Første sæson af ’House of Dragon’ har været lidt af en rutsjebanetur med adskillige op og nedture undervejs.
’Game of Thrones’ blev især kendt for sine episke slag, hede sexscener i stride strømme, drager og et mindeværdigt karaktergalleri. I de senere sæsoner kom der fart på handlingsforløbet og måske så meget at seere glemte, at der også var en del karakterudvikling, som skulle af banen først.
Netop tempoet har været noget af det som den nye spinoff-serie har fået kritik for. Det tog noget tid for serien at komme ordentligt i gang, og der var i høj grad mere fokus på at få et ordentligt kendskab til karaktererne, end at der skulle være hæsblæsende action til højre og venstre.
I et nyt interview med The Sunday Times har ’House of the Dragon’-showrunner Ryan Condal dog fortalt, at tempoet kommer til at stige gevaldigt i seriens anden sæson.
»Vi kommer til spektaklet«, fortalte Condal. »Men man bliver nødt til at forstå de her menneskers kompleksiteter, før de bliver kastet ud i krig«.
»Anden sæson kommer til at ramme den rytme, som folk forventede halvvejs gennem ’Game of Thrones’, men den skal have gjort sig fortjent til det, og seerne kommer til at mærke tragedierne, fordi vi har lavet alt det forarbejde«, lød det videre fra Ryan Condal.
Første sæson af ’House of the Dragon’ har ikke været foruden sine drabelige momenter og eksplicitte scener. Og ifølge Condal kan man sagtens fortælle en dragende historie uden at vise alle de forstyrrende øjeblikke.
»Så da voldtægten skete i ottende episode, hjemsøgte det seerne, fordi de oplever, hvad det gør ved den unge kvinde i stedet for at se selve hændelsen«, sagde han.
Ryan Condal ser frem til seriens anden sæson, men udtrykte også i interviewet, at han var stolt over første sæsons evne til stadig at være et samtaleemne i en verden, hvor vi bliver bombarderet med streamingtilbud.
»Det er en udfordrende serie, fordi vi lever i en verden, hvor folk bliver trukket mellem flere forskellige skærme og kanaler, og vi kræver, at du er fokuseret gennem sindssyge skift i tidslinjen og skuespillere. Men det har gjort et indtryk«.
Det vides endnu ikke, hvornår anden sæson af ’House of the Dragon’ får premiere. Første sæson kan ses på HBO Max.