviklingen af din profil?
»Jeg er påpasselig med at lave for mange fremtidsplaner, for det er sjovere bare at tage rejsen og se, hvad der sker. Men jeg har altid haft en ambition om stå på kanten af det, der har været før, og se, hvad der sker, hvis man går skridtet videre. Så bliver det hele ikke kliché og faste formater, for de store profiler kan ofte være lidt tandløse«.
»Det er ikke for at svine dem, men det kan være gratis at have de ‘rigtige’ holdninger og bare hoppe med på en diskurs. På den anden side har vi også vidt forskellige publikum. Man finder dem, man deler verdenssyn med, og man føler sig inspireret af dem, man kan spejle sig«.
Hvad er det konstruktive i meme-fællesskaber så – at unge får noget, de kan spejle sig i?
»Ja, og det er måske også der, hvor memes bevæger sig væk fra den satiriske baggrund og bliver mere kultur som musik og film, som man kan genkende sig selv i«.
»Det kan jo være en stor hjælp, for det kan være et frirum, hvis man er fanget i sit virkelige liv, hvor man ikke kan være sig selv. Er man queer i en lille flække, hvor det ikke er accepteret, finder man måske et meme, der får én til at indse, at verdenen er større, og der er et sted derude, hvor man hører til«.
Bør man så tillægge memes en større betydning, eller kan de nøjes med at være i gulvvhøjde?
»Man kan begge dele, men man behøver ikke. Det er fedt at lave memes, der siger noget stort om livet eller i forhold til emner som politik, men livet udgøres jo af både det store og det små. Så det er naturligt at prøve at få begge aspekter med«.
Måske rammer memes også bare meget emotionelt og direkte?
»Ja, på en eller anden måde har memes bevæget sig væk fra den der Jonatan Spang-agtige satire fra ‘Tæt på sandheden’. Nu laver man satire på sig selv ved at være enormt ærlig«.
»Det er jo en post-ironisk fase for memes, for der har været mange bølger i memekulturen, hvor det hele var meget ironisk og blev vendt på hovedet, hvilket faktisk var meget nihilistisk. Det kom især til udtryk under Trump, hvor den særlige internetironi var et udtryk for, at alt var meningsløst, og intet var helligt«.
»Og nu er vi nået et stadie, hvor vi har gennemgået hele den proces, så vi bare er ærlige, fordi vi har opnået en selvreflekterende bevidsthed, som dog stadig inkluderer et hint af ironi, for det er jo en slags syntese«.
Satire har for vores forældre være en måde at forholde sig til verden omkring dem, og nu er memes blevet en måde for os at kigge indad?
»Memes er så postmoderne, at de kan være alting. Jeg kan genkende det billede fra 00’erne, hvor satire blev brugt til at italesætte den manglende handling over for klimakrisen, og hvordan regeringen blev mere og mere xenofobisk. Og den form for satire har jo ikke virket, det er bare gået den helt forkerte vej«.
»Så måske har der været et behov for at kigge indad. Det bliver en form for satirisk mørk romantik. Når man sparker indad og lægger sig selv under luppen, kan man finde håb i, at man kan sætte noget i gang og inspirere andre til at skabe forandringer«.
»Det lyder prætentiøst, men det er min profil jo et levende bevis på. Man planter et frø, og så vokser der en skov«.
Er memes en så integreret del af vores hverdag, at man kan betegne det som kultur?
»Ja, blandt unge, bestemt. Mange af mine venner forstår sgu ikke det, jeg laver, men alle ved, hvad memes er. For alle har siddet på 9gag hele vejen igennem gymnasiet«.
»Måske er det også en københavnerting? Ej, haha. Der er jo følgere rundt i hele landet, og de ser måske ikke lige sig selv i deres lokalsamfund, men kan spejle sig i en memeprofil. Så det er helt sikkert noget, ungdomskulturen bruger. Der var en, der havde brugt mit meme på Tinder … «
… Med succes?
»Ja, haha. Men det er jo det med, at man kan relatere til dem. Vi gemmer jo alle memes, deler dem i stories. Det er bare blevet en ny udtryksform. Førhen behandlede de kultur, men nu er de nærmest blevet en selvforsynende kultur i sig selv«.
Det er vel også en naturlig udvikling?
»Det, der går op for folk nu, er jo, at man kan gøre memes til hvad som helst. Netop fordi det er så postmoderne en udtryksform. Jeg kan jo tage alt lige fra et billede af et albumcover til at photoshoppe en filmkarakter ind eller sætte noget musik på – man kan trække på greb, koder og referencer fra alt«.
»Memes eksisterer uden for en traditionel gatekeeping, og det er nok det, man er nødt til at give dem allermest credit for. Det er opstået næsten helt organisk, altså lige bortset fra ‘Det lille Mememageri’, som skubbede memekulturen ud i den bredere offentlighed i Danmark«.
Så man skal ikke undervurdere, hvor meget et meme kan sige for unge generationer?
»Memes er med til at normalisere ting ude i samfundet. Der kan det især være fedt med nichememeprofiler, for måske rammer de ikke det bredeste publikum, men det hænger sammen med det om, at subkultur skubber kultur – hvis man normaliserer snakken om et emne, så skaber det ringe i vandet og bevæger sig opad, og så udvikler man sproget for det«.
»Det er ligesom musik, kunst og sådan set også humor. Memes giver et mere nuanceret sprog, hvor man kan pakke nogle sandheder ind, som ellers er lidt ubekvemme. Man kan artikulere nogle nuancer i følelser og tanker, som det gængse sprog måske ikke lige får med«.