KOMMENTAR. Med fyringen af Maria Månson og Per Juul Carlsen sidste år blev DR’s filmformidling efterladt i et gabende tomrum.
Og hvad skulle udfylde det?
Det svar er endnu ikke fuldgyldigt besvaret, men med podcasten ’Verdens bedste film’ har vi dog fået et bud på, hvordan DR mener, at dækningen af filmkunsten kan se ud, når man ikke længere føler behov for at have egne eksperter på området i folden.
Som så meget anden kulturformidling fra public service-bastionen i disse år er én af automatløsningerne at knytte sig op på velkendte navne, der kan agere blikfang med deres blotte tilstedeværelse.
Vært på programmet er således ’The Square’ og ’Bad Sisters’-skuespiller Claes Bang, der inviterer kollegaer fra branchen ind til en snak om gæstens yndlingsfilm. Konceptet er simpelt. Duoen ser filmen sammen i Cinemateket i København og sludrer umiddelbart efter i en lille time om, hvad de har set, og hvorfor gæsten skatter netop den film så højt, at den kan kategoriseres som (en af) verdens bedste film.
Hidtil har lyddesigner Peter Albrechtsen lovprist Francis Ford Coppolas ’Apocalypse Now’, Vic Carmen Sonne har talt om musicalklassikeren ’Cabaret’, Jacob Lohmann om Coen-brødrenes ’The Big Lebowski’, Ghita Nørby om Lars von Triers ’Dogville’, Nicolas Bro om David Lynchs ’Lost Highway’ og senest komponist Kasper Winding om Fellinis ’8 1/2’.
Nicolas Bros hemmeligheder
Som listen antyder, vægter ’Verdens bedste film’ stjerner over hjerner for nu at sige det lidt groft. Borte har taget forskere, anmeldere eller klassisk intellektuelle for at gøre plads til de udøvende selv. Med klar overvægt af skuespillerne, om det så skyldes kollega Bangs egne præferencer og netværk, eller det blot er, fordi de er filmarbejdspladsens mest velkendte ansigter.
Jeg fornærmer muligvis nogen ved at sige, at det ikke altid er fra skuespillere, man får de mest velreflekterede overvejelser om kunsten, for skuespilleres talent ligger ofte mere i det intuitive og menneskelige, som man ikke altid kan sætte sammenhængende ord på. Og der er i Claes Bangs samtaler til tider også en overvægt af for udenforstående lidt tomme skuespilfraser som »generøsitet« og »at stille sig åben«.
Når det så er sagt, er det generelt lykkedes ham at finde velreflekterede skuespilgæster, der har noget på hjerte. Og bedst er det ikke overraskende, når de vinkler yndlingsfilmen ind i deres eget arbejde eller bare bruger fortællingen til at sige noget om sig selv.
Det er interessant, når Vic Carmen Sonne bruger sin egen seksualitet i en dybdeanalyse af hovedpersonen i ’Cabaret’, der er lige dele indfølt og indforstået. Jacob Lohmann er god, når han sætter ord på naturligheden i Jeff Bridges, John Turturro og John Goodmans spil i ’The Big Lebowski’ som modsætning til det overspil, han og Claes Bang bliver trætte af hos Meryl Streep og Daniel Day-Lewis, hvor man mere kigger på skuespillet end på karakteren.
Ghita Nørby-programmet skal man primært høre, hvis man stadig orker høre på Ghita Nørby, og udsendelsen handler i hvert kun højst 10 procent om ’Dogville’.
I særklasse er afsnittet med Nicolas Bro, der blotter sin egen skuespilmetodes hemmeligheder i mødet med David Lynchs mystifistiske ’Lost Highway’. Meget konkret fortæller han om de syv figurer, han bruger, når han skal skabe en karakter – og hvordan han som regel er nødt til at holde metoden skjult for instruktøren, da denne bare ville stejle og sige nej.
Det er et sjældent stærkt og håndgribeligt indblik i arbejdet som skuespiller, og så bliver man faktisk også klogere på Lynch-filmen og den tidsånd, den udspringer fra, undervejs.
Uudtømmeligt arsenal af anekdoter
Inspirerende er også Kasper Windings dybt passionerede forhold til ’8 ½’, der har været med til at åbne verden for hans eget virke som kunstner, og det er en fornøjelse at blive overøst med hans tilsyneladende uudtømmelige arsenal af anekdoter om Fellinis liv og arbejdsmetode.
På lignende vis fortæller lyddesigner Peter Albrecthsen vidende, begejstret og sagligt om ikke mindst lydsiden i Vietnam-klassikeren ’Apocalypse Now’. De to programmer understreger, at ’Verdens bedste film’ trods alt er godt tjent med at brede fagligheden ud over skuespildominansen.
’The Square’- og ’Bad Sisters’-stjernen Claes Bang, hvis både behagelige, charmerende og autoritative radiostemme vi kender fra ’Bernaise er dyrenes konge’, er en begavet vært, der akkurat undgår at virke leflende, hvilket ellers godt tit kan blive tilfældet, når filmkolleger med respekt for hinanden skal tale sammen for åben mikrofon.
Og hvad han sine steder mangler i interviewteknik – han misser indimellem oplagte muligheder for at spørge ind og konkretisere, når pointerne bliver for flyvske – kompenserer han for i gæsternes naturlige tiltro til ham, som kan være svær at opnå som traditionel journalist. Havde Nicolas Bro åbnet så meget op om sine værktøjer over for en mere klassisk vært? Jeg tvivler.
Programmet hedder ’Verdens bedste film’, og foreløbigt må man konstatere, at det arbejder inden for en rimeligt accepteret kanon af, hvad der hører til i denne kategori. Film som ’Apocalypse Now’ og ’8 ½’ er i hvert fald faste indslag på enhver klassikerliste, og så overraskende er lidt mere skæve indfald som ’The Big Lebowski’ heller ikke.
På den måde føles DR-podcasten en smule sikker i det, men jeg må medgive, at programmerne uden undtagelse gav mig lyst til at gense filmene, og så er missionen i hvert fald ikke helt mislykkedes.
Der er god grund til at begræde DR’s mangelfulde faste behandling af filmkulturen, men ’Verdens bedste film’ er et udmærket forsøg på at skære både seriøs og underholdende formidling af stoffet på en måde, der passer til en ny podcastvirkelighed.
Kan det stjernespækkede program få nye generationer til at opdage Fellini, Bob Fosse og, ja, Lynch, er det i hvert fald ikke sådan at foragte.
Men spørgsmålet er selvfølgelig: Kan det det? Eller drukner programmet i podcastmængden?
’Verdens bedste film’ kan høres på DR eller i diverse podcast-apps.