25. Lamin ‘Æstetisk’
Lamin overlegne levering camouflerer tit teksternes kompleksitet. Bevis nummer et: Den violin-drevne ‘Æstetisk’, hvor rapperen nærmest flyder fra bar til bar, altid i bevægelse, lidt som den bølge, han ynder at sammenligne sig selv med.
24. Fraads ‘Forsigtig’
Stadig både følsomt og frækt, men nu tilsat Nintendo-samples og Drain Gang-vibes: Velkommen til Fraads 2.0.
23. Joyce ‘Se mig’
Det blødeste nummer på Joyces grungede albumtoer er også albummets bedste. Et klassisk rockbrag, hvis glitrende produktion og nærmest vuggevise-klingende intro står i slående kontrast til tekstens selvdestruktive tankemønstre.
22. First Hate ‘In My Head’
På overfladen euforisk, dansabel ravepop, men på det tekstmæssige plan en eksistentiel ballade om ikke at kunne finde glæde i nogen af de ting, der gør livet værd at leve. Den modsætning mestrer First Hate til fulde.
21. Blikfang ‘Lille ske’
Findes der noget mere afvæbnende end at være nogens lille ske? Nok ikke. Og det er lige præcis, hvad Blikfang drømmer om på denne charmerende, orgelbårne ska-skæring om at give sig fuldstændig hen til et andet menneske.
20. Mø ‘New Moon’
Hvis »new year, new me«-følelsen var en sang, ville den lyde som den her euforiske popsmasker.
19. Laura Ziani ‘Generation’
På ‘Generation’ synger Laura Ziani om at føle sig uden for sin egen generation. Om at omfavne smerten og om at græde, når man er ked af det. Med sentimentalt klaverspil og Zianis egen skrøbelige cello er der masser af drama på spil her. Kunsten er, at det på intet tidspunkt føles overspillet.
18. Icekiid ‘Kolo’
Icekiid er Danmarks bedste afrobeats-artist, fordi ingen andre får genren til at sprudle af liv som ham. Han er det tætteste, vi kommer på en dansk WizKid.
17. Senso ‘Is It True’
Senso er så skamløst maksimalistiske, at selv Journey må være grønne af misundelse. Deres atmosfæriske februarsingle om at affinde sig med ensomheden er bestemt ingen undtagelse – og gudskelov for det.
16. Tobias Rahim ‘Feberdrømmer Xx Dubai’
Vi har valgt ’Feberdrømmer’, men lad os bare være ærlige: Det kunne lige så godt have været ’Mucki Bar’. Eller ’Flyvende Faduma’. Eller … ja, du forstår pointen. Rahim ejede hitlisterne i 2022 og var årets prægende popstjerne.
15. August Høyen ’Jeg regner med’
På den nedbarberede, hjertevarme ‘Jeg regner med’ inviterer det unge talent lytteren indenfor i et trygt og rart univers, hvor der er plads til alle. Næste gang, vi har kærestersorger, vil vi trøstes af August Høyen.
14. Julie Pavon ’Don’t Call Me Out’
Til sine koncerter stirrer Pavon tit på publikum udfordrende og sultent som et rovdyr, der kredser om sit offer. ‘Don’t Call Me Out’ genskaber dén dragende, drabelige dynamik.
13. Gilli ‘Miami Vicer’
’Scarface’-vokalsample, neonskinnende 80’er-pop, et mandekor som til en EM-kamp i Parken: ’Miami Vicer’ er ligesom en ret fra et fusionskøkken, der ikke lyder specielt appetitlig på papiret, men som viser sig at være uimodståelig, når Michelin-kokken Gilli serverer den.
12. Giift ‘Fed Up’
De seneste år har internationale r’n’b-navne som Summer Walker og SZA skubbet genren i nye retninger. Med sange som ’Fed Up’ har Giift antydet, at Danmark måske også er ved at få en artist af den kaliber.
11. Eee Gee ‘Contraband’
Hvis Eee Gees sublime debutalbum var en afhandling om at blive voksen, ville ‘Contraband’ være albummets thesis statement. Dristig, detaljerig 70’er-pop om hjertesorger, lommeopkald og fredagstequila.
10. Kingtommi ’Bedre end dem’
Hvor er det dog forfriskende, at tiden er blevet moden til en sangskriver som Kingtommi, der på sin inderlige debutsingle lader tårerne trille og magtesløsheden få frit spil.
9. Andreas Odbjerg ’Hvad skal verden med sådan en som mig?’
Skriv en sang om Danmark, sagde de. Det gjorde Odbjerg så – men ikke kun om Danmark, også om sig selv, om at føle sig utilstrækkelig og uønsket, og om at det hele nok skal gå.
Det var måske ikke den sang, han var blevet bedt om at skrive. Men det var den sang, vi havde brug for at høre.
