’Drømmeren’: Connie Nielsen er gribende som Karen Blixen i stor og spændende ny serie
Det er aldrig for sent at indfri sit potentiale.
Kong Charles er lige blevet kronet i en alder af 73. Karen Blixen var 49, da hun debuterede som forfatter med den engelsksprogede udgave af ‘Syv fantastiske fortællinger’ – og var ikke mange år om at indtage pladsen som Danmarks litterære dronning.
Modsat den britiske konge var det dog en position, hun måtte tilkæmpe sig med næb og klør. Den kamp, der både involverer Blixens familie, økonomi, helbred samt den danske og internationale forlagsbranche og litterære miljø, er omdrejningspunktet for Viaplays dramaserie ‘Drømmeren – Karen Blixen bliver til’.
Den ambitiøse historiske serie er skabt af den garvede manuskriptforfatter Dunja Gry (‘Norskov’) og instrueret af Jeanette Nordahl (‘Kød og blod’) efter idé af Connie Nielsen og producer Karoline Leth.
Når man for nylig har set Birthe Neumann spille røven ud af bukserne som en mytisk og manipulerende ældre Blixen i Bille Augusts ‘Pagten’, skal man lige vænne sig til at se Connie Nielsen i rollen her og til at følge Blixen i en tidligere livsfase, hvor hun endnu ikke er blevet til et ikon. Men lidt efter lidt blev jeg opslugt af fortællingen om Blixens litterære gennembrud, som jeg ikke kendte meget til.
Ligesom jeg hurtigt blev grebet af Connie Nielsens præstation, der både rummer Blixens krukkede, stædige, sårbare og geniale sider.
Vi møder Karen Blixen, da hun vender hjem til Danmark i 1931 efter 17 år i Kenya. Hendes farm er gået fallit, og hun må flytte ind til sin mor (Hanne Uldal) i barndomshjemmet Rungstedlund og ydmygende leve af lommepenge fra sin lillebror, Tommy (Joachim Fjelstrup).
Karen har dog en plan for, hvordan hun skal genrejse sig: Hun vil forfølge sin ungdomsdrøm om at blive forfatter og begynder straks at skrive de noveller, der kommer til at udgøre ‘Syv fantastiske fortællinger’. Ambitionerne og selvtilliden fejler ikke noget. Hun skriver på engelsk, fordi hun allerede ser sig selv som et verdensnavn og ikke vil lade sig begrænse af det lille litterære miljø i Danmark – heller ikke selvom hendes svoger, Knud Dahl (Lars Mikkelsen), er bestyrelsesformand for Reitzels Forlag.
Ikke at hun er bange for at bruge sine forbindelser. Da det viser sig, at det ikke er sådan lige at få et engelsk eller amerikansk forlag til at læse en novellesamling af en ukendt dansk kvinde, udnytter hun sin mosters internationale bekendtskab for at bryde igennem muren.
Karens høje ambitioner, tro på eget værd og i deres øjne beregnende facon stryger hele familien mod hårene, ligesom hendes forventninger til familiens opbakning. De synes sådan set, at de har givet hende nok, da de alle sammen har tabt penge på at investere i hendes farm. Men Karen føler sig helt berettiget til familiens penge – og har da også en pointe i, at det er uretfærdigt, at det er hendes lillebror, der har arvet familieformuen.
Familien er godt ved muffen og del af den nordsjællandske kulturelle overklasse, og deres modstand mod at hjælpe familiens ældste hjemvendte datter til at indfri sit potentiale virker småligt og jantelovsagtigt, samtidig med at man godt forstår provokationen i, at hun uden videre forventer, at de betaler hendes dyre rejse til London for at smiske sig ind på en forlægger. Og at hun altid vælger, hvad der er bedst for hendes karriere frem for at være loyal over for familien.
Karen føler sig til gengæld holdt nede af familien, hvilket hun på den ene side har ret i. På den anden side er hun også blind over for sine privilegier og sin egen manipulerende adfærd – som verden formentlig blot havde set som målrettet, hvis hun havde været en mand.
Heldigvis for verdenslitteraturen satte hun ikke sit lys under en skæppe.
Kort sagt:
Dramaserien ‘Drømmeren’ fortæller en spændende historie om, hvordan Karen Blixen gik fra falleret og fortabt datter til litterært ikon med lige dele hjælp fra sin privilegerede baggrund, tyrkertro på eget talent og sans for netværk og selvpositionering.
Anmeldt på baggrund af hele serien.