Søn mangler ikke idéer. Da jeg møder bandet forud for deres Crossover-koncert, som Soundvenue den 27. april præsenterer sammen med Det Kongelige Teater, udvikler interviewet sig faktisk nærmest til lidt af en brainstorming-session.
Der bliver talt om sammensætning af den træblæserkvintet fra Det Kongelige Kapel, som de skal spille med: Skal der være klarinet? Fagot? Måske fransk horn? På et tidspunkt foreslår trommeslager Søren Michelsen, at stolene i Operaens foyer – hvor koncerten finder sted – simpelthen skal fjernes. »Så må dem, der vil sidde ned, sidde på trapperne«, ræsonnerer han.
Andre forslag er endnu mere ambitiøse. Forsanger Kristoffer Jessen vil gerne skabe en egoopløsende tilstand med inspiration fra en stor oplevelse, han engang havde under en korkoncert i en kirke.
Som sagt: Mange idéer. Men faktisk måtte Søn overvinde en god portion fordomme mod den klassiske musik, før de kastede sig ud i Crossover-formatet.
De har nemlig altid oplevet den klassiske musik som en fundamentalt set separat sfære fra det rytmiske, fortæller de, da de sætter sig til rette i lænestolene på Soundvenues kontor.
De kalder også sig selv for et »samtidsband«, hvilket er en skærende kontrast til Det Kongelige Kapel, der er intet mindre end verdens ældste orkester. Derfor endte vores interview med Søn som en samtale om, hvordan de to modsætninger dog skal komme til at mødes den 27. april.
Til de tidligere Crossover-koncerter med Dopha, Chinah og Fraads har der både været mere indadvendte øjeblikke og momenter, hvor salen blev hevet op af stolene. Hvilken vej tror I, at I går?
William Hoffmann: »Vi har talt en del om, at det kan blive svært at have et full power-rockband. Så vi har en slagtøjspiller med, der kan understøtte Søren, så vi har det der groovy, percussive element med, men på en alternativ måde. For det bliver svært at lave rock, som vi plejer«.
Carl-Erik Gippert: »Der er flere ting, man kan gøre. Man kan enten spille musikken, der allerede er der, på nogle andre instrumenter. Eller man kan lægge noget nyt ovenpå. Eller ændre hele arrangementet. Jeg fornemmer en stor lyst til at prøve det hele og lave en alsidig koncert, hvor nogle numre er fundamentalt ændret«.
Søren Michelsen: »Det kunne være rigtig nice, hvis folk kom op at stå på et tidspunkt. Men samtidig er det også uforløst at stå foran en stolerække. Måske kunne man flytte stolene, og så kan man sidde på trapperne? Det må vi snakke om«.
Har I et forhold til den klassiske verden, eller er det helt nyt territorium for jer?
Søren Michelsen: »Det er helt klart noget fremmet. I hvert fald for mig. Det er markant anderledes end den rytmiske verden. Det er en helt anden historie og en anden måde at spille på. Det er fedt at prøve at få det til at smelte sammen, for jeg tror, jeg altid har været lidt fordomsfuld overfor klassisk musik. Jeg har tænkt, at de er ufrie i deres spil, og låst til deres noder«.
William Hoffmann: »Der er ikke så mange situationer, hvor der bliver lagt op til, at man samarbejder på tværs af de verdener. Vi er vokset op med, at de er hver for sig. Institutionerne er meget opdelte: Man skal tidligt vælge, om man er rytmisk eller klassisk«.
Søren Michelsen: »De klassiske var fremmede for os! Man synes, de var lidt mærkelige«.
William Hoffmann: »Det er ærgerligt på mange punkter. Man har alle mulige forudindtagne holdninger, fordi man ikke arbejder med dem og kender dem«.
Hvad kunne det være for nogle fordomme?
Kristoffer Jessen: »At de er tilbageskuende. At det næsten kan blive lidt forældet. En anakronisme. Og at de ikke forholder sig til samtiden, men kun til historien. Det er der selvfølgelig også en værdi i«.
Søren Michelsen: »Nu er Søn sådan et rigtigt samtidsband. Så det er klart, vi havde de fordomme«.
Kristoffer Jessen: »Når man kommer udefra og ikke kender meget til deres musik, så bliver man meget generaliserende. Men jeg har haft følelsen af, at det kunne trænge til at blive fornyet. For eksempel mellem mødet med teknologi – de har meget rene idealer om den akustiske lyd«.
Carl-Erik Gippert: »Jeg ser det meget som, at den rytmiske musiker udtrykker sig selv. Hvor den klassiske musiker arbejder for musikken«.
Det er et interessant punkt. At den ældre musikalske tradition er mindre individualistisk – mens samtidsmusik sætter individet i centrum.
Kristoffer Jessen: »Jeg har tænkt over det med, at egoet bliver opløst i klassisk musik. Jeg prøvede engang, hvor der stod et pigekor hele vejen rundt omkring mig i kirken og sang, hvilket var meget rørende. Det har næsten en forbindelse til noget ambient. Der bliver plads til at lytte på en anden måde. Man har ikke fokus på personen, der udtrykker sig, men på at skabe et rum, man er i. Det kunne måske være fedt at have en passage til Crossover, hvor vi som individer træder lidt tilbage«.
Hvilke tanker har I ellers gjort jer om det rum, I vil skabe til Crossover?
Søren Michelsen: »Jeg håber, vi kan ramme det der sweet spot. Apropos hele snakken om, at det kan være svært at forene det rytmiske med det klassiske: Vi så Dopha, da hun spillede til Crossover, og det var et godt eksempel på noget, hvor det virkelig smeltede sammen. Hun spillede nummeret ’September Til June’, hvor operasangerne sang kor. Det var et æstetisk element, der bare smeltede fuldkommen ind i universet. Jeg håber, vi også kan ramme den sammensmeltning«.
Er der andre samtidsartister, som I føler er gode til at inkorporere klassisk musik?
Søren Michelsen: »Arca bruger en del klassiske elementer, men det er også på en meget ny måde«.
Carl-Erik Gippert: »Jeg føler, der er sket sindssygt meget inden for dansk musik også. Clarissa Connelly og Ydegirl gør det. Og Selma Judith med harpen. Det virker som om, de inddrager det en del i deres sangskrivning«.
Kristoffer Jessen: »Selvfølgelig også Radiohead, som vi har lyttet en del til. Vi er også begyndt selv at inkorporere lidt klassisk musik – uafhængigt af Crossover. Jeg har lyttet til en del kormusik, og jeg er selv korsanger. Så jeg har sunget en del klassisk. Så genopdagede jeg, at man kan tage al musik fra en komponist, der har været død i over 70 år, og bruge den. Så på en ny sang har vi taget et korstykke fra Schubert og puttet det ind i en rocksang. Så vi er så småt begyndt at tage nogle ting fra den klassiske verden og inkorporere dem«.