’Resten af livet’: Man bliver dybt påvirket af opfølgeren til ’Onkel’
Frelle Petersen tog Danmark og ikke mindst mit hjerte med storm med sit lavmælte sønderjyske drama ‘Onkel’ om en ung kvindes splittelse mellem at hjælpe sin syge onkel på barndomsgården og forfølge sin egen drøm om at uddanne sig som dyrlæge.
Nu er instruktøren tilbage med endnu et hjerteskærende familiedrama, der udgør anden del af hans annoncerede sønderjyske filmtrilogi. Og allerede ved første replik slår Petersen fast, at vi er i samme vidunderlige univers.
»Er der ikke mere Nutella?« spørger Line (Jette Søndergaard, der spillede hovedrollen i ‘Onkel’) sin far under borddækningen til morens morgenfødselsdag – et callback til den første replik i ‘Onkel’, der fik hele biografsalen til at grine.
‘Resten af livet’ følger ægteparret Egon (Ole Sørensen) og Maren (Mette Munk Plum) og deres to voksne børn, der bor i samme by og har en tæt relation. Da sønnen Tobias pludselig dør, efterlades forældre og hans søster Line i dyb sorg. Filmen handler om, hvordan de tre bearbejder sorgen forskelligt, og hvordan man kommer igennem resten af livet med savnet af et menneske, man elsker.
Mens Maren hurtigt vender tilbage til arbejde og forsøger at undgå at tænke på og tale for meget om sønnen, dvæler Egon ved minderne. Til Marens irritation sidder han hele dagen ude i drivhuset, hvor han har indrettet et mindehjørne og fører samtaler med sin afdøde søn.
Også Line har svært ved at kapere sit job som pædagog for handicappede, der kræver et følelsesmæssigt engagement, hun ikke kan mønstre. Hendes overskud udfordres yderligere af, at hun og manden Henrik (Eskil Tonnesen) har svært ved at få børn og starter i fertilitetsbehandling. Det er hårdt i sig selv, men tabet af storebroren gør det svært for Line at give sig hen til arbejdet for at skabe nyt liv.
‘Resten af livet’ er menneskeklog, præcis og gribende i sin skildring af familiens fælles og individuelle sorgproces. Men Frelle Petersen brillerer i lige så høj grad med sin miljøskildring, der både er lidt eksotisk (sagde københavnersnuden) og dybt genkendelig, ikke mindst i skildringen af familien og dens traditioner. Det føles som at komme hjem, når familien vækker moren på sengen med flag og morgenbrød på hendes fødselsdag, diskuterer, hvor rullepølsefadet er blevet af, og driller hinanden, når de spiller brætspil.
Ikke mindst takket være de fremragende, dybt autentiske centrale skuespilpræstationer er det en familie, man har lyst til at flytte ind hos. Det føles varmt og trygt at være i selskab med mennesker, der lever helt almindelige liv, hvor de går på arbejde, tager ud at fisker, spiller PlayStation, går til håndboldkamp og indtager masser af kaffe og kage sammen.
Og så er det altså en fornøjelig afveksling at se en dansk film udfolde sig langt fra hovedstaden med skuespillere, der rent faktisk taler med den rigtige dialekt.
Trods sit triste tema har filmen masser af humor. Line distraherer sig selv med at spille PlayStation, mens Henrik stikker hende i maven med den første hormonsprøjte. Egons bror underholder om sin passion for fugle ved alle familiesammenkomster. I et øjebliks resoluthed insisterer Maren på at få Line til at dyrke yoga og tjekker svigersøns underbuksevaner for at fremme parrets fertilitet.
Det er sjovt uden at være overgjort, ligesom familiens sorg aldrig pensles ud. Når Line græder, holder kameraet hende uden for billedet, og det virker kun stærkere.
Filmen er fortalt i et velgørende stille og roligt tempo, der giver historien og karaktererne plads til at folde sig ud. Ligesom ‘Onkel’ gør ‘Resten af livet’ ikke et stort væsen af sig, men når rulleteksterne rammer, er man dybt påvirket af at have været del af familiens liv i små to timer.
Kort sagt:
Frelle Petersens opfølger til ‘Onkel’ om en sønderjysk families sorg over tabet af deres søn og bror er præcis lige så autentisk, lun og overrumplende gribende på sin egen lavmælte måde.