‘The Lost City’: Sandra Bullock, Channing Tatum og Brad Pitt på underholdende junglejagt
Der er noget charmerende bedaget ved ’The Lost City’.
Det lyder måske lidt paradoksalt, når »bedaget« typisk er et negativt ladet ord, men inden du begynder at ringe til Dansk Sprognævn, så lad mig lige forklare: I en svunden tid, før zoomer- og millennial-generationerne indtog scenen, fandtes der en lige dele åndsvag og fantastisk genre af film, der bedst kan beskrives som eventyrkomedien.
Her tæller vi for eksempel den Eddie Murphy-bårne ’Golden Child’, den evigt citerbare ’Crocodile Dundee’ og Indiana Jones-pendanten ’Romancing the Stone’.
Siden deres storhedstid i 80’erne er der godt nok dukket et par efternølere op, om Dwayne Johnsons ’Jungle Cruise’ fra 2021 og Dwayne Johnsons ’Jumanji: Welcome to the Jungle’ fra 2017 og Dwayne Johnsons ’The Rundown’ aka ’Welcome to the Jungle’ fra 2003 (man aner et vist tema), men få film rammer den platte, selvironiserende, eventyrlystne underholdningsværdi, der var så gængs i USA’s Reagan-æra som Sandra Bullock og Channing Tatums nye eventyrkomedie ’The Lost City’.
Og hvis man har en forkærlighed for førnævnte klassikere, så er det altså et ret flot kompliment.
I ’The Lost City’ får vi alle de sædvanlige skattejagttroper, vi efterhånden kan i søvne: Et par modvillige helte, en eksotisk destination, en høflig engelsk skurk og en eller anden eftertragtet macguffin, der skal lokaliseres, inden det er for sent. Men der er dog et lille twist på nogle af klicheerne – to af vores helte, Bullock og Tatum, er omtrent lige så meget på hjemmebane i en tropisk jungle som Gordon Ramsey på en Burger King, og det er enormt morsomt at se dem buldre rundt i skyggen af vores tredje helt, Brad Pitts elitesoldat Jack Trainer.
To af Hollywoods titaner, der udstiller sig selv skamløst og helt uden forfængelighed, er ikke noget, man ser hver dag. Alene det at Sandra Bullock er iført en stram, rubinrød paillet-kjole igennem alle filmens strabadser, må man altså tage hatten af for.
Hvis man leder lidt efter det, har filmen også en ret sød morale, som de fleste af os nu om dage ville have godt af at tage til efterretning. Sandra Bullock spiller forfatteren Loretta Sage, der i løbet af årene har skrevet sig selv ind i et hjørne, der består af kvasi-erotiske pulp-bøger (hvis forsider er forgyldt med en swashbuckling Channing Tatum i blond paryk og hvid bomuldsskjorte), som hun selv afskyr som pesten.
Hun har meget lidt til overs for sine fans, der tilsyneladende er mere interesserede i Tatum i bar overkrop end i hendes historiske research, og foretrækker helt at gøre det af med sine bøgers mandlige hovedrolle frem for at nyde den glæde, historierne har givet læserne. Heldigvis går det op for hende, at der ikke er noget, der hedder en »guilty« pleasure. Der er bare ren ud pleasure. Og det er nok nogenlunde de samme briller, man skal have på, når man ser den her film.
For man kommer næppe ud af biografen med flere point på IQ-skalaen, end man gik ind med. Filmen er på mange måder dybt åndssvag (byen, de leder efter, hedder »the lost city of D«, og ja, der følger en penis-joke eller to), og i forhold til, at det i grunden er en skattejagt, og vores hovedperson har en doktorgrad i historie, så er der ubegribeligt lidt historie med.
Ordet »piktogram« bliver brugt på et tidspunkt, og det er formentlig kun inkluderet, fordi manuskriptforfatterne fandt det i indekset på en eller anden tilfældig historiebog. Hvis man kommer direkte fra en Indiana Jones-film (selv den berygtede 4’er), så vil ’The Lost City’ altså gøre ondt i hjernemusklen – og ikke på den gode måde.
Daniel Radcliffe spiller den høflige, jakkesætklædte skurk, hvis motivation for at finde filmens macguffin er baseret på noget så originalt, som at han er sur over, at hans lillebror har arvet familieformuen i stedet for ham selv. Jeg har altid ment, at Radcliffes komiske talent er blevet svært underudnyttet, men uheldigvis er det ikke i ’The Lost City’, han får lov til at skinne igennem.
Hans rolle består primært i at være den ærketypiske bad guy, der kun kan være lidt for høflig eller lidt for hidsig, og man køber ham simpelthen ikke som primus motor for vores hovedpersoners modstand.
Heldigvis gør Channing Tatum det til gengæld eminent godt som den kiksede, smådumme forsidemodel, hvilket står i skarp kontrast til den perfekte actionhelt, han typisk har spillet. En hel film, hvor han forsøger at følge i hælene på Brad Pitts kokosnødspisende supersoldat, ville jeg ikke takke nej til.
Kort sagt:
’The Lost City’ bliver nok ikke nogen moderne klassiker, men Bullock og Tatum leverer nok pjank og pjat i junglen til at glæde de fleste, der har brug for et par timers nem underholdning.