’Gensyn med Paris’: Ny film forvandler traumatisk terrorangreb til sanseligt psykologisk drama
På restauranten sidder Mia i ro og mag med en notesbog. Udenfor forveksler en fremmed hende med en anden og giver hende et chok med et pludseligt bank på ruden. Ildevarslende forstyrres beværtningens joviale stemning, men snart er afbrydelsen glemt.
I den intimt oplyste restaurant betragter hun ægtepar på stævnemøde, turister, der tager selfies med hver sin snegl fra tallerkenen, og fødselaren, der overraskes med en kage fyldt med lys.
Når væbnede, maskerede mænd trænger ind i restauranten, er det den muntre, frie franske ånd, der er under angreb såvel som gæsterne, der er fanget indenfor.
13. november 2015 fandt en række terrorangreb sted mod beværtninger i Paris. I Alice Winocours ’Gensyn med Paris’ slipper hovedpersonen Mia (Virginie Efira) med livet i behold, men kan ikke huske hvordan. Herfra udspiller der sig et psykologisk drama, hvor hun og andre overlevende forsøger at udfylde hullerne i hukommelsen.
Med sit dystre tema ville det være oplagt at dvæle ved filmens tristesse eller harme. Men instruktør Alice Winocour åbner op for et væld af nuancerede indtryk. Filmen starter med en klassisk, idyllisk udsigt fra en balkon over de parisiske hustage ved solopgang, mens den blonde hovedperson vander planterne. Isnende violiner høres i baggrunden som kontrast til den maleriske introduktion, hvor Mia og hendes kæreste gør sig klar til dagens gerning.
Det er sanseligt, når Mia ledsager Félicia, der er datter til to af ofrene, på kunstudstilling. Få timer inden angrebet sendte faren et billede af et maleri, som datteren vil finde for at gå i forældrenes fodspor.
Både Mias nye veninde og filmen er opfyldt af en poetisk insisteren på, at verdens skønhed aldrig må vige for dens ondskab. Tværtimod er kunsten, nattelivet og mødet med fremmede nødvendigt for at bearbejde smerten.
Virginie Efiras præstation som ptsd-ramte Mia er underspillet og realistisk. Hendes vejrtrækning er tung, og blikket flakker fra side til side, som om hun leder efter en flugtrute. Hun falder aldrig helt til ro, men hendes grublen er tydeligst i skuespillerens sarte ansigtsmimik.
Både hun, byen og Frankrig selv er i krise. Blomster, tændte lys og børns tegninger i hobetal ligger foran restauranten, mens gadecaféer, der tidligere sprudlede med liv, står halvtomme.
Sådan ser byen ud i en rørende sekvens, hvor kæresten Vincent (Grégoire Colin) læser højt fra avisen om begivenhederne. Selvom hun har en vis trang til at se frygten i øjnene og konfronteres med rædslerne, virker det fremmedgørende at høre andre beskrive dem.
Parforholdet krakelerer, fordi de ikke længere kan rumme hinanden. Når hun prøver at ryste oplevelsen af sig, forstyrres tilværelsen af fragmentariske flashbacks til skyderiet.
Minderne er uhyggelige, men samtidig besnærende og poetiske. Midt i blodbadet findes der glimt af menneskelighed. Folk, der hiver hinanden i sikkerhed, en sidste sms til en elsket og erindringen om en beroligende hvisken fra en fremmed.
Med det på nethinden er det alt for intenst for Mia at være selskabelig, som om intet var sket. Hun forsvinder derfor fra Vincents fødselsdag og skjuler sig i mørket sammen med katten på toilettet.
En montage viser klip af de andre overlevende, mens de dokumentarisk beretter om oplevelsen fra deres perspektiv. Mere surrealistisk er det, når Mia ser vrangforestillinger af ofrene i metroen eller i sin stue.
Undervejs møder hun en anden overlever, Thomas, til et arrangement, hvor de overlevende mødes på restauranten for at bearbejde traumerne. Han tør dårligt nok træde indenfor, hvor gruppen er i gang med at udspørge hinanden om deres oplevelse.
Nogle presser tårerne tilbage, mens andre reaktionært peger fingre mod dem, der reddede deres eget skind ved at låse sig inde på toilettet. Imens blev andre overladt til skæbnen. Diskussionen taler ind i et umuligt dilemma, for hvad ville man selv gøre?
Både Mia og Thomas’ privatliv krakelerer, fordi de ikke kan tale med ægtefæller og kærester om oplevelsen. At venskabet ikke blomstrer til en romance, men forbliver platonisk, er grobund for en mere righoldig skildring.
Dristigt vover filmen sig at italesætte racismen, der ofte følger sådan en tragedie. Debatten om, hvorvidt man kalder det for terror, hvis bagmændene er muslimer, men skyderi, hvis de er kristne, er kendt. Men filmen går skridtet videre og spørger, hvorfor personalet med anden etnisk baggrund end fransk blev mistænkt og fyret.
Mias egen baggrund kan læses som en forlængelse af fremmedhadet. Hendes familie kommer fra Rusland, som igen er blevet vestens primære fjendebillede. Igennem hende er det let at løsrive et mennesket og dets baggrund fra internationale konflikter.
En pointe, der understreges, når det viser sig, at en af de fyrede medarbejdere på restauranten faktisk udviser filmens mest heltemodige handling.
Kort sagt:
‘Gensyn med Paris’ er en overraskende sanselig og forførende skildring af traumatiske begivenheder, som minder os om at værdsætte nuet.