‘The First Lady’: Stjernespækket Susanne Bier-serie skal nok gøre Obama-parret glade
I et interview med TV Avisen forleden sagde Susanne Bier, at der var én dom over ‘The First Lady’ – hendes nye serie om tre prominente amerikanske førstedamer – hun var særligt nervøs for: nemlig dommen fra Michelle og Barack Obama, der snart kan se sig selv på skærmen som et af de tre præsidentpar.
Jeg tror godt, hun kan ånde lettet op.
I de første to afsnit, jeg har set, finder jeg i hvert fald intet, der kan støde sådan et par gode demokrater på manchetterne.
Den sympatiske præmis bankes på plads fra første scene, så ingen kan være i tvivl: En sort kvindelig portrætmaler affotograferer sin model Michelle Obama (Viola Davis), der spørger, hvorfor kunstneren ikke også var interesseret i at male hendes mand?
Mandlige præsidenter, selv de sorte af slagsen, er en del af institutionen, svarer den kvindelige kunstner, aka en slags stand-in for instruktør Susanne Bier. Hun derimod er mere interesseret i ægte mennesker end embedsmænd.
»Det ville min mand sikkert være glad for at høre«, svarer Michelle Obama med sit – skal vi lære – karakteristiske varmt-ironiske glimt i øjet, før scenen tager et par tidshop tilbage til to imponerende førstedamer, der har siddet i samme stol og ladet sig forevige af malerpenslen.
Først til Betty Ford (Michelle Pfeiffer), der blev førstedame i 1970erne og opnåede stor popularitet som fortaler for abortrettigheder og som talskvinde mod brystkræft. Dernæst til Eleanor Roosevelt (Gillian Anderson), som – forstår vi hurtigt – var en afsindigt stålfast og skarp kvinde, der brugte sin tid som førstedame i 1933-1945 til at skabe sociale reformer.
‘The First Lady’ begynder med et officielt portrætmaleri in processus, og det er på en måde passende. Serien er lækkert produceret og smuk med et lys så kærligt blødt, at det næsten får O-T. Fagbenle i rollen som Obama til at se CGI-skabt ud.
Derudover er den spækket med dejlige stjerner: Viola Davis, Michelle Pfeiffer, Gillian Anderson, Dakota Fanning, Kiefer Sutherland, Aaron Eckhart blandt andre. Alle vil være med i den nye storsatsning, der nok på papiret har lignet det amerikanske ‘The Crown’.
Under den smukke, stjernespækkede overflade fremtegnes de problemer, som binder præsidentfruerne sammen på tværs af generationer:
Både Betty Ford og Michelle Obama er lidt utilfredse med at se deres mænd træde ind i præsidentembedet med de konsekvenser for privatlivet, der følger. Alle som én må kæmpe imod bedrevidende embedsmænd, der forsøger at forvandle de handlekraftige skarpe kvinder til blide trofæhustruer.
Kvinderne er i fokus, konflikterne lurer og det politiske rum udspiller sig i ‘The First Lady’ i privaten. Men kampene bliver aldrig store nok til at skabe spænding eller kaste lange skygger. Meget af tiden taler førstedamerne, vi skal under huden på, selv som politikere. Alt for ty-de-ligt og med store ord, der understreges af insisterende bløde violiner.
Alt er så pænt, og det irriterer mig lidt, at ingen gider at gå ind i et godt skænderi, når det ligefrem bider dem i røven! Som når trætte Barack kommer hjem efter en lang dag, åbner en øl og vittigt spørger sin hustru, om han kan få et stykke kød? Når hun serverer ham salat, som hans administration har presset hende, den talentfulde advokat med andre interesser, til selv at dyrke i Det Hvide Hus’ have.
Hun er utilfreds med sin rolle, men ikke så meget, at det ikke kan ordnes med et par kække og kærlige kommentarer. Casa de Obama virker som et harmonisk sted, og jeg får helt lyst til at flytte ind! Men at se en serie om deres velfungerende konflikthåndtering, det gider jeg sgu ikke.
Jeg ved ikke, om det er ærefrygten, der holder Bier og crew tilbage fra at ridse mere i lakken. Eller om hun gerne vil lave det nye ‘Præsidentens mænd’, som er fra en tid, hvor vi bedre accepterede, når folk talte i replikker og alt altid endte lykkeligt.
Men sagen er, at ‘The First Lady’ – i de første to afsnit og efter nutidens serie-kriterier – er lidt kedelig, omend sympatisk. Den mangler simpelthen kant og psykologisk dybde. Og lidt mere af den der menneskelighed, den vist nok egentlig prøvede at indfange.
Men Obama-parret virker søde og skal nok blive glade. Det er os sure anmeldere, man bør frygte i stedet.
Kort sagt:
‘The First Lady’ er efter to afsnit en lidt kedelig, men sympatisk affære, der mister sin tiltrækningskræft, når man kører død i at tælle stjerner.