Siden han med ‘Alien’ i 1979 og ‘Blade Runner’ i 1982 var med til at lægge grundstenene til moderne science fiction, har Ridley Scott været lidt af en institution i Hollywood, og CV’et tæller i dag over 25 spillefilm, der også inkluderer ‘Thelma & Louise’ og ‘Gladiator’.
Selvom Scott i de senere år ganske vist har stået bag flere svipsere end pletskud (ahem, ’Alien: Covenant’), så bliver ‘Raised By Wolves’ – som han producerer og ligeledes har instrueret to afsnit af – mødt med stor spænding som den første flagskibsserie på den nye amerikanske streamingtjeneste HBO MAX (herhjemme kan serien ses via YouSee og Canal Digitals streaming-platforme, og rammer HBO Nordic senere på året).
På disse breddegrader er fokus selvsagt særligt på Amanda Collins store hovedrolle (som hun fik ved lidt af et tilfælde), der giver skuespilleren mulighed for at bytte den danske realisme ud med rollen som en androgynt-udseende androide ved navn Mother, der skal hjælpe menneskeheden på fode igen langt fra en krigshærget jordklode.
Vi fangede for nylig både Scott og Collin via Zoom-møder (som man jo gør i disse tider), og danskeren er slet ikke i tvivl, når man spørger ind til hendes oplevelse med den ikoniske filmmager:
»Det var fantastisk. Han har svar på alle spørgsmål, og hvis man gerne vil prøve noget af, så giver han dig plads til det. Dén oplevelse er netop grunden til, at man tænker: ’Ah, det er derfor, han er et geni!’. Han får folk til at føle sig tilpas, selvom vi ikke har nogen anelse om, hvad det er, vi laver. Og på grund af hans tidligere arbejde, så stoler man vildt meget på ham. Personligt prøver jeg dog at glemme, hvem han er, for at kunne arbejde uden distraktioner. Så er man sådan: ’Thelma og hvem, siger du…? Nej, den har jeg ikke set’, haha«, fortæller Collin.
Ridley Scott supplerer: »Hun (Amanda Collin, red.) var virkelig god hele vejen igennem. Jeg synes, at Mother er – og jeg håber, at hun ikke giver mig en lussing for det her – alt andet end androgyn. Til hendes udseende var jeg inspireret af David Bowie, hvilket var grunden til, at hun fik det korte, røde hår«.
Styret af intuitionen
Selvom han nu har ramt de 82 år, har alderen aldrig tynget Ridley Scotts produktivitet.
Med ‘Raised By Wolves’ vender han for første gang tilbage til at instruere tv, siden han i 1960’erne arbejde for BBC. Selvom tv-indhold har ændret sig meget siden dengang, er det stadig værd at spørge, hvorfor det netop var ‘Raised By Wolves’, der fik ham tilbage til de små skærme:
»Det ligger alt sammen i materialet«, forklarer Scott.
»Jeg læste Aaron Guzikowskis (seriens hovedforfatter, red.) manuskript, som var inspirerende, og jeg følte, at jeg ikke kunne give slip på historien; Jeg måtte filmatisere den. Så simpelt var det. Manuskriptet er skrevet med stor musikalitet, som inspirerede mig, og når jeg bliver inspireret, begynder jeg at se billeder – og det er sådan, mine projekter begynder. Jeg fulgte min intuition, som jeg efter alle disse år stoler blindt på«.
I rollen som Mother bevæger Collin sig i sit skuespil konstant mellem menneskelignende karaktertræk og maskine:
»Vi havde total frihed med androidernes måde at opføre sig på«, forklarer Collin.
»Det var fedt at kunne sige: ’Nå, nu føler jeg absolut ingenting, for nu er jeg totalt android. Nogle gange tænkte jeg også, at Mother var ked af, at hun ikke var i stand til at føle sorg, eller at hun følte misundelse mod mennesker, fordi de kan varme mod huden. Der var alle de her variabler at lege med. Der er altid en frygt for at falde ind i noget karikatur, når man skal skabe sådan en karakter; Det handler om at finde en balancegang, hvor det er muligt at give slip, og bare prøve ting af og se, hvor man ender. Vi lænede os meget op ad Ridley, og lod ham skrue op eller ned for vores ’mængde af android’. Når man så er i gang med at optage afsnit fire, så har man efterhånden styr på, hvad man kan og ikke kan gøre«.
