Ed Sheeran skal i retten i en sag om muligt plagiat. Igen.
Det blev besluttet i en retssal på Manhattan torsdag, hvor dommeren undlod at afvise et søgsmål om plagiat, hvilket Sheerans forsvar ellers havde anmodet om.
Denne gang drejer det sig om sangen ‘Thinking Out Loud’, som Sheeran er anklaget for at have kopieret elementer af fra Marvin Gaye-klassikeren ‘Let’s Get It On’.
Det er firmaet Structured Asset Sales, der har sagsøgt Sheeran for brud på ophavsretten. Firmaet ejer dele af ‘Let’s Get It On’, og mener særligt, at ‘Thinking Out Loud’ kopierer sangens akkordprogressioner.
Sheerans hold har modsat argumenteret, at man ikke kan tage patent på disse grundlæggende musikalske byggesten.
Sagen kommer knapt et halvt år efter, at Ed Sheeran blev frifundet i en anden sag om plagiat. Her blev Sheeran sagsøgt af rapperen Sami Switch, der anklagede den britiske popstjerne for plagiat i forbindelse med ‘Shape of You’.
Det er heller ikke første gang, at Marvin Gayes musik er involveret i en højprofileret sag om plagiat. Gayes bo, der dog ikke har noget at gøre med søgsmålet mod Sheeran, har tidligere sagsøgt Robin Thicke og Pharrell Williams for plagiat i forbindelse med ‘Blurred Lines’, som de mente lå for tæt op ad Gayes ‘Got to Give It Up’. Gayes bo blev tildelt fem millioner dollar i erstatning.
Døm selv om ‘Thinking Out Loud’ og ‘Let’s Get It On’ ligger for tæt op ad hinanden herunder.