Alex Turner er måske sin generations bedste lyriker, men på én front leverer Arctic Monkeys’ nye album ‘The Car’ ikke varen
Der er især én grund til, at Arctic Monkeys i min bog forbliver det mest fascinerende band, der kom ud af 00’ernes garagerock-revival: De laver aldrig det samme album to gange i træk.
Måske lige med undtagelse af toeren, ’Favourite Worst Nightmare’ (2007), har hver eneste af bandets fuldlængder budt på en spritny udgave af Alex Turner og co., som synes at være i konstant kreativ udvikling.
Uanset om bandet drager på psykedelisk ørkenvandring med Josh Homme på ’Humbug’ (2009), serverer silkeglat indiepop på ’Suck It and See’ (2011) eller egenhændigt straight up revitaliserer den amerikanske rock’n’roll-tradition på den kommercielle fuldtræffer ’AM’ (2013).
Og så er der 2018’s polariserende ’Tranquility Base Hotel & Casino’, der var gruppens mest markante forvandling til dato: et artrocket sci-fi-epos om noget så bombastisk som et luksusresort på månen.
Alt dette for at sige, at jeg på forkælet vis nærmest forventer af Sheffield-kvartetten, at de genopfinder sig selv på hvert eneste album – og i det lys er det svært ikke at være en lille smule skuffet over ’The Car’.
Arctic Monkeys’ syvende album er ganske vist ikke ’Tranquility Base Hotel & Casino Part II’, men det er ikke langt fra. Det er stadig lounget, lækkert og tilbagelænet. Stadig mere velegnet til vinbaren end til pubben og stadig nostalgisk (come on, Hollywood, lad nu bare Turner og drengene skrive den næste James Bond-sang, som de nu for andet album i træk nærmest bejler til).
Til gengæld er omkvædene tilbage. Bevares, ’The Car’ indeholder ikke just nogen ny ’R U Mine?’ eller ’I Bet You Look Good On The Dancefloor’, men alene bossanova-nummeret ’Mr. Schwartz’ og det funkede guitarriff på ’I Ain’t Quite Where I Think I Am’ giver os flere mindeværdige hooks end hele albumforgængeren. Og savner man alligevel lyden fra ’AM’, spøger netop det album gevaldigt i kulissen på ’Sculptures of Anything Goes’.
En anden forskel finder vi i Turners tekster, som i min optik lige fra begyndelsen har været bandets største force. Hvad enten han på antropologisk vis hudfletter hjembyens natteliv på debutalbummet eller giver den som tidløs troubadour på et nummer som ’Cornerstone’, har Turner alle dage været en fornem lyriker. Måske sin generations bedste.
Han har et uforligneligt øje for karaktertræk og en brug af metaforer, der til tider nærmest er Morrissey værdig.
De kvaliteter druknede en smule i ’Tranquility Base Hotel & Casino’s konceptuelle format, men på ’The Car’ er Turner på mange af numrene tilbage i sit tematiske es: god, gammeldags romantik.
Det er en smule metaagtigt, når frontmanden på åbneren ’There’d Better Be A Mirrorball’ beklager at måtte give den som »the old romantic fool«, men han har så sandelig ikke noget at undskylde for. Tværtimod kan nummerets melankolske strygere og Turners mest ligefremme kærlighedsanekdoter i årevis meget vel have resulteret i bandets smukkeste nummer siden ’Only Ones Who Know’. Selv om de rent sonisk stadig svæver vægtløse rundt i det ydre rum, er lyrikken denne gang mere jordnær.
Der er med andre ord forskelle nok at tage fat på, hvis blot man leder længe nok. Men det ændrer ikke på, at ’The Car’ er bandets mindst transformerende album siden ’Favourite Worst Nightmare’, og i lige akkurat Arctic Monkeys’ tilfælde er det et eller andet sted en skam. Uanset hvor lækkert det så er.
Kort sagt:
Arctic Monkeys’ syvende album er ikke ’Tranquility Base Hotel & Casino Part II’, men det er ikke langt fra. ’The Car’ er stadig lounget, lækkert og tilbagelænet, men også mere jordnært end sin forgænger.