’Big Time’: Angel Olsen bliver statist i musikkens kulisser på album om livskrise
Da Angel Olsen sidste år gik i studiet i Topanga, Californien, var det første gang, hun mødte så uforberedt op til indspilningen af et album.
Hendes mor var død nogle uger forinden, hendes far døde kort efter. Selv var hun lige sprunget ud som panseksuel. Mange følelser. Tyngdekraft. »Fuck it«, sagde hun. Nu var hun der bare, i studiet. »Lad os lave et album!«
Man kan godt høre, at hun blotter sig på ’Big Time’. Vokalen ligger langt fremme, nogle gange knækker den blødt, andre gange forsvinder den i hæs hvisken. Tristessen løber som en understrøm på hele albummet, men også den frisatte kærlighed og modet på at komme videre.
Alligevel er der noget, som modarbejder autenticiteten. Måske er det lige præcis den manglende forberedelse.
Når Angel Olsen på halvdelen af sangene læner sig op ad country i større omfang end nogensinde, lyder det næsten som en kulisse, der er stillet op. Som om man simpelthen har opsøgt en musikalsk form, der har været let at gå til på kort tid.
Jeg køber den egentlig på åbningsnummeret, den tålmodigt opbyggede ’All the Good Times’. Men det lyder også som et stillads, der bliver sat op; en scene, der bygges. Instrumenterne introduceres lidt efter lidt: orgel, slideguitar, klokkespil og klassisk, slæbende countryvokal. Omkvædet lader vente på sig, men rammer til sidst som sparket fra en indespærret tyr.
Smagfuld pastiche, en hyldest til Dolly Parton, Nancy Sinatra og countryens vægtige arv. Fair nok. Men derefter går albummet i stå. Titelnummeret, den første af flere valse, er country lige ud ad landevejen. Akkompagnementet virker dovent, og Olsens vokal savner nuancer. Det bliver lige jævnt nok.
Budskabet er tydeligt på de følgende sange: Den 35-årige sanger har lært at hvile i sig selv. Hun har ikke travlt, og den ubesværede, luftige vokal har en hypnotiserende kraft. Men de vuggende nik mod fortiden kan hurtigt blive søvndyssende. At en strygekvartet og et cembalo melder deres ankomst på ’All the Flowers’ gør udslaget: Godnat.
Sidste halvdel af albummet er mere interessant. Olsen finder indierocket energi på ’Right Now’ og en storladen punkvrængen på højdepunktet ’Go Home’ midt i lyden af kæk claves og et saboteret klaver.
»I feel like someone else«, synger hun. Og maskespil præger i den grad ’Big Time’. På de sidste sange hører man virkelig, at produceren, Jonathan Wilson, er den samme, som stod bag Father John Mistys ’Chloë and the Next 20th Century’.
Pastichen er udtalt med parfumeret vokal, rumklang og strygekvartet. Vi befinder os pludselig på stor afstand af countrykulissen: I tilrøgede selskabsstuer med art deco-interiør og dekadent melankoli. Olsen drukner i produktionen, men omvendt har disse 1920’er-tableauer flere lag at byde på end albummets lidt jævne omgang med country.
’Big Time’ virker vægelsindet. Sætter sig mellem to stole og rammer aldrig helt den store forløsning – drømmen, der folder sig ud. Både countryen og den dekadente americana har et skabelonpræg, som Angel Olsen kun i momenter formår at prikke hul på. Det er godt selskab, men Olsen rummer så meget mere end det.
Kort sagt:
Angel Olsen befandt sig i sit livs krise, da hun indspillede ’Big Time’. Måske er det derfor, at albummet opsøger velkendte former som country og dekadent americana, men skabelonerne tynger resultatet.