(Bemærk: Teksten spoiler handlingen i ’The Killing of a Sacred Deer’.)
SOMMERSERIE: DE MODIGSTE FILM I NYERE TID. En uhyggelig teenageknægt kaster en forbandelse over en pæn forstadsfamilie og tvinger en succesfuld kirurg til at træffe et grotesk valg mellem sine elskede.
Lægevidenskaben tvinges i knæ i mødet med uforklarlige hændelser. Overlevelsesinstinktet trumfer næstekærligheden.
Det kan lyde som præmissen for en farverig Stephen King-basker, men der er mere Lars von Trier og Michael Haneke, når de herrer er i deres mest perfide hjørner, end mainstream-horror over græske Yorgos Lanthimos’ dybt polariserende … thriller? Drama? Gyser?
’The Killing of a Sacred Deer’ lader sig ikke mase ned i traditionelle genrekasser, og at kalde filmen for en acquired taste er en underdrivelse. Jeg vil påstå, at det er et kunstværk, man enten elsker eller hader med en indædt passion. Ikke ulig Lanthimos’ tidligere, unikt stilistiske film ’The Lobster’ og ’Dogtooth’, men ondere endnu i sin på en og samme tid simple og exceptionelt forvirrende fortælling, der lader et par verdenskendte Oscar-skuespillere (!) begå en uhyrligt sjælden ugerning i engelsksproget biografunderholdning:
De ofrer deres barn for at hytte eget skind. Et isnende twist i tredje akt, som Lanthimos naturligvis allerede har telegraferet i filmens tvetydige titel.
Grotesk tour de force
Colin Farrell spiller kirurgen Steven Murphy, som efter at have mistet en patient på operationsbordet opsøges af dennes lige lovligt intense teenagesøn Martin, spillet af Barry Keoghan.
Den senere så elskelige ’Banshees of Inisherin’-duos første filmiske møde slår her anderledes giftige gnister, da Martin på creepy insisterende vis møver sig ind på Stevens familie, bestående af hustruen Anna (Nicole Kidman), datteren Kim (Raffey Cassidy) og sønnen Bob (Sunny Suljic).
Martin bebrejder Steven for sin fars død, og da Stevens børn rammes af mystiske lammelser, bekender Martin sit ærinde:
Kirurgen skal ofre et af sine familiemedlemmer, så de kan blive kvit. Hvis ikke han gør det, vil Anna, Kim og Bob alle blive lammet, begynde at bløde fra øjnene og slutteligt dø.
En tour de force af stadigt mere desperate, grotesk galgenhumoristiske scener følger, hvori Steven blandt andet både bekender at have drukket før Martins fars operation, tjekker med sine børns lærer, hvem af ungerne der er klogest og dermed den bedste fremtidsinvestering, og torturerer Martin for at få ham til at afblæse truslen.
Alt imens Kim og Bob hver især forsøger at indynde sig for ikke at blive ofret, og Anna nøgternt observerer, at det smarteste nu engang er at aflive et af børnene, eftersom hun og Steven jo bare efterfølgende kan lave et nyt. Så meget for den altopofrende moderfigur!
I sidste ende er Murphy’erne sat skatmat. Martins forbandelse står ikke til at hæve, og Steven fatter en pistol, giver sin familie bind for øjnene, snurrer rundt om sig selv og skyder. Det bliver Bob, der trækker det korteste strå.
Lanthimos slutter filmen i en All American diner, hvor Steven, Anna og Kim sidder tavse om et bord. Da Martin kommer ind ad døren, rejser den vingeskudte familie sig og går. Steven undgår ynglingens stirrende blik, mens Anna giver ham dræberøjne, og Kim … Kim kigger lystent efter drengen, som hun fattede forvirrede følelser for midt i kaosset.
Overlad det til teenagepiger at romantisere døden som ind i helvede. Bogstaveligt talt.
Piller lagene af din moral
Der er ingen forløsning eller retfærdighed i ’The Killing of a Sacred Deer’, udover Martins bestialske øje-for-øje-justits, hvis magi aldrig forklares. Måske var der slet ikke nogen magi, men blot forestillingens kraft, der genererede fysiske symptomer. Med andre ord, måske blev overklassefamilien Murphy ofre for egen dårlige samvittighed og paranoia i mødet med underklasse Martins tragedie, der splintrede glansbilledets papirstynde idyl.
Som seer rumsterer spørgsmålene længe efter rulleteksterne, ligesom filmens kompromisløst kølige kynisme og kulsorte humor klæber til bevidstheden. Kendetegnende for en Lanthimos-film er, at man undervejs dårligt kan gøre op med sig selv, om man skal grine eller græde, gyse eller gå. Grækeren graver i eget hjemlands sagnmuld (i dette tilfælde ’Ifigenia i Aulis’), og smækker filosofiske græske tragedier på disken i en ’Black Mirror’-beslægtet indpakning, der provokerer os til at kigge i spejlet og granske, hvorvidt vores vestlige privilegier fostrer så blind arrogance, at der skal noget nær overnaturlige ultimatummer til for at minde os om vores egen dødelighed.
Brutaliteten, som Lanthimos eksekverer Stevens kvababbelser i ’The Killing of Sacred Deer’ med, er chokerende og ond. Men lige så udfordrende – hvis ikke mere øretæveindbydende – er skuespillet, der helt bevidst er lige så unaturligt stift, som replikkerne falder med en foruroligende/hysterisk morsom monoton intonation.
Steven, Anna og deres børn balancerer på kanten af parodi i det fordærvede dukkehjem, og jeg skal ikke bebrejde nogen, hvis de får lyst til at rive hår ud af hovedet, når Farrell og Kidman konverserer med en passion som førstegangsudgaven af chat-gpt.
Det er et modigt kunstnerisk valg og – må det fremhæves – modigt af Kidman at kaste sin kommercielle superstjernestatus bag så kontroversielt et projekt, ligesom hun i sin tid også gjorde det med Triers ’Dogville’.
Men mest af alt er ’The Killing of a Sacred Deer’ en modig film, fordi den scene for syret scene spørger dig:
Tør du hænge på, når Lanthimos’ skalpel langsomt piller lagene af din egen flossede moral?
’The Killing of a Sacred Deer’ kan ses på Filmstriben, Rakuten, Viaplay, Grand Hjemmebio og Blockbuster.