Hun havde en spidsere tunge som 10-årig barnedronning i ‘Game of Thrones’, end de fleste af os kan drømme om igennem et helt voksenliv.
I sin aktuelle rolle i ‘The Last of Us’ møder vi hende for første gang med en tyk jernlænke om benet, som man hurtigt fornemmer ikke kan fængsle hendes rebelske energi.
Med sine få, men opsigtsvækkende roller, der også tæller ‘His Dark Materials’, har den 19-årige nonbinære skuespiller Bella Ramsey (der både bruger pronominerne hun/hende og de/dem) allerede gjort et heftigt indtryk i Hollywood, og alt tyder på, at Ellie i ‘The Last of Us’ er endnu en mesterlig præstation fra det unge talent.
Vi giver dig overblikket over den britiske skuespiller, der stjal scenen fra sine ‘GoT’-stjernemedspillere som bare 11-årig, blev bedstevenner med Lena Dunham som 17-årig og har vækket den rå fanfavorit Ellie til live i seriehistoriens første kritikerroste spil-adaptation som 18-årig.
Altsammen mens hun samtidig har delt åbent ud af de ting i hendes virkelige liv, som bryder med hendes rå image på skærmen.
Badass barnedronning i ‘Game of Thrones’
Hvis man har set Bella Ramsey i ‘Game of Thrones’, ville man ikke tøve et sekund med at vælge hende som rejsemakker på en farefuld tur gennem et postapokalyptisk USA a la ‘The Last of Us’.
For selvom hendes ‘Game of Thrones’-karakter Lady Lyanna Mormont af Bear Island nok var den mindste beskytter af »The North«, var hun også en af de sejeste.
Ramsey havde ikke engang hørt om HBO’s gigantiske hitserie, da hun som 11-årig fik rollen i seriens sjette sæson, men bekendtskabet blev et celebert vendepunkt i et indtil da relativt normale liv med fodbold og amatørteater i Leicestershire.
Skreg »motherfucker« på løbebåndet
Da serieskaberne Craig Mazin (‘Chernobyl’) og ‘The Last of Us’-spildesigner Neil Druckmann gik i gang med at caste serieversionen af det storhittende spil, vidste de godt, at det var med et hav af perfektionistiske fanøjne i nakken (spillets 20 millioner ejere mere præcist).
Der har efterfølgende været mere eller mindre giftig kritik af beslutningen – baseret på ligheden med spilkarakteren.
Men der var ingen tvivl, da Ramsey entrerede puljen af over 100 kandidater til rollen som Ellie. En 14-årig teenagepige der får en afgørende betydning i ‘The Last of Us’ historie, hvor en svampevirus har forvandlet USA til en krigshærget udørk, som kun hun og faderfiguren Joel kan redde.
Skuespilleren har desuden fortalt Elle, at hun forberedte sig til den udslagsgørende audition ved at tonse afsted på et løbebånd, mens hun gentog en af Ellie-karakterens foretrukne bandeord, »motherfucker«.
Prisbelønnet venskab med Lena Dunham
I en af sidste års bedste film – ‘Catherine Called Birdy’ instrueret af ingen mindre end Lena Dunham – var Ramsey en sensation i sin første filmhovedrolle som en rebelsk 14-årig pige anno Yorkshire i det 13. århundrede.
Rollen skaffede hende i år en Critics Choice Award for bedste unge skuespiller.
Under samarbejdet var Lena Dunham bjergtaget af den unge stjerne, som hun ser som en »sand livslang ven«.
Rå ærlighed om køn, anoreksi og kønsidentiet
Som en stjerne af vaskeægte gen z-format har Bella Ramsey været åben om sine personlige udfordringer undervejs i karrieren.
Allerede i 2018 fortalte hun sine Twitter-følgere om sin kamp med anoreksi på World Mental Health-day.
Derudover har Ramsey delt sine tanker om sin kønsidentitet i et interview med The New York Times til stor inspiration for sine fans:
»Jeg er virkelig meget bare et menneske. At blive kønnet er ikke noget, jeg bryder mig specielt meget om, men når det gælder pronominer, kunne jeg virkelig ikke være mere ligeglad«.
De første to afsnit af ‘The Last of Us’ kan ses på HBO Max.