Snæversyn er farligt
I ’Raised by Wolves’ sendes Collins Mother, sammen med androiden Father (Abubakar Salim), til den fjerne planet Kepler-22b, hvor deres mission er at skabe en koloni af mennesker, langt fra den religiøse krigsførelse, der splittede Jorden ad. Derfor skal de nye menneskebørn opfostres i videnskaben og ateismens navn.
Ved første øjekast kan serien dermed godt ligne en fortaler for ateismen, men det billede begynder at krakelere, da Mother bliver skræmmende vred, når børnene udviser interesse for det overnaturlige. »Det er ikke en serie om religion versus ateisme«, understreger Collin da også. »Det handler mere om at være så snæversynet i sin tro, at det bliver farligt. For Mother bliver også farlig i sin tro på ateisme, og det er en meget vigtig pointe«.
Scotts syn på seriens temaer stemmer overens med Collins, og han sætter dem samtidig i et historisk perspektiv:
»Hvis man går 4.000 år tilbage, til det gamle Egypten, så var de enestående i deres måde at gøre ting på; deres måde at tænke på. Nu siger jeg noget, som mange historikere sikkert er uenige med, men jeg siger det alligevel: Der var et tidpunkt i det gamle Egyptens historie, hvor videnskab og religion sameksisterede succesfuldt, hvilket på mange måder var religionens sundeste tidsalder. Egypterne havde videnskab, men de var lige så interesserede i efterlivet, som mange andre religioner også er det. Det var en interessant og spændende kombination. På et tidspunkt opstod der en kløft mellem de to måder at tænke på, og siden da har de været opdelt«.
Badeværelses-inspiration til rumskib
Mother og Father ankommer til planeten i et specielt rumskib, der er enormt enkelt i sit design, og hvis bløde kanter og blanke overflade mere ligner et Apple-produkt end de rumskibe, man ofte ser i science fiction.
Scott kunne da også forklare, at han kan finde inspiration overalt:
»Det her rumskib, der indeholder menneskehedens frø, og de to androider, som man lidt klichéfyldt kan kalde Adam og Eva, var jeg meget i tvivl om, hvordan skulle se ud. Der er så mange retninger, man kan gå, og det er nemt at gøre designet stort og komplekst. Men en morgen stod jeg og barberede mig med en elektrisk barbermaskine, og tænkte: ’Hold da kæft, den er jo perfekt’, og så blev rumskibets design baseret på den. Det er en barbermaskine af rustfrit stål, der faktisk ligner noget fra det ydre rum. Det er en af de smukkeste genstande, jeg har set«.
En anden, slående visuel idé i serien, er de tætsiddende grålige dragter, som androiderne har på. Dragterne måtte fungere som erstatning for en anden type ’dragt’.
Scott fortæller:
»Når Mother og Father nu er Adam og Eva, så de burde jo egentlig være nøgne… Men jeg tænkte, at konstant nøgenhed nok var lige i overkanten, selv for HBO. Det sjove var så, at jeg en dag gik forbi den butik, der hedder Agent Provocateur, og i vinduet var der alt det der fancy tøj, som nogle mennesker – ikke mig – går ind og køber. Blandt andet var der en gummiagtig, tætsiddende dragt, og jeg ringede til kostumeafdelingen med det samme, og sagde, at vi skulle skaffe sådan en dragt. Dragternes elasticitet blev en metafor for nøgenhed«.
Selvom dragterne ikke er det mest behagelige at gå i, har Collin dog stadig nogle positive ord til overs for dem:
»Det var faktisk bedre end at være nøgen, for jeg tænkte, at så godt ser jeg altså ikke ud uden tøj på. Den dragt var jo magisk spandex!«.