Hvad har han gang i, den unge piges far, der møjsommeligt graver et hul i jorden og saver nøje afmålte træstykker ud?
Det er spørgsmålet, man stiller sig igennem det danske instruktørtalent Casper Rudolf Emil Kjeldsens 14 minutter lange kortfilm ‘Det er i jorden’.
Filmen opnåede en fornem udtagelse til det officielle kortfilmprogram på Cannes Film Festival i 2021, og nu kan man se den eksklusivt hos Soundvenue lige her:
I ‘Det er i jorden’ spiller Sandra Guldberg Kampp fra ‘Kød og blod’ en ung pige, der undrende ser til, mens hendes far (Thomas Guldberg Madsen) på familiens afsides grund tæt ved vandet på én gang fjern og målrettet begynder at opmåle et stykke af jorden op – for derefter gå i gang at grave.
Resultatet er en foruroligende, fåmælt fortælling med horror-undertoner, der indbyder til fortolkning og blandt andet synes beslægtet med Tomas Alfredsons nyklassiker ‘Lad den rette komme ind’. En grufuld, anderledes coming of age-film om familie og arv, der samtidig rummer et håb for den unge generations løsrivelse.
Casper Rudolf Emil Kjeldsen har selv skrevet manuskriptet, og han beskriver tankerne bag filmen sådan her:
»Det er ubehageligt at blive konfronteret med døden. Tanken om, at det hele slutter, er svær at forholde sig til. Når jeg møder et andet menneske der virker til at haste mod afgrunden, en, der tager livet for givet og kaster sig mod livets slutning, bliver jeg konfronteret med min egen dødelighed. Det ubehag er drivkraften bag ’Det er i Jorden’«.
Han fortsætter:
»Jeg tror, konfrontationen med døden er sundt, og at det er livgivende at omfavne de tanker, der følger med den. Derfor inviterer jeg alle danskere til at tage femten minutter ud af deres liv til at stirre ned i afgrunden og dele ubehaget sammen med mig«.
‘Det er i jorden’ er produceret af Sofie Odgaard i samarbejde med Snowglobe Film.