Florence Pugh kritiserer intenst fokus på Harry Styles-sexscener i ‘Don’t Worry Darling’

Florence Pugh kritiserer intenst fokus på Harry Styles-sexscener i ‘Don’t Worry Darling’
Florence Pugh og Harry Styles i 'Don't Worry Darling'. (Foto: PR)

»Filmen er større og bedre end det«.

Sådan lyder det fra Florence Pugh i et nyt interview med Harper’s Bazaar, hvori skuespilleren udtaler sig om det mildest talt intense fokus på hendes nye film, ‘Don’t Worry Darling’.

Eller rettere: Det noget nær altoverskyggende fokus på hendes og medspilleren Harry Styles’ sexscener, der at dømme efter traileren går langt i skildringen af parrets begær.

Thrilleren er instrueret af Olivia Wilde og handler om et forstadspar i 1950’erne, hvis udadtil perfekte tilværelse bag det hvide stakit begynder at slå alvorlige sprækker.

Wilde og Harry Styles danner i dag par i privaten, og rygterne om, at de to indledte en affære på settet, mens Wilde endnu var gift med Jason Sudekis, såvel som det faktum, at Styles selvsagt har millioner af dedikerede fans, har pustet til den kulørte interesse for filmens overordnede seksuelle tematikker.

»Når man hyrer den mest kendte popstjerne i verden, så kommer man selvfølgelig til at have den slags diskussioner. Men det er bare ikke det, jeg vil diskutere, for filmen er større og bedre end det. Og folkene der har lavet den, er større og bedre end det… Vi laver ikke, hvad vi laver for at det hele bliver reduceret til sexscener, og til at at se verdens mest kendte mand give oralsex. Det er ikke derfor, jeg er i den her branche«, siger Pugh i interviewet med Harper’s Bazaar.

Instruktør Olivia Wilde har selv sammenlignet ‘Don’t Worry Darling’ med Aidan Lynes klassiske sexthrillere a la ‘Farligt begær’ og ‘Et frækt tilbud’, og insisterede tidligere på året i et interview med Vogue på, at filmen først og fremmest fokuserer på kvindelige lyster fra et kvindeligt perspektiv.

‘Don’t Worry Darling’ har biografpremiere 22. september.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af