»Jeg var til en casting på ‘Idioterne’, og der var Lars von Trier der. Det var nok første gang, jeg mødte ham. Det, der er med Lars, er, at det er utrolig trygt og også utrolig utrygt at være sammen med ham. Som skuespiller er det faktisk et rigtig godt sted at være«.
Bodil Jørgensen fortæller med sin karakteristiske spæde, blide stemme.
Det er 25 år siden, vi mødtes første gang.
Jeg medvirkede som en af utallige små piger med fedtede fletninger og mørkeblå skoleuniform i Cæcilia Holbek Triers film ‘Nonnebørn’, som foregår på en katolsk klosterskole. Den dengang forholdsvis ukendte Bodil Jørgensen spillede rollen som den kolde og stramme nonne, Søster Augustina, med kollegaer som Amalie Dollerup og Kirsten Rolffes som medspillere. I pauserne mellem optagelserne var hun helt anderledes sød og mild og underholdt gerne os fremmede unger med et slag Fisk eller Røvhul.
Året efter fik hun sit gennembrud i hovedrollen som den forsagte Karen i Lars von Triers dogmefilm ‘Idioterne’, som efterfølgende skaffede hende både en Bodil- og Robert-pris. Siden skiltes de to på deres videre færd. I dag er de stramtandede roller blevet overhalet indenom på cv’et af hendes mange varme, folkekære roller og ikke mindst de absurde, finurlige og lårklaskende karakterer, som efterhånden er blevet Bodil Jørgensens varemærke og nærmest har gjort hende til en slags kultfigur udi komikken.
Med den længe ventede tredje og sidste sæson af kultklassikeren ‘Riget’ med titlen ‘Riget Exodus’ genforenes Jørgensen og Trier efter snart 25 års adskillelse. Samtidig genforenes Bodil Jørgensen posthumt med sin gamle medspiller i ‘Nonnebørn’ Kirsten Rolffes, når hun i rollen som søvngængeren Karen går i Fru Drusses fodspor i de lange gange under Rigshospitalet i København.
Stærkt påvirket af tv-serien ‘Riget’ søger Karen svar på seriens uafklarede spørgsmål for at redde hospitalet fra undergang. En aften, da Karen går i søvne, ender hun på mystisk vis foran Rigshospitalet. Porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.
Udover Bodil Jørgensen er navne som Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Tuva Novotny, Nicolas Bro, Mikael Persbrandt, Birthe Neumann, Danica Curcic, Vic Carmen Sonne og gengangerne Henning Jensen, Søren Pilmark, Ghita Nørby, Peter Mygind, Birgitte Raaberg, Laura Christensen og Solbjørg Højfeldt at finde på rollelisten.
»Lars (von Trier) er meget glad for sine spillere, for han ved jo også, at det er dem, der går historien. Samtidig lægger han sådan nogle benspænd ud, så man føler, man vrikker om, som gør det lidt utrygt, men som også gør, at ting lever«, begynder Bodil Jørgensen, da vi har sat os til rette i glasburet hos et pr-bureau i København.
»Film er jo en forholdsvis ny kunstart, men ret hurtigt er den blevet gammel med en start, en slutning og et højdepunkt inde i midten. Men Lars kan simpelthen sprænge de der rammer hele tiden for, hvad der kan lade sig gøre, og hvor vildt det kan blive, og det, synes jeg, også lykkes her i ‘Riget Exodus’. Det er næsten som et billeddigt eller som at surfe på nettet at se ‘Riget’. Det ene fører til det andet og det tredje«.
Stadig vild og eksperimenterende
Hvad gør Lars von Trier helt konkret, som får skuespillere til at føle sig trygge og utrygge?
»Jeg har ikke lavet noget med ham siden ‘Idioterne’, men det var så let som ingenting at samle den tråd op. Han er så sikker på det, han vil fortælle, og det er jo en tryghed i sig selv, for det er ikke altid, man oplever det. Man bliver ledt godt på vej, og han ser det, han skal se og tager det, han skal bruge. Hvis man så spørger ham: ‘Hvordan laver vi denne her scene?’, kan han finde på at svare: ‘Det ved jeg ikke, I kommer bare ind’. Og så går vi ind og spiller, men vi har ikke fået nogen instrukser, og meget af det bruger han faktisk. Det er meget utrygt for mange spillere«.
