’Reservation Dogs’ sæson 2: Genial komedieserie holder det tårnhøje niveau
Det er svært at forstå, hvorfor ’Reservation Dogs’ ikke var nomineret til en eneste pris, da den 80. udgave af Golden Globe-ceremonien løb af stablen for et par uger siden.
Men det siger måske mere om juryen end om serien, for Taika Waititi og Sterlin Harjos passionsprojekt om en gruppe indfødte amerikanere i det rurale Oklahoma er stadigvæk en af de mest originale komedieserier på streamingmarkedet lige nu.
Sæson 2, som kan streames på Disney+, starter, hvor første sæson sluttede. Elora og Jackie har kurs mod Californien og den californiske drøm i en rusten Buick, imens Bear, Cheese og Willie Jack er blevet efterladt derhjemme uden så meget som en varsel eller en invitation.
De når selvfølgelig aldrig frem. Bilen bryder sammen, inden de overhovedet har forladt staten, og efter et par korte afstikkere er de fluks tilbage ved rødderne igen.
I mellemtiden er Eloras bedstemor blevet dødeligt syg, hvilket for en stund punkterer drømmen om et nyt liv på den amerikanske vestkyst.
Det er bare ikke helt sådan lige for Elora at vende hjem igen. Willie Jack afskyr hendes nye »bitch« af en veninde. Bear bebrejder hende for at have ladt klanen i stikken, og Cheese er blevet mere fraværende, i takt med at han er begyndt at se til den fremmede ældre dame, som han kalder for bedstemor.
Ingen vil rigtigt indrømme det, men Rez Dogs er i opløsning. De ses stadig, men det stærke broder- og søsterskab har udviklet sig et pligtfællesskab. Når Rez Dogs ikke har hinanden, må de vende blikket udad, og det udgangspunkt udnytter showrunner Sterlin Harjo til at udforske de enkelte karakterer på egen hånd i flere enkeltstående afsnit.
Den nye sæson giver også mere plads til bipersonerne. Mødrene får deres eget girls night out-afsnit, og det samme gør lokalbetjent ’Big’ i det vidunderlige ottende afsnit, som flipper helt ud, da han i et voldsomt syretrip ender i karambolage med en anti-indiansk sekt, som masturberer med fiskekroppe midt ude i skoven.
Det stikker i mange retninger, men det bliver aldrig rigtigt usammenhængende, fordi de enkelte karakterer har så meget at byde ind med. Mere eller mindre hele produktionen – fra skuespillere til episodeforfattere og instruktører – er indfødte okies, og det kan man mærke. Karaktererne emmer af autencitet, og man er ikke et sekund i tvivl om, at selv de skøreste af dem findes et sted ude i den virkelige verden.
Med til historien om indfødte amerikanere hører også en fortælling om kolonisering og massiv undertrykkelse. Det bliver sjældent italesat direkte, men det er svært ikke at lægge to og to sammen, når gutterne pludseligt må forlade deres hide out, fordi en rig texansk ranger har besluttet sig for at bygge en kirke på det i forvejen begrænsede indianske territorium.
Fortiden lurer under overfladen, men det bliver også ved det, for Sterlin Harjo vil hellere vise os det indfødte amerikanske miljø, end han vil belære os om det. Det gør han på fornemmeste vis ved at invitere os med ind i hverdagslivet for en gruppe vidunderlige mennesker, som kæmper med tingene.
Sorg, svigt og død fylder meget, men de tunge følelser bliver opvejet af en god portion humor og ikke mindst en stor indbyrdes kærlighed karaktererne imellem.
Første sæson var god, og anden sæson er endnu bedre. Forhåbentlig bliver vi forkælet med mange flere.
Kort sagt:
Taika Waititi og Sterlin Harjo følger op på deres originale og geniale seriekoncept med en ny sæson om Rez Dogs, som holder det tårnhøje niveau.