Travis Scott udgav i går sit længeventede album ‘Utopia’, der byder på en usædvanligt stjernespækket gæsteliste.
Scotts fans er allerede gået i gang med at dissekere albummet på nettet, og her er der flere, som allerede studser over en linje på sangen ‘Meltdown’, der har Drake som feature.
Ifølge musikmediet NME er der flere, som spekulerer i, at sangen indeholder et diss rettet mod Timothée Chalamet, der rygtes at date Kylie Jenner, som Scott har to børn med.
Linjerne, der har antændt spekulationen, lyder: »Wrappin’ the cheese, wrap around me ’cause I’ve got property (Wrap, cheese, wrap) / Chocolate AP and chocolate the Vs (Vs), got the Willy Wonka factory (Vs) / Burn an athlete like it’s calories, find another flame hot as me, bitch«.
Spekulationen giver mening, al den stund at Timothée Chalamet senere på året skal spille Willy Wonka.
Travis Scott og Kylie Jenner gik hver til sit i slutning af 2022. I 2023 har der været rygter om, at Timothée Chalamet og Kylie Jenner er begyndt at date. Det skriver blandt andre People. Ingen af partnerne har bekræftet rygterne.
Den mulige stikpille mod Chalamet var langt fra den eneste på det eksplosive nummer ‘Meltdown’. Andetsteds på sangen gik Drake benhårdt efter både sin nemesis Pusha-T og dennes samarbejdspartner Pharrell Williams.