8. Fabräk ’To fingre’
Ingen:
Absolut ingen:
Fabräk: Limp Bizkit-revival!!!
7. Ganger feat. Dayyani ’Hugo’
Aldrig har Ganger været så poppede som på Dayyani-samarbejdet ‘Hugo’, der vrager de asiatiske autotune-hymner og mariachi-trompeterne til fordel for en rendyrket 80’er-banger a la Dua Lipas ‘Future Nostalgia’-album.
6. Debbie Sings ’F My Tears Away’
Skal vi lave kaos-agtig hyperpop, satse på fingre-i-vejret trance eller gå efter gigantiske EDM-drop?
Debbie Sings: Ja.
5. Brimheim ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’
‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’ indeholder alt det, der gør Brimheims debutalbum af samme navn så gribende.
Tidløs indierock med et strejf af gothpop? Tjek. En overlegen, dynamisk vokalpræstation, der veksler mellem det skrøbelige og det kraftfulde? Tjek.
Og så en hverdagsfortælling, der bliver symptomatisk for noget langt større end det? Tjek – denne gang i form af en fødselsdagsmiddag for kærestens (lidt for) flotte veninde.
Kampen med lavt selvværd er central i Brimheims musik. Men her ender hun med at indse, at hendes selvhad ikke nytter noget.
4. D1ma ‘Drøm mig væk’
Forestil dig, at Jamaikas sorgfulde gadefortællinger blev blandet med Justin Biebers popstjernestil. Forestil dig derefter et beat, der lyder, som om det stammer fra en Medina-harddisk fra 2009. Så har du ’Drøm mig væk’ af den maskerede rapper D1ma.
Men så alligevel ikke.
For D1ma, der aldrig havde udgivet musik før i år, har skabt en sang, der er mere end sine indflydelser. Et ømt nummer, hvis tekster om at overvinde traumer og sorg er svær at ryste af sig – det her er en kold, smuk sang, der spøger i sjælen længe efter, at man har lyttet til den.
3. Søn ’HD Sol’
Op til udgivelsen af ‘HD Sol’ teasede Søn på deres sociale medier, at sangen ville invitere lytteren ind i »en helt ny Søn-vibe«.
Det var ikke løgn. På deres anden single i 2022 udforsker bandet en stemningsmættet, skrattende r’n’b-lyd indhyllet i et altopslugende mørke.
Men selv om vi rent sonisk er milevidt fra bandets sædvanlige, skinnende janglepop, er der visse ting, der aldrig ændrer sig.
Søn er et selverklæret samtidsband, og som altid bruger frontmand Kristoffer Jessen lyrikken til at tegne et fragmenteret, kaotisk generationsportræt.
»Vi er alle kategorier på Pornhub«, lyder det eksempelvis i sangen første vers, før Jessen tilføjer: »Dybvandsfisk, blob blob«.
2. Kind Mod Kind ‘Du gør mig blind’
Det voldsomme og det blide går hånd i hånd – eller står kind mod kind? – på ’Du gør mig blind’.
»Baby, rør ved min kind«, synger forsanger Julius Amdisen med sukkersød falset. Sødt, ikk’?
Men senere lyder teksten »stik lidt dybere / til det gør ondt på mig«, og det er i virkeligheden det, produktionen gør. Stikker dybere, banker hårdere. Den er en voldsom understrøm, der står i kontrast til Amdisens stedvis nuttede tekster.
Der er tydeligvis noget mørkt på spil også. En dyrisk understrøm af begær i den lyserøde kærlighed. En drift der, jf. sangtitlen, gør den forelskede blind.
Det er det evige tovtrækkeri mellem hårdt og blødt, der udgør spændingen i den her sang. Den er som en yin-yang-cirkel, hvor to modstridende kræfter konstant surrer om hinanden, indtil de overopheder.
1. Zar Paulo ‘Klap for fædrelandet’
‘Klap for fædrelandet’ er en sang stopfyldt med kontraster.
Det gælder først og fremmest musikken, der virker stramt komponeret, men alligevel løssluppen. Gammeldags og nærmest dansktoppet (!) i sit væsen, men samtidig umiskendelig 2022.
Og så føles de skrålevenlige linjer på en eller anden måde både bøvede og begavede. Som var det en fodboldsang udsat for en KUA-makeover.
Men sangens største kontraster finder vi i teksten. For mener aarhusianske Zar Paulo det egentlig, når de kommanderer os til at klappe for Danmark?
Svaret er nok både og. De hylder Københavns smukke gader og sender en kærlig hilsen til mor, der ikke evner at tænde sin router. Men vi når også omkring spritbilisten Jan og Bertel, der vil »lukke grænsen for at passe på kulturen«.
Det er Danmark på godt og ondt.
Så klap med, hvis du vil. Men ingen fortjener et større bifald end Zar Paulo for med denne uimodståeligt skæve popsang at indkapsle en hel nation.