‘The Witcher’ sæson 3: Henry Cavill takker af som monsterjægeren i Netflix’ fantasy-hit – godt for ham
Siden ’Game of Thrones’ skød fantasy-genren op gennem den popkulturelle stratosfære, har de største internationale streamingtjenester været i et våbenkapløb om at finde den næste guldkalv.
Det har affødt en hel syndflod af meget dyre fantasy-serier. Amazon har forsøgt sig med ’Carnival Row’, ’Good Omens’, ’Wheel of Time’ og ikke mindst ’Rings of Power’. HBO har lavet den svære toer med ’House of the Dragon’, og Netflix har været den mest produktive bidrager til bølgen med titler som ’Sandman’, ’The Bastard Son & the Devil Himself’, ’Shadow and Bone’ og ’Cursed’.
Men Netflix’ absolutte kronprins til fantasytronen er gyser-action-eventyret ’The Witcher’ med eks-Superman Henry Cavill i titelrollen. Lidt endnu – for den aktuelle tredje sæson bliver Cavills sidste som den sølvhårede monsterjæger.
Serien er en filmatisering af Andrzej Sapkowskis otte romaner om monsterjægeren Geralt af Rivias kamp for at overleve i en verden, der er belejret af magiske væsner og monstre, hvor den farligste fjende er det omskiftelige menneskelige moralkompas, som hurtigt kan forvandle et forenende håndslag til en bedragerisk kniv for struben.
Tredje sæson starter med Geralt (Cavill), der sammen med adoptivdatteren ‘Ciri’ Cirilla af Cintra (Freya Allan) og eks’en og Aretuza-heksen Yennefer af Vengerberg (Anya Chalotra) er på flugt fra forskelligeforfølgere, der søger at fange Ciri for at opnå hver deres mål.
Scoia’tael-elverne, anført af dronningen Francesca Findabair (Mecia Simonson), vil have fat i Ciri, fordi hun tilhører en ældgammel elverslægt, hvis magtfulde magi ifølge deres profeti kan frigøre dem fra menneskelig undertrykkelse.
Kongen af Redania, Vizimir (Ed Birch), vil have Ciri som et politisk middel til at konsolidere sin allerede store magt og sætter sine to spionmestre, Sigismund Dijkstra (Graham McTavish), Philippa Eilhart (Cassie Clare) og lillebror Radovid (Hugh Skinner), på sagen.
Nilfgaard – kejseren Emhyr var Emreis (Bart Edwards) – som i de tidligere sæsoner viste sig at være Ciris biologiske far, vil genforenes med sin datter og sikre slægten. Og til sidst er der de magtfulde mørke magiske kræfter, hvis indflydelse trækker tråde til samtlige aktører, og som bruger Ildtroldmanden Rience (Chris Fulton) som håndlanger til at nå Ciri før alle andre.
Imens prøver Yennefer at træne Ciri i magiens kunst og håber på at optø en kølig, men letantændelig kærlighedsrelation mellem hende og Geralt.
Det er så stor og udmattende en gordisk knude af sammenflettede delplots og motiver, at det tager utroligt meget skærmtid at afdække og udfolde. Hvilket efterlader meget få monsterkampe af en monsterjægerserie at være.
De informationstunge dialoger og plotlinjer, der er parallelle og forskudte og sidenhen overlappende eller noget helt fjerde, gør, at man virkelig skal holde tungen lige i munden for at følge med. En anstrengelse, der desværre ikke helt matcher det udbytte, man får igen for indsatsen.
Til trods for den momentane hæsblæsende action tynges ’The Witcher’ lidt for ofte af søvndyssende kedelig historiefortælling, der veksler mellem at være en langsommelig aflæsning af information og forhastet comic relief.
Sæsonen er bedst, når Geralt, Yennefer og Ciri får lov til at udforske deres roller i den nye sammenbragte familie. Med hver deres tragiske barndomsbagage og komplicerede barn-/ forældreforhold giver det en tredobbelt tyngde, når Geralt og særligt Yennefer skal finde deres egen måde at være forældre på og forsøge at bryde generationelle traumer.
Og selvfølgelig Geralt, når han kæmper mod monstre og onde væsner med mesterligt udført kampkoreografi, som synes at være skabt til Cavills opsvulmede superheltefysik, der muliggør, at han kan udføre sine egne stunt.
Det værste i sæsonen er, når det oppustede persongalleri af magtsyge monarker og bizarre bikarakterer grådigt æder spilletiden op. Som et nulsumsspil fortæres troværdigheden i familietrioens emotionelle udvikling, når den forhastes af et komprimeret historieforløb.
I den spæde start af min tv-dannelse i slut 90’ernes Danmark med modem, vhs og filmudlejning fra den lokale Fona fandtes der kun to fantastiske fantasy-daytime-tv-serier: ’Xenia The Warrior Princess’ og ’Hercules – The Legendary Journeys’.
De var en del af en genre, der på mange måder eksisterede uden for konventionerne for god smag, men havde en magnetisk eventyrlig eskapisme over sig. De fandt deres eksistensberettigelse i den lettilgængelige form, lange løbetid og skuespillere, der var attraktive på en Instagram-model-agtig måde. Fantastisk, men mere ready to wear end Haute Couture.
Jeg ville ønske, ’The Witcher’ havde mere af, hvad Herkules og Xena var gode til. En frækhed og et mod til at gå efter outsider-autenticitet og kitsch humor. I stedet kaster den sig ud i et halvhjertet politisk hofdrama. Det bliver en mærkelig dans imellem to stole. Et slags muldyr, der ikke burde kunne formere sig.
Kort sagt:
Måske er det Henry Cavills held, at han undslipper ‘The Witcher’-universet for at overlade rollen til Liam Hemsworth. Hvad den udskiftning gør ved serien skal blive interessant. Lige nu er hovedrolletrioen med Cavill i spidsen nemlig dens store lyspunkt.
Anmeldt på baggrund af hele ’The Witcher’ sæson 3 (alle otte afsnit).