Jeg har aldrig set nogen være i nær så godt humør, som Maggie Rogers var i Store Vega
Normalt er jeg typen, der stiller mig allerforrest til koncerter, hvis der er plads. Selv når jeg skal anmelde. Jeg elsker at stå dér, hvor energiniveauet er højest, og hvor distancen til kunstneren er nær ikke-eksisterende.
Søndag aften i Store Vega var dog en undtagelse. Jeg var lige kommet hjem fra Copenhell, så jeg besluttede mig for at sigte efter en siddeplads på balkonen. Her formåede jeg at spilde øl ud over min trætte krop, jeg havde glemt at spise aftensmad, og jeg var i det hele taget bare smadret.
Troede jeg. Men så begyndte koncerten.
For når en performer oser så meget af livsglæde og kærlighed, som Maggie Rogers gjorde under sin Store Vega-koncert, så var det let at glemme alt om, hvor udmattet jeg var. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har set nogen performer, der var i så godt humør.
Hendes kærlighed til publikum kunne mærkes helt ned til hendes tøjvalg. Inden ‘Be Cool’ fortalte Rogers, at hun til et show i Brighton var faldet i snak med en dansk fan, der studerede design. Han fortalte hende i sin tid, at han ville elske at designe tøjet til hendes Vega-show – og vupti, så var det ønske gået i opfyldelse søndag aften.
Nogle gange bliver musikere så overvældede af publikum, at entusiasmen går ud over professionalismen. Det var dog på intet tidspunkt tilfældet for Maggie Rogers i Store Vega.
Hendes stemme var i stand til at brage ud over scenekanten og fængsle selv de bageste rækker. Et af de største øjeblikke var ‘Retrograde’, der sluttede med at udvikle sig til et cover af Whitney Houstons ‘I Wanna Dance With Somebody’.
Det er i sig selv vovet at fortolke en af de dygtigste popvokalister nogensinde, omend Rogers skam sagtens kunne følge med rent teknisk.
Men årsagen til, at det cover virkelig ramte mig, var, at hun sang det med en indlevelse og desperation, der mindede mere om en sang som Robyns ‘Dancing on My Own’ end om Whitneys original. Som om Rogers diskret ville fortælle, at ja, hun har lyst til at danse med nogen, der elsker hende, men hun danser altså ensomt.
Det er jo nærmest en slags skuespiltalent at hun kunne formidle den slags følelser så klart, når hun i virkeligheden var i hopla.
Dermed ikke sagt, at hendes optræden var problemfri. Hun kastede sig tit over nogle små country-klingende vokalknæk, og selvom de var charmerende i doser, tog de overhånd, som koncerten skred fremad.
Dertil havde hun en uheldig tendens til at mumle sine konsonanter fra tid til anden, og den sjælfulde intro til ‘Anywhere With You’ levede derfor ikke helt op til sit potentiale.
Den slags svipsere var heldigvis lette at tilgive, fordi bandet spillede så godt. Tit var det mere rockede arrangementer end i studieudgaverne: ‘Want Want’ blev lidt poppunket, og på klimakset til afslutningssangen ‘Different Kind of World’ røg vi helt over i noget U2-klingende Arena-rock. Blot med en ydmyg og glad Rogers frem for en selvhøjtidelig Bono.
Ét særligt greb tog dog virkelig fusen på mig: vokalharmonierne. De var så yndige og varme, at de vakte mindelser om Crosby, Stills & Nash – men altså her over hitlistevenlige popkompositioner. På ‘Alaska’ var det endda med fire-i-gulvet-trommer.
Det var en modig kombination, men den virkede skønt.
Mod slutningen af koncerten havde vi rejst os og dansede oppe på balkonen. Og min krop var pludselig ikke så Copenhell-smadret længere. Maggies spilleglæde må have smittet mig, og jeg forlod koncerten med et stort smil, jeg ikke troede, at jeg var i stand til at producere denne aften.
Kort sagt:
Maggie Rogers osede så meget af spilleglæde og kærlighed, at jeg hurtigt glemte alt om min udmattelse efter Copenhell. Popstjernens store stemme fik boret sig godt ind i hjerterne i salen, og sangene var arrangeret på måder, der gav dem nyt liv.