Debbie Sings’ Roskilde Festival-debut var en futuristisk, fandenivoldsk magtdemonstration

Det var isoleret set brandærgerligt, da den utæmmede og lovende trio Jenny forrige år valgte at gå i opløsning efter blot to (!) fænomenale singler.

Men hvis det var prisen, vi som folkefærd måtte betale for Sophia Hages fuldkommen vanvittige energiudladning af en Roskilde-koncert med soloprojektet Debbie Sings, er jeg på nippet til at sige, at det var det værd.

Sammen med Emma Ottsen Knudsen og Barbro Kuypers flirtede Hage i Jennys skramlende diy-lyd allerede med hyperpop, men på Countdown-scenen tog hun internetgenrens forfriskende kompromisløshed skridtet videre.

Såvel materialet som Sophia Hages magnetiske tilstedeværelse var anarkistisk og tøjlesløs, som genren er bedst. Skamløst kommercielt popmusik taget til sin yderste instans, løftet højere af hendes utrættelige energi, der var Grimes værdig.

Der var noget nærmest dæmonisk over den måde, Hage kastede sig rundt på scenen, mens de psykedeliske visuals flimrede bag hende.

»Fuck the rain!«, tonede der pludselig frem på skærmen som hyldest til dem, der havde trodset skybruddet for at bevidne hendes optræden.

Sjældent har vækstlagsdagene været så tætpakkede med veletablerede navne, som det er tilfældet i år, men det er et eller andet sted det her, dagene skal kunne: Fremme så åbenlyse talenter som Debbie Sings, der i skrivende stund kun har udgivet tre numre i eget navn (et af dem i fredags!), men som alligevel formåede at levere en futuristisk, fandenivoldsk magtdemonstration af en Roskilde-debut.