Det er måske skiftet mellem meget faste og meget frie rammer, som kan føles utrygt og uforudsigeligt?
»Ja, og så pludselig er fotografen med i billedet, og så stopper vi, men det giver en frihed for skuespilleren, som man måske kan se, eller som Lars kan fornemme. Og så havde jeg det med, at fordi jeg både hedder Karen i ‘Riget’ og i ‘Idioterne’, så var det nok den samme Karen. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, og Lars bare godt kan lide navnet Karen, men jeg tror også, han synes, det er den samme Karen«.
»Jeg har en slåbrok på med nogle små elefanter, så jeg forestillede mig, at det var noget stof, Karen i sin tid havde købt til nogle gardiner til sit barns børneværelse i ‘Idioterne’, som døde en vuggedød. Hele det der søvngængeri, Karen lider af, er måske kommet af, at det barn sov ind i døden. Hun har aldrig fundet en mand igen, hun lever alene, opsnapper en opskrift på nogle vaniljekranse og laver krydsogtværs, og måske har hun haft et lille job. Men der, hvor vi møder hende, sidder hun i sin slåbrok og ser ‘Riget’ på dvd, så det er sådan en metafortælling, som er en meget god måde at tage den op igen efter alle de år«.
Har tiden haft indflydelse på din og Lars von Triers arbejdsrelation i dag?
»Jeg synes, der er noget yndigt ved tiden, der går, og det er også skræmmende, hvad tiden kan gøre ved en. Jeg har jo haft nogle forskellige ulykker, og Lars har også haft forskellige ting at slås med og nu den der Parkinsons sygdom. Men på tværs af tid kan man bare snakke alligevel og kommunikere. Det er jo ikke så tit i vores meget moderne verden, at man rækker tilbage og samler noget op, man tabte for 25 år siden. Det går vanvittig hurtigt, og man skal skynde sig videre, men den der forbundethed til noget, der var, er ikke uvæsentlig, for det hænger sammen alt sammen«.
»Vi er jo blevet gamle, Lars og jeg, men vi er stadig forbundet, og han er lige så vild, moderne og eksperimenterende, som da vi lavede ‘Idioterne’. Det er der også mange unge, der kunne lære noget af: At holde sig i gang og stå ved, hvem de er, i stedet for at ville ligne nogle andre hele tiden«.
Tusind procent ned
Er der nogle konkrete tilgange eller arbejdsmetoder, som har ændret sig eller udviklet sig hos jer, som har gjort denne her proces anderledes, end sidst I arbejdede sammen?
»Den fysiske kraft er selvfølgelig afdæmpet hos ham, fordi han har så meget at slås med, men han var der hver dag og løb hurtigere og hurtigere og blev opslugt af det. Det er stadig i filmen, han udtrykker sig allerbedst, og han gør det på samme stærke måde«.
Han er jo kendt for at være en meget krævende instruktør, som skubber til skuespillernes grænser – og sommetider overskrider dem. Er han stadig sådan?
»Det gør han. Når han ligesom siger: ‘Kan du tage den tusind procent ned?’ til Søren Pilmark eller mig. Han kan se, når man som skuespiller spiller i stedet for at være i det, og det er ikke rart at blive taget med bukserne nede, men det er sådan, vi kommer videre. Det er godt, at der er nogen, der gider holde øje med det og tage den med folk, for det kan jo godt give konflikter med nogle. Eller når han siger til mig: ‘Nu skal du fandme stoppe med at lave de der bolsjereklamer’. Det er rart at være i sådan et selskab nogle gange, for det rusker lidt op i det hele«.
Hvordan var stemningen på settet?
