Guldimund fik triumfen foræret på Roskilde Festival – men havde lidt for mange afstikkere

Guldimund er på nærmest rekordtid blevet en ny, uventet juvel i den danske sangskat. Det var meget tydeligt, da Asger Nordtorp Pedersen og hans kæmpe orkester gæstede Avalon-teltet, der var et par størrelser for lille.

Han er en sprogkunstner med udtalt melodiøre, der kan få ord som ‘Thisted’, ‘e-boks’ og ‘Den Blå Avis’ til at lyde poetisk. Trods de ordrige tekster sad nærmest hver en strofe, hver en melodilinje og hver en tekstbid fast hos publikum.

Jeg mindes sjældent at have hørt ny, kunstnerisk ambitiøs dansksproget pop, der så hurtigt tilsyneladende er blevet en del af danskernes repertoire. Der var lidt teknisk bøvl under koncerten, men en sang som ’Forstår du’ handler også om bøvl i form af skiftedage og samværsret, som Asger Nordtorp Pedersen påpegede.

Nogle koncerter er en arbejdssejr. Andre triumfer får man foræret. Til Guldimunds koncert blev der sunget med fra første færd. Første crowdsurf tog Asger Nordtorp Pedersen allerede i løbet af saxofonsolen til ’Brænder stadig’, der åbnede koncerten. Det blev ikke scenens sidste crowdsurf heller. Eller instrumentale solo.

For soloerne, de kalder altså lige på en dråbe malurt. Publikum var kommet for at høre Guldimunds iørefaldende sange om skilsmisse, udbrændthed og små glædesstunder i livet. Men flere gange i løbet af koncerten skulle vi trakteres med soloer fra adskillige medlemmer af orkestret.

Der var en halv rytmekonservatorie-årgang til stede på scenen af musikere på violin, guitar, opretstående bas, sitar, saxofon, tværfløjte og trompet. Sitaristen lignede en, der havde vundet lotteriet, da han utroligt nok fik scenen for sig selv.

Sympatisk og demokratisk nok, men her og der fik soloerne og backingbandet lidt for meget rampelys. Den vidunderlige ’Jeg venter i lyset’ kunne sagtens have levet og åndet fint i mere spartanske rammer.

Guldimund glemte dog ikke at være generøs over for publikum. Vi fik en verdenspremiere på en helt ny sang, der betog publikum med det samme helt på niveau med det allerede velkendte materiale.

Hans kritikerroste album har en række instrumentale interludes, der er anderledes kammermusikalske og eksperimenterende af natur. På Avalon var disse mellemspil ikke medtaget. I stedet fik vi lov til at lave et af slagsen selv.

Med vores egne festivalrustne vokaler skulle vi skabe en treklang. Sjovt nok, bestemt, og en lille smule som et musikalsk indslag under et højskoleophold. Men det føltes bare ikke helt så brændende nødvendigt som sangene. De skal endnu længere ind i rampelyset og stråle næste gang.  

Koncerten sluttede med det energiske strygerarbejde, der udgør makronbunden i ‘Det’ kun vigtigt, hvad det er’. »Fuck det, nu vælter solen ind«, sang Asger Nordtorp Pedersen, mens solen også havde fundet vej til festivalpladsen. Den forseglede en triumf, der dog i perioder kunne have været holdt i lidt mere stramme tøjler og med færre afstikkere.