»Dating’s haunted / Everyone’s scared / To catch feelings«.
Sådan lyder nogle af linjerne fra Eee Gees nye single, som Soundvenue har premiere på i dag. ‘Ghost House’ fremstiller datinglivet anno 2023 som et mindre house of horrors. Fyldt med skeletter og spøgelser i form af falske forhåbninger og halvhjertede forbindelser.
Det lyder måske lige dark nok, men ‘Ghost House’ er faktisk en sommerligt svævende sang. Eee Gee lyder ikke nedslået eller sørgmodig, men mest af alt som om hun har et privat lille grin over alle sine egne og andres vildfarelser i kærlighedens spøgelseshus.
‘Ghost House’ er, med andre ord, en lille satire over moderne kærlighed forklædt som popsang. Med et knap så skjult budskab om, at man skal elske sig selv (eller i hvert fald kende sig selv), før man kan elske andre.
Sangen har også fået en animeret video, hvor Eee Gee blandt andet swiper til venstre på Timothée Chalamet, mens hun glædeligt swiper til højre på en søvnparalysedæmon.
»Dating er vitterligt hjemsøgt«, udtaler Emma Grankvist – aka Eee Gee – om sangen.
»Hvis nogen nogensinde skal have en chance for at blive forelsket, så handler det om først at kigge indad og arbejde aktivt med dine egne dårlige vaner og høje forventninger til dem, du møder på din vej. Spørg dig selv, hvorfor du egentlig gerne vil finde den store kærlighed? Hvis du finder det svar, så tror jeg, du har meget større sandsynlighed for at møde nye spændende mennesker med de rigtige intentioner«.
Lyder som et solidt råd, hvis du spørger os.
‘Ghost House’ er Eee Gees anden single i år efter ‘Perfect 10’ med Harvey Sutherland.
Den nye musik kommer efter, at Emma Grankvist i 2022 havde et drømmeår, der blandt andet bød på udgivelsen af debutalbummet ’Winning’.