Det er en af hiphopscenens mest komplekse og kontroversielle artister, der kommer til Roskilde Festival denne uge.
I begyndelsen var Tyler, the Creator lederen af den ikonoklastiske Odd Future-bevægelse, der startede et ungdomsoprør på hiphopscenen i begyndelsen af 2010’erne. De rappede om at brænde det hele ned og lød ulig noget andet fra den etablerede musikscene – og en ny generation af hiphoplyttere elskede dem for det. Samtidig strøede især Tyler om sig med homofobiske udtryk og rappede om mord og voldtægt.
Det er historien om den første del af hans karriere. Men omkring et halvt årti efter gennembruddet begyndte Tyler, the Creator at skifte spor.
Genrer som pop, soul, r’n’b og jazz begyndte at fylde mere og mere i hans musik, mens teksterne gik fra at svælge i voldsfantasier til at skildre komplicerede kærlighedsforhold – til både mænd og kvinder.
Så ja: En kompleks artist. Med en enorm spændevidde. Fra Eminem-inspireret horrorcore til Stevie Wonder-ballader om ulykkelig kærlighed. Tyler rummer både det destruktive og det følsomme.
Men er han egentlig bedst som rappende Odd Future-frontmand eller som soulet soloartist?
I anledning af hans fredagskoncert på Orange Scene har vi rangeret alle Tyler, the Creators album.
7. ’Wolf’ (2013)
Tylers tredje album byder på sange som ’IFHY’, der udforsker samme trekantsdrama-tematik som ‘Igor’, og numre som det kaotiske ’Domo23′, der lyder som Soundcloud-rap fem år før det skete. ‘Wolf’ er et ekstremt velproduceret album, og der er samtidig skruet gevaldigt ned for chokeffekterne fra de første udgivelser.
Men det her er også et album, der primært digter videre på ideer, der stammer fra ‘Bastard’ og ‘Goblin’.
’Colossus’ er et remake af helten Eminems ’Stan’, ’Answer’ handler endnu engang om den fraværende far, og der er også en håndfuld numre i Odd Futures punkede, provokerende stil som ‘Jamba’ eller Waka Flocka-pastichen ’Trashwang’. Der er desuden, for tredje album i streg, en psykologstemme, der dukker op hist og pist.
De gentagelser af gamle ideer gør, at albummets 70 minutter føles lidt som et maraton. Efter det her album var det klart, at denne kreative brønd var tømt. Tyler måtte finde på noget nyt.
Linjen, der definerer albummet:
»Mom was only twenty when you ain’t have any fucks to spare / you Nigerian fuck, now I’m stuck with this shitty facial hair« (’Answer’).
6. ‘Cherry Bomb’ (2015)
Det her er ikke Tyler, the Creators bedste album – som placeringen på denne her liste også antyder. Men det var albummet, han var nødt til at lave et halvt årti inde i karrieren.
Tyler kaster massevis af ideer afsted på hver sang blot for at suse videre til noget nyt på næste nummer. Fra jazz-rap til Death Grips-lignende støj. Han samarbejder samtidig bredere end nogensinde før – blandt andet med Kali Uchis, Coco O. og Toro Y Moi.
Pharrell er stadig det spirituelle forbillede, og det siger måske alt om værkets eksperimenterende natur, at Tyler allerede på albummets ’Rock Star’-agtige åbningssang, ‘Deathcamp’, siger, at det første N.E.R.D.-album gjorde mere for ham end boom bap-klassikeren ’Illmatic’ af Nas.
Resultatet er et kaotisk album, der er langt fra perfekt – især sidst på ‘Cherry Bomb’ er der en række meget lange, monotone soulsange. Men det her var big bang-begivenheden, som sprængte vejen fri for den artist, der senere ville lave ’Flower Boy’, ’Igor’ og så videre.
Linjen, der definerer albummet:
»’In Search Of…’ did more for me than ‘Illmatic’ / that’s when I realized we ain’t cut from the same fabric« (‘Deathcamp’).
5. ‘Goblin’ (2011)
I 2011 havde Tyler ungdommen i sin hule hånd. Odd Future var det unge rebel-crew, alle ville være en del af. Tyler var deres leder, ’Yonkers’ blev bevægelses største sang, og ’Goblin’ skulle være albummet, der cementerede Odd Futures succes.
Det blev det også til dels: ‘Yonkers’, ‘Sandwitches’, ‘Radicals’ og ‘Tron Cat’ indkapsler den ustoppelige kraft, som Tyler og co. udgjorde i begyndelsen af karrieren.
Men ellers er ‘Goblin’ bevidst antipoppet og stedvis decideret depressivt og dystert. Det er også meget langt (hvorfor er ‘Window’ otte minutter?), og kombinationen af dronende Neptunes-synths og Tylers monotone vokal er en krævende lytteoplevelse.
Albummet viste, at Tyler ville være mere end bare Odd Futures kaotiske kaptajn, men at han endnu ikke helt vidste, hvad han så skulle i stedet. Dets bedste momenter er de mest løsslupne; Odd Future-sangene er stærkere end bekendelsesnumrene.
Linjen, der definerer albummet:
»Kill people, burn shit, fuck school!« (‘Radicals’).
4. ‘Flower Boy’ (2017)
Sagde han lige det, jeg tror, han sagde?
