Fontaines D.C. var et oprør på Roskilde Festival

Man behøvede ikke at kende det fjerneste til Irlands politiske virkelighed for at sympatisere med den tordentale af en koncert, som Dublin-gruppen Fontaines D.C. tidligt onsdag aften leverede på Roskilde Festival.

Bandets potente postpunk er med sin flittige brug af irsk slang og sågar gæliske sangtitler ellers på mange måder dybt forankret i deres egen kultur. Men selv i mødet med et dansk publikum herskede der næppe nogen tvivl om hensigten med deres visit:

Fontaines D.C.’s show var et oprør. Det sørgede frontmand Grian Chatten for.

I en live-setting står og falder et band som Fontaines D.C. ofte med sin frontmand, og de er gudskelov velsignet med en forrygende én af slagsen. Under koncerten fandt Chatten en perfekt balance mellem en ung Liam Gallaghers selvsmagende coolness (inklusive tamburinen!) og den voldsomme intensitet, der definerer en frontmand som vores egen Elias Bender Rønnenfelt fra Iceage.

Arbejderklassevreden og de splittede fædrelandsfølelser fra dette års ’Skinty Fia’ manifesterede sig i snart sagt hver eneste linje, der blev skrålet af Chatten, som gjaldt det hans liv – ikke mindst under højenergiske øjeblikke som ’Televised Mind’ og ’Too Real’, der sikrede kampklar eufori under Avalon-teltdugen blot for derefter at skabe forløsning med de mere eftertænksomme numre, som kataloget også rummer.

Chatten var ganske enkelt umulig at tage øjnene fra. Der blev slået i luften og flået noget så rigeligt i hans svedige hvide tanktop, at jeg kunne have svoret på, at den til sidst ville sprække. Han var i konstant tæt kontakt med sit publikum.

Nøjagtig som en frontmand skal være det.