VENEDIG FILM FESTIVAL. Blot tre måneder efter, at flere medier døbte årets filmfestival i Cannes et »annus horribilis«, er filmfestivalen i Venedig – verdens ældste – klar til at lægge fra kaj med et imponerende line-up af Oscar-sværvægtere fra de store streaminggiganter og auteurværker fra folk som Lars von Trier, Guldløvevinder Jafar Panahi og ditto Lav Diaz.
På papiret ligner årets program et af de bedste længe. Faktisk i en sådan grad, at festivalen måske kan vippe Cannes af pinden som verdens vigtigste filmbegivenhed (ikke mindst på grund af et særdeles gunstigt samarbejde med Netflix). Hvis altså filmene indfrier forventningerne.
Og skal man dømme ud fra årets åbningsfilm – Noah Baumbachs ventede ’White Noise’ – er der et lovende niveau i vente.
Filmen er en filmatisering af Don DeLillos postmodernistiske klassiker af samme navn fra 1985, der på nærmest profetisk vis foregreb de seneste års tumult i kølvandet på Trump og pandemien med sit fokus på, hvordan mennesker reagerer på (selvskabte) katastrofer.
Adam Driver spiller brillant den middelalderlige universitetsprofessor med farmave, Jack Gladney, en pioner inden for Hitler-studier i USA. Hitler kan lære os meget om menneskets natur, er hans tese. Ikke mindst når det gælder, hvordan vi i krisetider tiltrækkes af folkeførere, som indgyder håb om en bedre fremtid og med massemediernes hjælp samler folk om en fælles sag.
Gladney bor sammen med sin sammenbragte familie i en søvngængerforstad i USA anno 1980’erne. Storcentre og supermarkeder er folkets templer. Alle er de fanget i storkapitalismens hamsterhjul – i biler, indkøbskøer og hjemmets kvælende vægge – omgivet af hvid støj, som kommer til udtryk i en endeløs strøm af (mis)information, dårlige vaner, eksistentiel dødsangst og indtag af kræftfremkaldende, syntetiske produkter.
En af Baumbachs mest ambitiøse
Det hele bliver sat på spidsen, da en olielastbilchauffør griber efter Jack Daniels-flasken på passagersædet og kolliderer med et fragttog fyldt med kemisk materiale. En »toksisk hændelse« er født, og pludselig er der ikke så langt fra 1980’erne til 2020, når søvngængeruniversitetsbyen forenes i fælles flok mod en global katastrofe, der tvinger småborgerne ud i ekstremerne og avler konspirationsteorier, hamstring og andre efterhånden velkendte fænomener.
’White Noise’ er en oplagt filmatisering post Trump, corona og fake news. Og Baumbach er den rigtige mand til fortællingen, der forener mange af hans faste temaer. Også her handler det om kernefamilien under pres, om kollektivet over for individet og søgen efter sin identitet i en kaotisk verden, der kan føles som en lang performance.
Filmen er blevet udråbt til et af Baumbachs mest ambitiøse værker, og det er da også rigtigt, at han har fået sig en overrumplende opgave for med DeLillos svært filmatiserbare genistreg.
Der veksles overbevisende mellem galgenhumoristisk komedie, katastrofefilm og thriller – hele tiden med et teatralsk, postmoderne lag, som er lige efter DeLillos spillebog. Her mærker man virkelig, hvordan Baumbach er modnet som instruktør over de seneste år – fra indiedarling til ambitiøs samtidskronikør.
Baumbach læner sig sikkert op ad romanen, men har strammet fortællingen ind på bekostning af nogle af de små vignetter om den menneskelige tilstand, der gør romanen genial.
Efter lige at have læst bogen kunne jeg ikke undgå at sidde med følelsen af, at filmens største force var de passager, som nærmest er løftet ordret fra forlægget.
Her havde jeg nok forventet, at Baumbach ville kunne male nogle lidt mere tankevækkende, filmiske billeder – særligt i filmens spektakulære, kaotiske midterstykke, hvor Gladney må kæmpe for at få sin familie i sikkerhed fra den ulmende, kemiske sky.
Sortsyn og deadpan
Til gengæld må man give Baumbach, at flere af dialogscenerne er mesterligt forløst. Blandt andet en forelæsningsscene, hvor Gladney giver sin nyligt ansatte kollega Murray (Don Cheadle) modspil og viser, at Elvis Presley og Hitler måske ikke var så forskellige, som man kunne fristes til at tro. I hvert fald hvis man ser bort fra Holocaust og Anden Verdenskrig, hvilket Gladney sjovt nok ofte gør.
Læg dertil nogle fremragende kakofoniske familiescener, hvor Gladney og hans distræte hustru (Greta Gerwig), der gemmer på en stor hemmelighed, og rebelske teenagere får frit løb. Det er et voldsomt sansebombardement, båret af en skarp instruktør og dygtige skuespillere hele vejen rundt.
Forlæggets udlægning af, hvordan vi alle sammen er blevet så afskåret fra vores oprindelige natur – formet af systemer, vi ikke helt kan gennemskue – at vi skal have undervisning i, hvordan man spiser, drikker, sidder og går rigtigt, er stadig et slående spejl på den moderne levevis.
Hvis en universitetsprofessor med speciale i »advanced nazism« blev sendt tilbage til stenalderen, hvor meget nyttig viden ville han så egentlig kunne lære fra sig? Nok ikke særligt meget, får man fornemmelsen af i både bog og film, hvor tilværelsen er blevet ren abstraktion, når der på universitetet undervises i noget så absurd som det poetiske i biluheld på film.
Filmens portræt af menneskeheden er præcis så sortsynet, som det måtte lyde, men afbalanceres fint af deadpan-komik, der effektivt vender vrangen ud på det moderne samfund. Jeg kunne blot savne en smule mere af den inderlighed og hjerte, som Baumbach præsterer i sine bedste film som ’Marriage Story’, ’The Meyerowitz Stories’ og ’The Squid and the Whale’.
Men det er en mindre anke mod en film, der formfuldendt forløser en af det 20. århundredes helt centrale amerikanske romaner.
’White Noise’ får premiere på Netflix 30. december.