Sådan havde det meste af hiphopinternettet det, da Tyler tilsyneladende (meget bogstaveligt) kom ud af skabet på ’Garden Shed’. Det her var jo samme mand, der engang havde brugt ordet »faggot« 213 gange på et album, og som for mange var synonym med hiphoppens homofobi.
Pludselig var den tidligere ‘Goblin’ blevet til en blomsterdreng, der rummede et væld af følelser. Dén grundlæggende forandring i Tylers udtryk spejledes af det varme, soulede lydbillede på ‘Flower Boy’. Det er som om, årstiderne er skiftet. Voldtægtsfantasier er væk, og chokrap er fortid. I stedet får vi en ny følsomhed.
For første gang føltes det som om, Tyler, the Creator ikke gemte sig bag lydmæssige bombardementer eller chokerende tekster, men turde blotte sig og helt enkelt være ærlig. Det er her, den nye tidsregning for alvor starter for kunstneren Tyler.
Linjen, der definerer albummet:
»Next line will have ‘em like ‘whoa’ / I’ve been kissing white boys since 2004« (‘I Ain’t Got Time!’).
3. ‘Bastard’ (2009)
Tyler, the Creators gennembruds-mixtape var provokerende for 13 år siden, men det ville nok være endnu mere kontroversielt, hvis det udkom i vor tids kulturelle klima.
’Bastard’ er propfyldt med homofobi og voldtægtsfantasier, hvilket blandt andet medførte, at rapperen blev bandlyst fra England. Om man stadig, i 2022, kan nyde det her album må være op til den enkelte. For nogle vil de homofobiske og sexistiske choktekster nok gøre Tylers debut ulyttelig.
Når det er sagt, er det lyriske talent og den lydmæssige originalitet på ’Bastard’ umulig at benægte.
Det er svært at overvurdere, hvor uventet det var, at en teenageskater fra Los Angeles ville finde på at blande Neptunes-beats med Eminem-agtige chokeffekt-tekster. Det var, helt enkelt, en ny lyd.
Og det var også en helt ny oprørsk energi, der var mere end tiltrængt i tidens stagnerede hiphoplandskab. Skolen, den fraværende far, tidens hiphop-blogs – alt blev angrebet gennem tekster, der ikke kun fik én til at spole tilbage på grund af de grove skældsord, men også på grund af de vanvittige ordspil og tekstkonstruktioner.
En generation af lyttere, der var trætte af den polerede, etablerede hiphop, forgudede rebellen Tyler og hans uregerlige crew: ’Bastard’ startede et ungdomsoprør, der rystede den etablerede hiphopscene.
Linjen, der definerer albummet:
»Fuck a deal, I just want my father’s e-mail / so I can tell him how much I fucking hate him in detail« (‘Bastard’).
2. ‘Call Me If You Get Lost’ (2021)
På overfladen er Tyler, the Creators seneste album et overgangsværk. En mixtape-lignende, rendyrket rapudgivelse (inklusive DJ Drama-ad-libs!), der demonstrativt går andre veje end det formfuldendte popalbum ’Igor’ fra 2019. Det her er først og fremmest et udstillingsvindue for rapperen Tyler.
Men, som så ofte hos Los Angeles-artisten, er der mere på spil, jo længere man synker ned i ’Call Me If You Get Lost’. Det viser sig nemlig, at han mere eller mindre bruger mixtape-formatet og dets fokus på pralende, selvhævdende lyrik som en form for terapi mod et knust hjerte.
Det giver albummets bombastiske magtdemonstrationsnumre en dybere dimension. Tyler rapper om at køre Rolls-Royce og sejle på sin yacht, men han kan ikke lade være med at indrømme, at han græder salte tårer ned i Middelhavet, når ingen kigger.
Linjen, der definerer albummet:
»Turn the fucking noise up, my heart broken / remembered I was rich, so I bought me some new emotions / and a new boat, ’cause I’d rather cry in the ocean« (‘Corso’).
1. ‘Igor’ (2019)
‘Igor’ er albummet, Tyler the Creator havde prøvet at lave i årevis.
Tyler har skildret ulykkelige – eller i hvert fald komplicerede – kærlighedsforhold siden ’Wolf’, og på ‘Flower Boy’ beskrev han for første gang kærlighedsforhold til mænd. Men på ‘Igor’ folder han en større fortælling ud om et trekantsdrama, hvor magtforholdet forskydes løbende, indtil vores hovedperson til sidst er den forladte part.
Han har desuden fundet den perfekte form til sin historie ved fuldstændig at forlade hiphoppens virkemidler.
Den udvikling startede på ’Wolf’, hvor han droppede Odd Future-æstetikken, og radikaliseredes på ’Cherry Bomb’, hvor andre genrer pludselig placeredes centralt. Men her vokser Tyler ud over sig selv: Han tager paryk og solbriller på og bliver en formfuldendt, soulet popstjerne.
På ’Igor’ samler Tyler altså karrierens tråde til en af de stærkeste og mest komplekse skildringer af et forholdsdrama i nyere pop- og hiphophistorie. Det er hans hovedværk.
Linjen, der definerer albummet:
»You invited me to breakfast, why the fuck your ex here?« (‘A Boy Is a Gun’).