Tobias Rahim var ikke kommet for at feste i Royal Arena
Entréen sagde det hele.
Da Tobias Rahim lørdag aften trådte ind på scenen i Royal Arena i København, var det ikke som løvemennesket fra sommerens festivaler.
Han gik langsomt, badet i et hvidt stroboskoplys og teaterrøg. En forbandet sjæl fanget i et hakkende limbo mellem drøm og virkelighed.
Popkometen, der er strøget hurtigere til tops end kryptovaluta, lignede en dyster gud i en Wagner-opera.
Mens hårdt spændte 80’er-trommer lød i dunkle udgaver af ’07 i 6A’, ’Makeup’ og ’Udfylder tomhed’, kiggede han ud i salen med rolige, men kronisk bedrøvede øjne.
Var man kommet for festen, måtte man væbne sig med tålmodighed, for Tobias Rahim virkede opsat på at gøre sin første arenatour til lige dele teater og koncert.
Det virkede faktisk som en god idé.
Rahim er en sammensat figur, og den metalliske sørgekant i hans smukt forrevne vokal er ikke for sjov.
Så selv ’Mucki Bar’ blev i koncertens begyndelse spillet med tilbageholdt energi og spartansk lyd. I stedet fik vi tid til nærstudier af dansk-kurderens sandhedsvendte blik og hans stemmes percussive gennemslagskraft.
Alligevel var det tiltrængt, da Artigeardit sprang til og rev ’Bums for eliten’ fri af den dydige TV-2-retning, Rahim og det ret ligefremt spillende band var ved at tage sangen i.
Besøget satte noget fri hos hovednavnet, der kort efter sparkede sig selv frejdigt rundt på scenen under ’Alive Alive Alive’ og endda indlejrede en Cher-hyldest i den gennemplastiske bagatel.
Ida Laurberg lagde vejen forbi på ’Stimulanser’ og benyttede lejligheden til, lidt akavet, at træne sine ad lib-skills.
Den forsigtige reggaeton blev forstærket med ’Op a væggen’ tilsat et par generationer gamle aerobicvideoer. Og peakede med et cover af Daddy Yankees ’Gasolina’, fordi så robust er Tobias Rahims egen sætliste altså heller ikke endnu.
Et intermezzo i midten af salen bød på lejrbålsguitar, en sympatisk tale om ikke at flove sig over psykisk sårbarhed og Rahims nye Barcode Brothers-single ’Toget’.
Da han efter en lidt for lang pause vendte tilbage til hovedscenen, var det klædt som en guldfrynset fugl Føniks.
Nu skulle der være fest, og Andreas Odbjerg – lidt mere sagføreragtigt klædt i sort blazer – var selvfølgelig inviteret som gæst.
Lyskanonerne foldede violette vingeslag ud i salen og eksploderede i regnbuefarvede møllesving under ’Stor mand’.
Det var, til ingens overraskelse, ekstatisk.
Men festen var ikke Rahims primære mål i Royal Arena. I hvert fald ikke den slags fest.
’Når mænd græder’ formidlede smerte med grædekor, blide keys og dundrende trommetæv, mens glitrende hvidt lys cirklede rundt og lod os se scenen som gennem tårer.
Og ’Kurder i København’ kulminerede i folkedans med langhalset saz-solo, inden Rahim igen forsvandt ind i det blinkende, hvide stroboskoplys under ’Feberdrømmer Xx Dubai’.
Forinden havde han akkurat dyppet kroppen i et crowdsurf, der aldrig tog fart. Han lå bare på de første udstrakte hænder, inden han rejste sig igen.
Måske drømte han om den dag, hvor han har sætlisten til at udleve sin drøm om at skabe ét stort sårbarhedsteater.
Det har han ikke helt endnu.
Mange af sangene vil noget andet med deres ligefremme drive og spinkle skelet.
Derfor endte arenashowet som en lidt vægelsindet oplevelse med store perspektiver, poetiske øjeblikke og medrivende højdepunkter, men også med en fornemmelse af, at der stadig er noget vej at tilbagelægge.
Kort sagt:
Tobias Rahim ville mere end festen i Royal Arena. Han rakte ud efter et stort og ambitiøst sårbarhedsteater, selvom han endnu ikke helt havde sangene til at bære det.