Lukas Graham i Royal Arena var for meget Las Vegas og for lidt nærvær
Lukas Graham har på papiret stor succes for tiden – man får ikke fem så godt som udsolgte koncerter på tværs af Royal Arena og Jyske Bank Boxen, hvis det går helt skidt. Men den første af disse fem koncerter faldt lige oven i den måske mest markante modstand i bandets historie – dels på grund af kontroverser omkring et nyligt XXXTentacion-cover, dels fordi de har svært med at få ‘Love Someone’ til at hitte i såvel USA som England, hvor ‘7 Years’ ellers var en megasucces.
Åbningsnummeret tirsdag aften i Royal Arena, ‘Not a Damn Thing Changed’, virkede da også underligt usikkert. Lukas Forchhammer skiftede mellem at stå pinligt stille og lave underlige fagter med armene, og hans tilstedeværelse havde intet af den overdrevne rockstjerneattitude, hans vokal ellers er fuld af på det nummer.
Efter den dramatiske indledning skiftede koncerten dog fuldkommen karakter. Numre som ‘Strip No More’, ‘Take the World By Storm’ og ‘Mama Said’ var garant for højt humør og fællessang, og lysshowet var lidt af et spektakel. Der kom også godt gang i Forchhammer, der nu løb frem og tilbage på scenen. Man kunne mærke, at drengene havde været i USA – og nu skulle Las Vegas med hjem til København.
Bandet, der ellers i studiet er en trio, var på scenen udvidet med keyboard, guitar, trompet, trækbasun og saxofon, og det var rettere reglen end undtagelsen, at sangene gjorde brug af samtlige instrumenter, selv hvis de i studieudgaven har et mere nedbarberet akkompagnement. Det hele blev meget pompøst, men det var desværre også med til at gøre meget af udtrykket ret overfladisk.
Forchhammer gjorde sit for at undgå at fremstå som en ung pendant til Tom Jones eller Rod Stewart. Hans tekster er da heldigvis også for personlige til, at det er en reel mulighed, og han sørgede for at tale om sit liv mellem sangene og forklare, hvad de betød for ham. Men det ændrede ikke på, at sangene ikke føltes særlig jordnære, når først musikken gik i gang. De var svøbet ind i så meget fluff, at sangenes fundament sjældent var til at mærke.
Var det opsigtsvækkende, da Lukas Graham hev et kor frem til at synge med på nogle af de mere gospelinspirerede sange? Jovist, og det var da også et fint tiltag fra et musikalsk standpunkt. Men behøvede der at være både koreografi og kostumeskift? Personligt vil jeg mene, at det var endnu et punkt, der gjorde koncerten til lidt af et cirkus.
Problemet er essentielt, at Lukas Graham forsøger at forene deres status som popsensationer med nogle dybtfølte singer/songwriter-elementer. De har langt hen ad vejen fundet en måde at få det til at fungere i studiet, omend man naturligvis kan fremhæve nogle svipsere, men i Royal Arena faldt det desværre en kende til jorden, og modsætningsforholdene i deres musik kom i forgrunden.
Med det sagt, så var showet ikke kedeligt. De tre herrer i bandet har karisma som ind i helvede, og det var skam underholdende at følge med i, hvad de hev ud af ærmet. Koncerten var bare slet ikke nær så rørende, som bandet forsøgte at gøre den.
Kort sagt:
Lukas Grahams koncert var underholdende, men musikken endte med at blive pakket ind i så meget glanspapir, at den tilsigtede følsomhed gik fuldkommen tabt.
Læs også: Lukas Grahams kontroversielle cover har bragt tidens kulturkamp til Danmark