Fem år. Så lang tid gik der fra SZAs albumdebut ‘Ctrl’, til i dag, hvor to’eren ‘SOS’ endelig er landet til stor glæde for hendes tålmodige fans.
Men selvom det nye album har været et halvt årti undervejs, er værket ikke blevet helt som SZA håbede. Det var nemlig meningen, der skulle være flere gæster end Travis Scott, Phoebe Bridgers og Don Toliver med på pladen.
»Nogle gange afleverer folk deres vers, andre gange gør de ikke«, har hun fortalt hos radiostationen Hot 97. »Mange folk afleverede helt enkelt ikke deres vers. Men jeg er taknemmelig for dem, der gjorde«.
I samme interview fortæller SZA til gengæld også, at hun selv er slem til ikke at svare på folks efterspørgsler om gæsteoptrædener.
»Jeg kan ikke engang tillade mig at være sur, for det er tit mig, der ikke afleverer mine vers«, lyder det. »Men samtidig er det sådan: ‘Damn, det her sutter. Jeg havde virkelig brug for jer. Jeg ville ønske, I havde gjort det for mig’. Men sådan havde de det sikkert også med mig«.
SZA taler om de manglende gæster cirka fem og et halvt minut inde i nedenstående video.