’Raised by Wolves’ sæson 2: Amanda Collin er igen lyspunktet i forbedret opfølger på ambitiøs science fiction-serie
Første omgang af ’Raised by Wolves’ var en lidt drøj omgang.
Amanda Collin var dog et lyspunkt som androiden Mother, en tidligere krigsmaskine (en såkaldt Necromancer), der var blevet omprogrammeret som den mest badass barnepige/surrogatmor, universet har set.
Sammen med Father (ligeledes fremragende Abubakar Salim) passede de på en flok børn på den ugæstfrie planet Kepler-22b. Efter en religionskrig mellem ateister og de troende Mithraic havde gjort Jorden ubeboelig, var det nu tid til at starte på en frisk.
Så nemt gik det selvfølgelig ikke, og gammelt nag fulgte med til den fremmede planet, så Mother fik rig mulighed for at flekse sine kampevner.
Anden sæson starter cirka seks måneder, efter den forrige sluttede.
Mother og Father bliver fundet af ateistkolonien Kollektivet og reaktiveret. Stedet ledes af en supercomputer/kunstig intelligens kaldet The Trust, og det er et ret fint ironisk touch at lade gudsfornægtere leve deres liv efter ordre fra en maskine.
Man kan godt se, hvilke spørgsmål serieskaber og showrunner Aaron Guzikowski lægger op til på den front. Det tager ikke lige så fremragende satirisk form, som da ’South Park’ lavede den geniale ’Atheist War’, men mindre kan også gøre det.
For det helt overordnede emne i ’Raised by Wolves’ er humanisme, med alt hvad det indebærer. Hvad gør et individ? Er det nok bare at være et menneske, skal man tro på noget bestemt og en myriade af andre store og små spørgsmål popper op i løbet af sæsonen.
Akilleshælen i forrige ombæring var skildringen af menneskerne, som til tider fremstod karikeret, hvor især Travis Fimmels Marcus var ren overflade.
Det er ikke blevet perfekt, men dog bedre. Marcus er nu en slags profet/terrorist/frihedskæmper, der er en konstant torn i siden på Kollektivet, og Fimmel ((Ragnar MF Lothbrok, hvis nogen skulle have glemt det) har altid været bedst, når han får lov til at være lidt crazy.
Stjernerne er dog stadig Amanda Collin og Abubakar Salim. Det er virkelig imponerende, hvor delikat de spiller androiderne. Vekslingen mellem at skulle formidle programmerede simulationer af følelser og så de øjeblikke, hvor man kan se, at computeren nærmest bliver slået fra, og menneskelige følelser og reaktioner overtager, er som at overvære en betagende gætteleg.
Små bevægelser, ansigtstræk og virrende blikke er med til at afsløre, hvor vi befinder os i deres sindstilstand. Har androider et sind?
Skiftet af lokation fra den golde side af Kepler-22b til en mere frodig jungle har også givet noget tiltrængt farve, om end det er lige sepia-tungt nok. Med skiftet følger også nyt liv, og Mothers ’baby.’ slange/igle-hybriden med det mundrette navn Nummer 7, er nu vokset, og det store, flyvende bæst sætter en gru i livet hos alle, der ser det.
Men at skinnet bedrager, er netop en af Guzikowskis moraler. Der er mere til det ugudelig dyr, end man regner med.
Blandt de nye karakterer finder man blandt andet danske Peter Christoffersen, der er troværdig son den hærdede ateistsoldat Cleaver. Det kan godt blive et springbræt til en habil international karriere.
Bedst blandt nytilkommerne er dog duoen Decima (Kim Engelbracht) og Vrille (Morgan Santo). Hvor førstnævnte er menneske, er Vrille en androide, og Decima har uploadet sin afdøde datters minder i den. Det er en fin og brutal sidehistorie, der udfolder sig parallelt med hovedfortællingen, og som stadig taler ind i ’Raised by Wolves’ overordnede ramme.
Første sæsons børnesygdomme er ved at blive rystet af. Fortsætter niveauet, kan en eventuel sæson tre blive fremragende.
Kort sagt:
Amanda Collin er også i anden sæson af sci-fi-serien ’Raised by Wolves’ et af de store lyspunkter, mens spændingsniveauet er steget markant.
Anmeldt på baggrund af sæsonens seks afsnit første afsnit.