’The Time Traveler’s Wife’: Jammerlig tidsrejseserie har et ækelt koncept
Jeg vil gerne rejse tilbage i tiden og sige nej til at anmelde ‘The Time Traveler’s Wife’, så jeg kan få de timer igen, jeg brugte på at se denne jammerlige serie.
Men ak, jeg har desværre ikke arvet samme evner som tidsrejseren Henry (Theo James) i ‘Doctor Who’- og ‘Sherlock’-showrunner Steven Moffats serieadaption af Audrey Niffeneggers bestsellerroman fra 2003.
Ikke at Henrys tidsrejser fremstår appellerende. Tværtimod er det hans hårde skæbne, at han uden nogen indflydelse på hvornår og hvorhen bliver kastet frem og tilbage i tiden, hvor han altid lander nøgen, pengeløs og sulten. Serien giver aldrig nogen forklaring på, hvordan han har fået ‘evnen’, og hvad formålet er. Derimod koncentrerer den sig om kærlighedsforholdet mellem Henry og titlens Clare (spillet i forskellige aldre af Everleigh McDonnell, Caitlin Shorey og Rose Leslie), hans hårdt prøvede kone.
Hun møder Henry, da hun er seks år, og han er 41, og han rejser tilbage i tiden for at besøge hende. Men i hans tidslinje møder han først Clare, da hun er 20, og han er 28. Her kender hun ham, fordi han med sine tidsrejser har ændret hendes tidslinje, men han har ikke mødt hende endnu. Forvirret? Det forstår jeg godt.
Når man ser serien, er den faktisk ikke svær at følge med i, men konceptet føles unødvendigt komplekst, og al den tid, serien bruger for at forklare logistikken, trækker energien ud af historien.
Og så lige tilbage til, at voksne Henry jævnligt holder møder ude i skoven med seksårige Clare, som han ved, at han kommer til at gifte sig med. Øhh, hvem sagde grooming? Også her savner jeg en forklaring på, hvad meningen er. Henry virker med rette ubehageligt til mode over Clares spørgsmål til hans kone, der tilfældigvis også hedder Clare – »Var det kærlighed ved første blik?« – »Det håber jeg ikke!« – og til hendes voksende interesse for ham, da hun bliver teenager.
Men at serien smider et par afvæbnende jokes ind, gør ikke konceptet mindre ækelt at overvære. Også selvom de bare spiller dam og laver lektier.
Som Clare senere fortæller Henry: »Min libido voksede om omkring dig. Du er den levende personificering af alt, jeg vil have, af alt, du personligt formede mig til at ville have«.
Med Henrys besøg har han overbevist hende om, at det er skæbnen, at de to skal giftes. Men udover, at han er en flot mand – vi ser ham nøgen, hver gang han lander i en ny tidszone – er det svært at se, hvad de to har til fælles, og hvorfor deres kærlighed er så stærk.
Det gælder sådan set også den anden vej. Henry har ikke valgt Clare, det er skæbnen. Da de mødes i den tidslinje, hvor han ikke kender hende endnu, virker han ikke specielt begejstret for ideen om, at hun er hans kommende kone. Jo, han gider da godt lige knalde hende, men han har faktisk en anden kæreste og synes, Clare er lovlig hysterisk.
Serien skal forestille at være romantisk. Men jeg synes ikke, det er romantisk, at to mennesker tilsyneladende ikke har en fri vilje til at vælge deres partner, men bliver gift på grund af en diffus udefrakommende skæbnebestemmelse.
Kort sagt:
Kompliceret logistik og et grooming-lignende forhold mellem hovedpersonerne gør ‘The Time Traveler’s Wife’ både kedelig og uromantisk.
Anmeldt på baggrund af tre afsnit.