Mount Kimbie
Selv om d’herrer Dom Maker og Kai Campos bedyrer, at deres andet album stadig kun består af computergenererede lyde, er der ingen tvivl om, at deres udtryk har fået et mere jordnært og menneskeligt præg end på deres fremragende debutalbum ’Crooks & Lovers’. En anelse af den overjordiske skønhed er gået tabt på den bekostning, men der er helt sikkert også indvundet nyt vidunderligt land.
’Break Well’ og ’So Many Times, So Many Ways’ brillerer med, hvad der grangiveligt lyder som håndspillet bas a la Flying Lotus, og i kombination med en loose og jazzet rytmestruktur er det de bedste eksempler på den nye Mount Kimbie-lyd.
Læs anmeldelse: Mount Kimbie ‘Crooks & Lovers’
Hvor debuten var spækket med mikroskopiske vokalsamples, har de rene og umanipulerede mandestemmer fået langt større plads på det nye album. King Krule gæster med sin drævende og let snerrende vokal to numre. Specielt ’Meter, Pale, Tone’ udvikler sig helt fantastisk, og man ender med at stå med hænderne i vejret, som man ikke har gjort det siden The Streets’ ’Weak Become Heroes’. Duoen forsøger sig også selv ud i det vokale, og uden at det er fantastisk, fungerer det fint.
Albummet indeholder heldigvis også tracks, der lægger sig mere op ad forlægget fra debuten. ’Slow’, med sit stompede beat, slæbende groove og legende keyboard-melodi, og ’Sullen Ground, med sin trykkomprimerede og listende klubatmosfære, er nogle af de bedste eksempler på, at Mount Kimbie stadig finder inspiration fra et overjordisk sted, som det er de færreste forundt adgang.