’Nope’: Jordan Peele trækker tæppet væk under os med spektakulær film
Genreblandingsfilmen ’Nope’ har elementer fra thriller, horror, sci-fi og westerns, og der er inspiration fra Hitchcock, Carpenter, Shyamalan og Spielberg.
Alligevel er ’Nope’ helt sin egen, og den handler meget om Hollywood selv. En spektakulær film om at jagte det spektakulære.
Den indadvendte hestetræner OJ Haywood (Daniel Kaluuya) befinder sig godt i selskab med dyr. Det er søsteren Emerald Haywood, der står for den udadvendte kontakt til filmindustrien. Men forretningen halter, og OJ har været nødt til at sælge flere heste til cowboy-forlystelsesparken ved siden af deres ranch.
Det er et af den slags steder, hvor man kan se lasso-shows og grave efter guld. Guldfeber er netop, hvad de to Haywood-søskende får, da de opdager et mystisk fænomen på himlen. Eller skulle man kalde det UFO-feber? Hvis det lykkes at tage billeder af det flyvende objekt og få ubestrideligt bevis for fremmede livsformer på Jorden, kan de blive rige og berømte.
Jordan Peeles ’Nope’ er herligt uforudsigelig, underlig uden at blive for artyfarty, og bare en fed rutsjetur af en film, hvor heste og balloner er vigtige ingredienser. Den handler om ikke at kunne kigge væk, når vi ser noget ærefrygtindgydende. Men der er frygt i ærefrygt, og vi skal passe på, hvad vi ønsker os.
Jordan Peele tager genrefilm seriøst. Det er derfor, at han gør sig umage for at skabe karakterer med dybe baggrundshistorier, for eksempel at Haywood-familien stammer fra den sorte jockey, der red på hesten i Eadweard Muybridges kronofotografi fra 1887 med 18 skud af en hest i galop. Denne primitive forløber for de levende billeder findes på National Gallery of Art i Washington, men i virkeligheden er navnet på jockeyen ukendt.
Endnu vigtigere er det, at Jordan Peele også sørger for, at vi ser hovedpersonerne tage menneskelige valg og finde på praktiske og påhitsomme løsninger på deres problemer. Ikke bare genveje, for at få plottet til at gå op. Derfor var jeg helt med dem, da filmens tredje akt pludselig eskalerer efter over en times rolig stemningsopbygning.
Det store twist i ’Nope’ er herligt, fordi det giver mening, når man tænker tilbage på, hvad der er sket hidtil. Men alt afhænger ikke af twistet, som i de ringeste Shyamalan-film. Det er bare en original idé og et friskt design, som burde udløse cinematisk fryd for genrefilmelskere.
Efter min mening er den bedste form for filmcocktail netop, når glasset kan indeholde bøvet underholdning og kunstfims på samme tid, popcorn og provokation, kluklatter og klogskab.
Ja, historien bliver lidt mudret enkelte steder, hvor der måske er lige rigeligt med pudsige indfald og sidehistorier, men digressionerne er aldrig uinteressante. De mange ingredienser virker sammen, selvom de ikke burde. Som hvis en Long Island Iced Tea rent faktisk smagte godt.
Jordan Peeles mål er at få os til at se på uskyldige skyer på himlen på samme måde, som folk så på havet efter at have set ’Jaws’. Han rækker op for at nå Spielberg’ske højder. Det lykkes ikke helt, og ’Nope’ mindede mig mere om ’Tremors’ og ’Signs’, men jeg elsker ham for forsøget, og Jordan Peele har allerede solgt mig en billet til sin næste film.
Der er ikke tegn på, at han vil rykke videre fra horror/thriller-genren, og hvorfor skulle han også det, når han er i gang med at vise os, at genren kan indeholde mange flere lag, end den typisk får anerkendelse for.
Jordan Peele har med ’Get Out’, ’Us’ og nu ’Nope’ lavet et hattrick, og han er ikke længere en af de mest interessante horrorfilmskabere. Han er en af de mest interessante filmskabere overhovedet.
Kort sagt:
Jordan Peele trækker tæppet væk under dig gang på gang. JA TAK til ‘Nope’.