’Kaleidoscope’: Eksperimentet er spændende i Netflix’ heistserie – men alt andet sejler
Det er et spændende eksperiment, Netflix har kastet sig ud i.
For ’Kaleidoscope’ – en heist-serie på otte afsnit – er ikke bygget op på vanlig vis. I stedet har skaberen Eric Garcia (’Repo Man’, Matchstick Men’) mikset episoderne rundt, så seerne får præsenteret dem i forskellig rækkefølge, med undtagelse af det sidste afsnit, som altid er det samme.
I serien følger man mestertyven Leo Pap (Giancarlo Esposito) gennem 25 år og hans mål om at stjæle syv milliarder dollars i obligationer fra en tilsyneladende uigennemtrængelig bankboks i New York, som er ejet af mestertyvens tidligere kompagnon, Roger Salas (Rufus Sewell).
I et af afsnittene ser vi Leo Pap samle et syv-personers hold af eksperter med blandt andet en hot-headed pengeskabstyv (Jai Courtney), en kemiker, der elsker at eksperimentere med nye sammensætninger (Rosaline Elbay) og en nørdet getaway driver (Jordan Mendoza).
I et andet afsnit ryger vi 24 år tilbage før kuppet til en form for origin story, og i et tredje lander vi in medias res i morgenen efter kuppet, hvor de alle syv skal mødes på det aftalte rendezvous, lidt a la Tarantinos ’Reservoir Dogs’.
På den måde hopper man frem og tilbage i tid i løbet af seriens otte afsnit – alt sammen i tilfældig rækkefølge udover finaleafsnittet, som er selve kuppet.
På papiret har ’Kaleidoscope’ meget godt kørende. Et fint cast, et interessant plot og et eksperiment, som harmonerer fint med en heist-fortælling. Ridley Scott er desuden executive producer, og serien er efter sigende løst baseret på den virkelige historie om et lignende tyveri under orkanen Sandy. Heistserien ’Papirhuset’ var derudover en stor succes på Netflix.
Ikke desto mindre skal man ikke ret langt ind i serien, før virkeligheden rammer. For serien er drabeligt hård at komme igennem.
’Kaleidoscope’ føles, som hvis en AI blev fodret alle heistfilm og -serier i filmhistorien og spyttede en mikstur af klichéer, uforløste plottråde og elendig dialog.
Værst er seriens konstant karlsmarte tone, hvor karaktererne hele tiden kommer med ’kløgtige’ comebacks. Uden den selvironi, der fik det til at fungere så fint i ’Ocean’s’-filmene.
Særligt slem er hovedpersonen Leo Pap og hans forsømte forhold til sin datter, hvor særligt deres farvelfrase »Vis mig, hvor du er modig, vis mig, hvor du er stærk« er tåkrummende cheesy.
Der er også slagteren og pengeskabstyven Stan (Peter Mark Kendall), der skifter mellem at være comic-relief og følsom-sassy tyv og desuden også er en af kanterne i et (elendigt) trekantsdrama. For slet ikke at tale om ligegyldige plottråde som den inkompetente FBI-agent (Niousha Noor) og hendes forhold til sin datter.
Man havde håbet, at shuffle-eksperimentet ville kunne redde historien, men desværre ender det som en bjørnetjeneste. Når alle afsnit kan være det første, man ser, er serien nødt til at præsentere karaktererne forfra hver gang – dræbende i sig selv.
Jeg så det såkaldt ’lyserøde afsnit’ som det næstsidste. Et afsnit, der foregår seks måneder efter kuppet, og som føles som en afslutning på serien, hvor næsten alles karakterarker bliver bundet sammen. Derefter skulle jeg så se klimaksepisoden – selve kuppet – som stort set allerede var spoilet i de forgangne afsnit (udover det sidste halvbagte twist).
Det er dog ikke første gang, at Netflix eksperimenterer med historiefortællingen. ‘Bandersnatch’ var et interaktivt serieafsnit, i ’Love, Death & Robots’ blev rækkefølgen afgjort af abonnentens præferencer, og også ’Arrested Development’s tilbagevenden i 2013 kunne ses i vilkårlig rækkefølge.
Men hvis et kup ikke har en zipline, fem fake-outs, et lokkekup, tre kostumeskift og en udførlig distraktion, hvad er så meningen? Her er de små kup undervejs undervældende og uopfindsomme, og selve hovedkuppet fylder alt for lidt. I stedet for aha-oplevelser sidder man blot små forvirret tilbage med et hav af spørgsmål.
Giancarlo Esposito og Rufus Sewell er troværdige i hovedrollerne. Det er spændende at se ’Breaking Bad’/’Better Call Saul’-stjernen Giancarlo Esposito bryde ud af de skurkeroller, som han mest har figureret i.
Det er bare ikke nok, når manuskriptet er sjusket, uinteressant og usammenhængende.
Kort sagt:
Der er ingen originale ideer i Netflix nye heist-eksperiment, som er kedsommelig og urealistisk i samme åndedrag.