‘The Office’-skuespilleren Rainn Wilson kritiserede i et tweet, det han kalder »en anti-kristen slagside« i Hollywood i forbindelse med ‘The Last of Us’.
»Jeg synes der er en anti-kristen slagside i Hollywood. Så snart karakteren David i ‘The Last of Us’ begyndte at læse i Bibelen, vidste jeg, at han ville være en forfærdelig skurk. Kunne der være en Bibel-læsende præst i en serie, som faktisk er elskværdig og rar?«, skriver Wilson.
Det tør siges, at David ender med at være en skurk i ‘The Last of Us’, og at han retfærdiggør sine handlinger med Bibelen i hånden i det klamme ottende afsnit af zombie-serien.
Udtalelsen endte med at blive en nyhedshistorie i USA, men ikke på den måde Wilson havde håbet.
I efterfølgende Tweets siger han ifølge Indiewire: »Mit holdningstweet blev samlet op af som forside-nyhed af Fox News. Snak om slagside. En organisation skabt udelukkende for at så splid for profit baseret på kulturkampsraseri. Skriv det!«, og fortsætter:
»Desuden er jeg ikke engang kristen. Selvfølgelig er det rigtigt, at den evangelisk/politiske koalition gør stor skade på vores land. Bandlysning af bøger – bandlysning af friheder – benægtelse af ulejlig videnskab, at indtage en grotesk anti-LGBTQ+ platform… Men de fleste kristne jeg kender er rare, accepterende og kærlige og prøver at gøre verden til et bedre sted. De burde også hædres i medierne«.
Religion i USA er et ømtåleligt emne, men som Wilson peger på, kan den enorme, politiske indflydelse kristne organisationer har i landet have en lille modpol i form af en slagside i Hollywood.