Lukas Graham tog fuldstændig fusen på mig, da de lukkede årets NorthSide
Jeg har set Lukas Graham én gang tidligere: Da de i 2019 indtog Royal Arena med et stort produceret show, der vidnede om, at den internationale ‘7 Years’-succes betød god plads i budgettet.
Der var gospelkor, koreografi, hornensemble og visuelle effekter og andet spektakel, der gjorde showet opsigtsvækkende, men som sugede nærværet ud af det hele. Det var mere Las Vegas, end det var Christiania.
Det var dog slet ikke den slags koncert, bandet afsluttede årets NorthSide med.
De var på scenen som kvintet – bas, trommer, guitar og keys, samt selvfølgelig Forchhammer i front.
Det setup er mere end rigeligt til at vække Forchhammers popsoulede kompositioner til live. Det understregede tydeligt, at Lukas Graham er et band, og ikke blot Forchhammers soloprojekt.
Sammenholdet mellem de fem musikere var gennemtrængende, og spilleglæden var uforlignelig. Særligt trommeslager Lovestick var i sit es og så ofte sit snit til at tilføje nogle kække fills. Mod slutningen af ‘Off To See the World’ gik han endda totalt Phil Collins på tønderne.
Men alle musikerne fik dedikerede stjernestunder. Det er i grunden for sjældent, at popkoncerter byder på en frisk bassolo, som den vi fik under ‘Don’t You Worry ‘Bout Me’.
Forchhammer sprudlede med energi, og som koncerten skred fremad, spænede han oftere og oftere lynhurtigt fra den ene ende af scenen til den anden. Som en Duracell-kanin, der bare var fyldt med entusiasme over sit publikum.
Han kunne også afgjort det der med crowd-kontrol. Han var god til at invitere selv de bageste rækker med på call-and-response på ‘Off to See the World’, han fik ubesværet hele pladsen til at vifte med armene fra side til side på ‘Mama Said’. Når man i broen til ‘Strip No More’ skulle klappe i dobbelttempo, var det svært at stå imod.
»Klap, så vi kan holde takten. Lovestick er ikke god til det hele tiden«, sagde han med et kæmpemæssigt glimt i øjet. Og for at få publikum til at synge lidt mere højlydt med på omkvædet til ‘Love Someone’ udbrød han smilende »altså hun er her i aften«, hvilket afgjort fik publikums vokal-volumen til at stige.
Det, der forbavsede mig mest, var, hvor effektive de mere melankolske numre var. De faldt totalt til jorden i Royal Arena, men desperationen på sange som ‘Wish You Were Here’ og ‘You’re Not There’ trængte rigtig klart igennem, nok blandt andet fordi instrumentationen var fokuseret på stemning frem for spektakel.
Men også Forchhammers fysiske fremtoning og små uperfektheder i vokalen gjorde, at man kunne mærke, at han mente det. Og lidt melodramatisk spotlight på ham under den ømme ‘Criminal Mind, Pt. 2’ var en rigtig god mellemting mellem storladen højtidelighed og forsigtig, følelsesmæssig blottelse.
Sikke en stærk måde at afslutte årets festival.
Kort sagt:
Lukas Graham spillede så godt og med så meget indlevelse, at det var umuligt at stå imod. En stærk måde at lukke NorthSide på.