»Det var det samme, som da vi lavede ‘Idioterne’. Der opstår en eller anden form for ensemble eller kult. Det kan jo hurtigt ske omkring stærke personligheder. Jeg synes, vi havde det virkelig sjovt og crazy og godt på ‘Riget’. Ej, hvor vi grinede. Der er en scene, hvor de gamle overlæger bliver kørt op fra kælderen, og så skal Stig Hoffmeyer holde en tale, og de sidder alle sammen og sover. Det er meget sjovt, og de kunne næsten ikke optage scenen«.
»Lars starter hvert afsnit med at sige, at ‘fugten er trængt ind i fundamentet’, og det er måske mere aktuelt nu end før. Jeg tænkte på det i forbindelse med det valg, der skal være, for Dansk Folkeparti er ved at gå i opløsning, men det, de har sagt, er ligesom trængt ind i fundamentet og blevet en del af den måde, vi ser verden på. I denne her historie er det, hvor ånden og kunsten skal fare hen, hvis vi strammer grebet om køn og normalitet? Du skal helst vide hele tiden, hvad du er kønsligt og seksuelt. Du synes, du får mere frihed, men du bliver i virkeligheden mere bundet i din identitet. Kan man ikke bare få lov at være dejligt unormal? Eller normal? Bare at være«.
I de første par afsnit gør Lars von Trier grin med metoo, kønsidentitet, danskernes sløve arbejdsdisciplin og drukkultur og svenskernes politiske korrekthed: Hvad synes du om, at han vælger at gå så samfundssatirisk til værks i en serie som ‘Riget’?
»Det bliver ligesom en spejling af samfundet og vores eget rige. Jeg synes, man griner hele vejen til gravens rand, og det er jo godt at grine, og så lige pludselig bliver det uhyggeligt. Det er grotesk og satirisk, men også poetisk, fordi det er en drømmeagtig tilstand. Det er også at samle op, hvor Lars slap i de første sæsoner med ‘Operation morgenluft’ og ‘Det åbne kontorlandskab’. Her har han ‘De åbne døres’-politik, men ham, der introducerer den politik, har selv femten låse siddende på indersiden af døren og begynder at rapelle op af Riget for at komme op til sit kontor uden at møde for mange«.
Man kunne forestille sig, at nogen vil påpege, at det er tydeligt, at det er en ældre hvid mand, som er afsender på serien, men hvad tænker du om det?
»Nu har vi jo ham der Ruben Östlund, som også laver satire på et sindssygt højt niveau, og jeg synes altså, at verden er klar til det. Jeg synes ikke, man kan affeje det som en ældre hvid mands værk. Jeg synes, Lars har fat i nogle grundlæggende, dybere ting, som vi ikke helt kan leve op til. Og at Skejby Hospital og Rigshospitalet i virkeligheden burde arbejde sammen og alligevel ser hinanden som konkurrenter. Han har jo også denne her smertekongres ‘Bliv ven med din smerte’ med i serien, hvor folk mest af alt er optagede af at få den der goodiebag med en masse smertestillende medicin med hjem«.
At være mellemfolkelig
Er der noget i den tid, vi lever i lige nu, som gør det ekstra vigtigt at se det sjove i det alvorlige, synes du?
»Fuldstændig. Det, der er ved vores tid, er, at vi ikke længere kan grine, for det er også krænkende at grine. Jeg hørte en hollandsk journalist i Venedig sige, at der er nogle ting i Holland, man ikke må grine af nu, og så er det svært at lave revy og satire. Jeg havde en karakter på et tidspunkt, som var en stor tyk dame. Det var ikke for at fatshame, men for at fortælle om den åndelige fedme, der har bredt sig, men det kan folk ikke længere forstå. Jeg tror egentlig gerne, at Lars vil have, at vi skal grine af det, og det, synes jeg, er befriende«.
Du er jo selv blevet kendt for dine mange komiske roller i blandt andet ‘Rytteriet’ og nyere komedieserier som ‘Minkavlerne’ og ‘Junglen’, og du har sågar lavet et humoristisk cover af Sivas’ hit ‘Dauda’: Hvordan er du endt som en af vores største komiske skuespillere herhjemme?
