KOMMENTAR. Du kender scenen:
Dustin Hoffman stirrer intenst på en bunke tabte tandstikker på gulvet i en diner.
»246«, erklærer han efter få sekunder, mens film-bror Tom Cruise ser imponeret til.
Oscar-vinderen ’Rain Man’ er stadig den film, de fleste tænker på, når de tænker på karakterer med autisme. Skarpt efterfulgt af ’What’s Eating Gilbert Grape?’, hvori Leonardo DiCaprio gav en tour de force-præstation som Arnie over for film-bror Johnny Depp.
Begge film er stærkt velspillede og rørende.
Men af de to har det indtil for ganske nylig været det ikke altid synderligt hensigtsmæssige, feticherede billede af personer med autisme som hyperintelligente, der har hængt ved i Hollywood.
Lutter gode intentioner til trods er autisme i adskillige produktioner blevet tillagt et skær af det eksotiske. Det overmenneskelige. Værst skildret i Sias decideret horrible ’Music’ fra sidste år, hvori musen Maddie Ziegler spiller en pige med autisme, der danser lukt ind i snart sagt samtlige stive autisme-klicheer.
Da Netflix viste nye (seksuelle) toner
Bedre stod det til i Netflix’ dramedyserie ’Atypical’, der fik premiere i 2017 og handler om en teenagedreng i highschool, der gerne bare vil date ligesom hans jævnaldrende.
’Atypical’ løb over fire sæsoner, og til trods for lige lovlig mange paralleller til Mark Haddons bedstsælgende autismeroman ’The Curious Incident of the Dog in the Nighttime’ gjorde seriens skabere en ihærdig indsats for at folde hovedpersonen Sams (Keir Gilchrist fra ‘It Follows’) seksuelle behov ud med en filterløs oprigtighed sjældent set i filmiske dækninger af autisme.
Dækninger, der traditionelt har udvist stor berøringsangst for netop det seksuelle aspekt hos personer med mentale handicap (såvel som fysiske, for den sags skyld).
’Atypical’ fik nogen hug for ikke at have castet en person med autisme som Sam, om end manusforfatter Robia Rashid var i løbende kontakt med en række eksperter i autisme og efter sigende i første omgang forsøgte at finde en skuespiller med autisme til rollen.
Kritikken var ikke helt uforståelig, men heller ikke helt så sort-hvid i forhold til film og serier med anderledes firkantede fortællinger.
’Atypical’ var sjov og til tider nødvendigt provokerende for at flytte grænserne for kommercielle autismeportrætter og stod på daværende tidspunkt i velkommen kontrast til navnlig ’The Big Bang Theory’ og dens spin-off-serie ’Young Sheldon’.
I hvilke hovedpersonen Sheldon ikke diagnosticeres – givetvis for at undgå en seer-shitstorm – men udviser alle Hollywood-autisme-træk for fuld udblæsning for komisk vinding.
Ny filmperle viser vejen frem
Jeg advokerer ikke for, at samtlige filmiske skildringer af personer med autisme partout skal caste skuespillere med autisme.
Men jeg har svært ved at sætte mig ind, at man ikke som udgangspunkt gør forsøget.
Og ja, så kommer vi til filmen, der i denne uge i al stilfærdighed slog et gigantisk slag for autismerepræsentation i mainstreamkulturen.
På flere fronter sågar.
I Sundance-vinderen ’Cha Cha Real Smooth’ på AppleTV+ møder hovedpersonen Andrew (Cooper Raiff, som også har skrevet og instrueret filmen) den unge mor Domino (Dakota Johnson), som har en teenagedatter med autisme, Lola.
Ligesom Maddie Ziegler i ’Music’, går Lola altid rundt med høretelefoner. Ligesom Maddie Ziegler i ’Music’ åbner Lola langsomt op over for morens nye ven og inviterer ham ind i hendes verden.
Ulig Maddie Ziegler i ’Music’ bliver Lola spillet af en skuespiller med autisme, Vanessa Burghardt.
Og helt ulig ’Music’ er ’Cha Cha Real Smooth’s portræt af ovenstående karaktertræk ganske roligt og ærligt.
Filmen forvandler ikke Lola til en gimmick med en overvældende farverig udtryksform eller voldsomme følelsesmæssige udbrud iscenesat for at hjælpe Andrew til at blive et bedre menneske, som vi så det med Kate Hudsons moderkarakter i ’Music’.
Lola får lov til bare at være, og Burghardt er en fantastisk spiller på skærmen, navnlig over for Cooper Raiff.
Duoens replikudvekslinger klinger rent i forhold til, hvilke udfordringer og misforståelser der kan opstå i det daglige mellem personer med autisme og deres omgivelser.
Som når Andrew under et spil spørger ind til, om Lola er ved at blive træt – og Lola får plads til at forklare på sin egen måde, at hun har det bedst med at være alene efter længere sociale interaktioner.
Kvinder med autisme får en chance
I et interview med Backstage fortæller filmens caster, Angela Demo, at hun og Cooper Raiff brugte lang tid på at finde den helt rigtige skuespiller til at spille Lola. De var ikke i tvivl om, at de ville caste en pige med autisme, og holdt adskillige åbne auditions, såvel som besøgte små lokale teatre der specialiserede sig i at arbejde med børn med autisme.
Det var i et disse teatre, at Vanessa Burghardt dukkede op. Hun havde allerede en agent og en drøm om at spille skuespil på professionelt plan, og Demo og Raiff var ikke et sekund i tvivl om, at det var et perfekt match.
»Rigtig mange af de skuespillere, der sendte os hjemmeoptagelser under castingprocessen, fortalte mig og Cooper, at de virkelig relaterede til rollen fordi den var skrevet på en måde, der føltes ægte i forhold til deres eget liv ( … ) Helt fra start sagde Cooper, ’Jeg vil aldrig have, at den her karakter føles som en figur, der skal repræsentere en hel gruppe af mennesker. Autisme er en del af hende, men det er ikke den eneste del af hende’«.
Demo og Raiff arbejdede undervejs i processen med organisationen Respect Ability, som sammen med Vanessa Burghardts egne input holdt for øje at skabe en helstøbt karakter.
Resultatet taler for sig selv på skærmen i ’Cha Cha Real Smooth’, der endda også bryder ny grund alene ved at give Domino en datter og ikke en søn.
Størstedelen af fiktive karakterer med autisme på film og tv i den engelsktalende verden har indtil de seneste par år fortrinsvis været heteroseksuelle, hvide mænd og drenge (undtagelser inkluderer Claire Danes-serien ’Temple Grandin’ og ja, ’Music’, som imidlertid ikke vinder så meget som ét popularitetspoint herfra).
Ganske vist optræder autisme statistisk set hyppigere hos mænd end kvinder, men en mere nærliggende forklaring på Hollywoods handicapkønsdiskrimination er formentlig af mere triviel karakter:
Kvinder, minoritetsgrupper og homoseksuelle anses endnu ikke for at have tilstrækkeligt kommercielt publikumstække til, at man oven i hatten vil betro dem med mentale handicap.
Et hvidt middelklassehankønsvæsen af anonymt udseende har sidens filmens oprindelse udgjort det mindst »kontroversielle« lærred for personer med autisme.
Men med anmelderroste ’Cha Cha Real Smooth’ ser vi forhåbentlig ind i en film- og seriefremtid med langt bredere, mere respektfuld behandling af personer med autisme.
Af alle køn og seksualitet.
‘Cha Cha Real Smooth’ kan ses på AppleTV+.