‘Raised by Wolves’ får kniven af HBO efter to sæsoner

‘Raised by Wolves’ får kniven af HBO efter to sæsoner
Amanda Collin i 'Raised by Wolves'. (Foto: HBO Max)

Der kommer ikke en tredje sæson af sci-fi-serien ‘Raised by Wolves’ med danske Amanda Collin i hovedrollen på HBO. Det skriver Deadline.

Serien gav Collin sin første internationale rolle og viste, at den danske skuespiller uden problemer kan bære en international millionproduktion på sine skuldre.

Og med ingen ringere end Ridley Scott som serieskaber sammen med ‘Prisoners’-forfatteren Aaron Guzikowski var der ikke tale om en hvilken som helst produktion.

Første sæson af serien, der følger to androider – mor og far – som skal opfostre en række menneskebørn på planeten Kepler 22 b efter en religiøs krig, fik tre stjerner her på sitet. Vores anmelder tildelte anden sæson fire stjerner og skrev blandt andet, at en tredje sæson kunne gå hen og blive fremragende, hvis niveauet fortsatte med at stige.

På Twitter har den ene hovedrolleindehaver, Abubakar Salim, skrevet, at serien ikke skal dømmes helt ude endnu. Skaberne leder nemlig efter et nyt hjem til en potentiel tredje sæson:

»Intet er blevet delt offentligt endnu, og det er der en grund til. En vigtig grund. En, som jeg vil dele med jer nu: Der er håb. Vi befinder os i en unik position: Vi har en fuldt udviklet storyline, en Goliath af et produktionshold bag os, utrolig modtagelse fra anmeldere og vigtigst af alt et stærkt internationalt fællesskab om serien, der ikke kan ignoreres. Grunden til, at aflysningen ikke er blevet annonceret er, at der stadig er en chance for, at serien kan fortsætte og blive færdiggjort i et nyt hjem«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af