»Det er lidt kommet ind ad bagdøren, for da jeg blev færdig på teaterskolen, var det tragedien, der trak. Jeg var i Aalborg i to år og døde i alle forestillinger og var rigtigt god til at dø. Men så spillede jeg også tragikomiske roller på Det Kongelige Teater, som på en eller anden måde ikke selv vidste, hvor tragiske eller komiske de var. Det var en dør, der åbnede op der, og jeg har det egentlig bedst med en fod både i tragedien og komedien«.
»Derfor elsker jeg også ‘Rytteriet’, for der mærker man også uret tikke. Livet går, og døden venter, og vi laver tossede ting. Der er en dysterhed, som jeg holder meget af, som giver nogle dybder og nuancer, og som måske også er den, Lars beskriver. Vi skal aldrig tro, at ting kun er sådan og sådan. Man skal kunne se på sig selv som den tragikomiske figur, man er, og grine og græde«.
Hvordan er interessen og blikket for det tragikomiske opstået hos dig?
»Min mor og far er begge fra landet. Der boede jo nogle fantastiske karakterer, og mine forældre var begge rigtigt gode til at se dem. De var skolelærere, så der kom mange familier og børn i vores hjem. Fattige børn, mere velstillede familier, lægefruen og tandlægefruen. Det er det med at se, at alle ikke har det ens eller skal have det ens. Melankolien og akavetheden er så menneskelig, så jeg tror, at alle på en eller anden måde har adgang til det. Vi er skrøbelige, vi er pinlige, og det vil jeg gerne fortælle om. Derfor har jeg heller ikke svært ved at være pinlig«.
Er du med tiden selv gået mere efter de komiske roller, eller er de kommet til dig?
»Jeg søger ikke efter det. Jeg har ikke rigtig forstand på sådan nogle karrieretræk, så det er meget tilfældigt, hvordan ting opstår«.
»Med bolsjereklamen var vi lidt i pengenød. Jeg elsker de der skæve figurer fra ‘Rytteriet’ som for eksempel Rita. Det er jo ikke alle gamle mennesker, som skal sidde og sy stramej, for man tænker jo ikke ens. Det er hele tiden at pirre den der rummelighed. Så kan jeg sige (i sketchen ‘Frokost med mor’, red.): ‘Jeg var ude i går og fik så meget pik, jeg kan dårligt gå’, uden at folk tænker: Hvad er det, hun siger? Og det er jeg lidt glad for, at jeg kan, for så kan man nå flere, og måske har man også en lille forpligtelse til at fortælle, hvor vi er på vej hen, så det ikke bliver så sort/hvidt«.
Hvordan har du det med at være blevet en slags kultfigur hos den yngre generation også?
»Det er jo fantastisk. Når jeg har gået her på gaden på Nørrebro, er der unge, som kommer hen: ‘Er det ikke dig, der siger det der, ‘hold din kæft, hvem sagde det?’? Prøv lige at sige, ‘hold din kæft, hvem sagde det?’. Det er skønt. Jeg holder meget af den frihed, man får ved det«.
Bliver du nogensinde bange for det berygtede Dirch-syndrom, hvor folk ikke kan skelne mellem dine seriøse og komiske roller?
»Nej, det er jeg ikke bange for, for jeg ved jo, hvad det koster at lave det, jeg laver, og jeg gør ikke noget med venstre hånd. Jeg tænker nogle gange: Vil jeg være folkelig? Jeg vil gerne være mellemfolkelig. Jeg vil gerne være noget for alle, og det føler jeg egentlig, at jeg har nået. Lige pludselig siger folk oppe i Randers også: ‘Jeg skal ud at skide, er der nogen, der skal have noget med?’, og det er der også noget smukt ved. Den absurde side er noget, alle ligesom rummer. Det kommer jo ud af eksistensens absurditet«.
Men om fremtiden byder på endnu mere komik er ikke noget, du som sådan går og planlægger?
»Nej. Jeg er jo 61, så måske vil jeg gerne trække mig lidt tilbage og lave lidt mindre, så jeg har tid til at sidde ude i naturen og glo op i et træ. Det vil jeg altså gerne nå«.
’Riget Exodus’ får premiere på Viaplay 9. oktober og kan senere ses på DR.