’Intet nyt fra vestfronten’: ’Saving Private Ryan’ har mødt sin overmand i ny krigsfilm på Netflix
Lige siden Versailletraktaten i 1919 har læresætningen »vinderen skriver historien« hjemsøgt Tyskland (Preussen) som et dogmatisk, indsnævret grundlag for at se den tyske krigsscene som en ondsindet, fascistisk militærmagt i stil med Imperiet fra Star Wars.
Men sandheden er, som bekendt, mere kompliceret end som så, og Første Verdenskrig (og ja, endda Anden Verdenskrig) var for langt de fleste tyske hvervede og frivillige et spørgsmål om den perfekte storm af en næsten uundgåelig dominoeffekt og effektiv propaganda.
De ’onde’, hvis man skal benytte så prosaisk en terminologi, kan måske findes øverst i hierarkiet, i de bløde gemakker, hvor krig er en karriere, og kapitulation er en by i Rusland, men i skyttegravene står det anderledes til.
Her handler det i tiltagende grad om blot at eksistere. Om at få lov til at blive ved med at eksistere. Og måske, til sidst, om at ophøre med at eksistere. For krig er helvede, og sjældent er det blevet afbilledet så kropsligt, så uhyggeligt og så desillusionerende som i Edward Bergers nyfortolkning af den klassiske roman ’Intet nyt fra vestfronten’.
Historien starter in medias res. Vi er ved den tyske hærs vestlige frontlinje, hvor vi følger en ung soldat, der sammen med sine kammerater er ved at gennemgå en blodig indførsel i en ny, rædselsfuld form for krigsførelse – skyttegravskrigen.
Spillereglerne er simple og inhumane: Centralmagterne forsøger at krydse et morads af lig og indvolde (også kaldet ingenmandsland) for at storme Tripelententen, eller vice versa, og dette gentages gang på gang, mens en generation af unge mænd udryddes, og grænsen blot flytter sig, frem og tilbage, få hundrede meter.
Efter denne skrækindjagende prolog følger vi nu vores unge soldats gennemhullede jakke, der bliver fragtet tilbage til Tyskland, hvor den renses, syes – og leveres så god som ny videre til næste levende billede: vores hovedperson Paul Bäumer, der med et uskyldigt og naivt smil på læben netop har forfalsket sine forældres underskrift, så han kunne melde sig frivilligt til det tyske kejserriges hær og hjælpe sine venner med at indtage Paris.
En erobring, der – ifølge deres lærers patriotiske brandtale – er små to uger fra at være en realitet.
Resten af filmen er en barsk og brutalt smuk afbildning af et lille liv i en stor krig. Paul og hans venner kæmper ikke blot for deres eget og hinandens liv, de kæmper også for at etablere en kontrol over eller mening med det kaos, de befinder sig i.
For nogen er svaret at finde i stjålne gårdhøns og en usædvanligt lækker gryderet, for andre er det en kælebille i en tændstikæske, og for endnu andre er det et tørklæde, der dufter af bedre tider. Fælles for dem alle er et sjæleknusende traume og en nagende følelse af ikke længere at vide, hvad de kæmper for – eller mod.
Filmen forsøger på intet tidspunkt at glamourisere krig. Der er hverken helte, skurke eller grandiose redningsaktioner, der er bare den grusomme, tragiske, ægte afbildning af krig i alle dets facetter.
Dermed ikke sagt, at der ikke er nogle fantastiske kampscener, der med længder (og jeg undskylder på forhånd denne helligbrøde) overgår Omaha-scenen i ’Saving Private Ryan’. Lydbilledet alene – fra skuddene, der hvisler om ørerne på soldaterne, til det bombastiske, gåsehudsfremkaldende soundtrack, komponeret af Volker Bertelmann – vækker en følelse af dyb, næsten instinktiv frygt, som var det tonerne til selve Ragnarok, man hørte.
Indimellem får man et afbræk fra død og ødelæggelse, når filmen kortvarigt trækker vejret og fokuserer på naturskønne billeder af et snedækket landskab eller diende ræveunger – man aner næsten et underliggende budskab her, der pointerer krigens iboende perversion og vulgaritet. Men i stedet for at berolige seeren afstedkommer det snarere en følelse af, at man befinder sig i øjet af stormen.
Forlægget, Erich Maria Remarques bog fra 1929, er dog også en decideret antikrigsroman, så det er intet under, at man efter at have set Netflix’ filmatisering ikke ligefrem higer efter at opsøge nærmeste kaserne.
’Intet nyt fra vestfronten’ varer 147 udmattende, forfærdende, imponerende minutter, og ved vejs ende efterlades man ganske vist tungere af sind, men bestemt også en forrygende filmoplevelse rigere.
Kort sagt:
’Intet nyt fra vestfronten’ er en af de smukkeste, mest gruopvækkende film fra nyere tid. Den tyske soldats rejse fra uskyldig ungdom til sjæleknust skyttegravssoldat er ikke bare en tiltrængt indsigt i Første Verdenskrig, men også en hjerteskærende fortælling om den rædsel, vi mennesker kan udsætte hinanden for – og alt det, der går tabt undervejs.