Father John Misty går fuld vintage på det nostalgiske ‘Chloë and the Next 20th Century’
2018’s ’God’s Favorite Customer’, Josh Tillmans fjerde album under kunstnernavnet Father John Misty, var hans mest nedbarberede og intime til dato. Et ligefremt singer/songwriter-album, der i al sin enkelthed stod i skarp kontrast til sin hyperambitiøse og dommedagsagtige forgænger fra 2016, ’Pure Comedy’.
I retrospekt synes ’God’s Favorite Customer’ dog mest af alt at have fungeret som en ganerenser. For med sit konceptuelle femte album, ’Chloë and the Next 20th Century’, er Tillman tilbage med store armbevægelser – og denne gang er han i det nostalgiske hjørne.
Det står klart fra de første sekunder af åbningsnummeret ’Chloë’, der med en flygtig hornsektion sætter tonen for resten af pladen, før Tillmans forførende croon rammer tracket i selskab med kælende whiskers og smægtende strygere. Denne vintage-æstetik dyrker Tillman hele vejen igennem sit nye album, der udskifter hans vante folkrock med traditionel pop og jazzballader a la 20’erne og 30’erne.
Og her menes altså 1920’erne og 30’erne. Du ved, dengang filmene var sorthvide, og man måtte ryge indenfor alle steder.
En simplere tid, vil nogle nok mene. Og man forestiller sig, at Tillman er enig – det tidligere Fleet Foxes-medlem har trods alt brugt størstedelen af sin solokarriere på at revse netop den moderne verden i sine sarkastiske tekster. Derfor er det også svært ikke at læse ’Chloë and the Next 20th Century’ som et slags kærlighedsbrev til det forgangne århundrede.
Han slipper imponerende godt fra det. Hvad enten Tillman forsøger sig med bossanova på den semi-spanske (!) ’Olvidado (Otro Momento)’ eller blød 60’er-pop på ’Funny Girl’ (opkaldt efter broadway-musicalen af samme navn fra 1964 med Barbra Streisand i hovedrollen), formår han at tegne et lækkert portræt af en tid, der for længst er forbi. ’Chloë and the Next 20th Century’ er et af den slags værker, der i filmregi nok ville blive betegnet som et period piece.
Selv om der er elementer at spore af Tillmans tidligere udgivelser (eksempelvis de storladne orkestrale arrangementer fra 2015-mesterværket ’I Love You, Honeybear’), er det uden tvivl hans mest radikale stilskift under Father John Misty-pseudonymet. Men det fungerer, fordi det er så fandens gennemført. Var det ikke for kvaliteten af produktionen, kunne du meget vel have bildt mig ind, at albummet havde et halvt århundrede mere på bagen.
Men – og det er desværre et stort men – musikken er ikke det eneste, der er anderledes på ’Chloë and the Next 20th Century’. For i sine bestræbelser på at skabe en stemning a la Hollywoods guldalder synes Tillman også at have givet afkald på sin måske største styrke: Nemlig evnen til skarpsindigt og med glimt i øjet at dissekere den tid, vi rent faktisk lever i.
På sine bedste værker rammer Father John Misty tidsånden perfekt. Tag bare hans udlægning af et overfladisk parforhold på nummeret ’The Night Josh Tillman Came to Our Apt.’ fra førnævnte ’I Love You, Honeybear’, hvor Tillman beskriver en tidligere elsker, der vader henover mænd som et »god damn marching band« og roder rundt i betydningen af ordet ’literally’.
Den slags er der ikke meget af her, og man savner næsten hans vante sarkasme og sylespidse bemærkninger. Men kan man se bort fra det, er Tillmans musikalske tidsrejse en fornøjelse.
Kort sagt:
Tillman giver den hele armen som forførende crooner på sit nostalgiske nye album, der fungerer som et slags kærlighedsbrev til det forgangne århundrede. Det lyder skønt og emmer af ukuelig vintage-charme, men man savner næsten hans vante sarkasme og sylespidse bemærkninger.