Lukas Grahams ‘4 (The Pink Album)’ afslører, at noget har spændt ben for musikglæden
Syv år er der gået, siden Lukas Graham udgav sangen, der ændrede alt for det danske band. Alt undtagen deres pladecovers, måske.
Nu er gruppen, der i mellemtiden har mistet halvdelen af sine oprindelige medlemmer, tilbage med sit første album siden 2018. Og når man lytter til det, er det svært at slippe den tanke, at ’7 Years’ er endt som en forbandelse for drengene fra Sankt Annæ.
Det melankolske verdenshit med den distinkte klaverfigur har sikret Lukas Graham økonomisk for livet. Men det har også fået dem til at gå på ret ensidig hitjagt lige siden.
Tag bare en af singleforløberne til ’4 (The Pink Album)’, Khalid-samarbejdet ’Wish You Were Here’ fra sidste efterår. Mere enerverende end fængende, er det ikke?
Tre akkorder i ring og en tekst, der aldrig når dybere end titlen. Tilsat dyb bas, så man i det mindste kan mærke et eller andet, selvom Forchhammers atletiske tenorspring virker som et klinisk forsøg på at ramme et nyt milliard-hook.
Han svæver rundt i den diskante rumklang som en vildfaren satellit.
Første halvdel af albummet er tungt på gæster. Efter Khalid følger G-Eazy, som med sit tilbageholdte og nuancerede flow er den diametrale modsætning til Forchhammers vokale karatespark.
»Share that love«, kvidrer christianitten, men synger så vanvittigt lyst – han når op på et højt d – at jeg bliver dybt nervøs for at nærme mig det fingerede fælleskram.
Sekundet efter tænder han filmfremviseren og får selskab af texanske Mickey Guyton i en omgang drivende sentimental countrypop med blød guitar, strygere og seksstrenget banjo.
Lige den sang, ’Home Movies’, har jeg lyttet til adskillige gange, men jo altså mest fordi jeg simpelthen ikke kan få teksten til at give mening. Hjælp?
En dreng og en pige mødes på en bar, så langt er jeg med. De skal se nogle hjemmevideoer, hvis de vil vide, hvem sangens jeg i virkeligheden var. Meget hemmeligt. Men i andet vers afsløres det, at drengen og pigen også er sangens to jeg’er.
Så hvis videoer er det, de skal se? Hvem er jeg? Hvem er vi? Det. Giver. Ikke. Mening.
Den tekstlige forvirring er total på det pink album. På ’Share That Love’ synger Forchhammer, at det er lige meget, at han får solen i øjnene, når han kører bil, fordi han alligevel ikke ved, hvor han skal hen.
Det er da ikke lige meget, Lukas. Du kommer til at køre nogen ned!
Teksterne er ofte så generisk ukonkrete og fulde af sproglige klicheer, at det forstærker indtrykket af en gruppe, der er endt i en kunstnerisk blindgyde.
Man kan kun i små glimt mærke Forchhammers nærvær i enkelte af de mange ballader, der dominerer anden halvdel af albummet.
Han lader stemmen knirke på blide ’Never Change’ med den finurlige gospelhale og lyder faktisk troværdig, når han undskylder for et stort ego. Og på powerballaden ’Say Forever’ går han fuld Adele med gyngende trommebund, lange torch-toner og en sårbar vokal, der er lige ved at briste undervejs.
For min skyld kunne Lukas Graham godt i endnu højere grad opsøge den slags øjeblikke, hvor tingene begynder at vakle på en meningsfuld måde.
Hellere det end at holde fast i hitjagtens forhastede versfødder, der på en sang som ’All of It All’ med sexet elbas og retrostrygere får Forchhammer til at lyde stakåndet og lidt rytmisk klodset.
Men det kræver nok, at Lukas Graham sætter sig for at genopfinde sig selv. Har de stadig lysten? Musikglæden? Det er svært at høre på et album, der måske mest af alt afslører, at den pludselige succes for syv år siden har spændt ben for en naturlig musikalsk udvikling.
De er blevet ramt af deres eget hook.
Kort sagt:
Syv år efter ’7 Years’ lyder Lukas Graham som en gruppe, der er endt i en musikalsk blindgyde af hurtige hooks og generisk sentimentalitet. ’4 (The Pink Album)’ kalder på en genopfindelse.