Hvorfor i alverden er der pludselig HBO-serier på Netflix?

To originale HBO-serier kan nu ses på Netflix i Danmark, og flere er på vej. Hvorfor fodrer man skyts til ens værste konkurrent?
Hvorfor i alverden er der pludselig HBO-serier på Netflix?
Dwayne Johnson og John David Washington i 'Ballers'.

Nærstuderer du top 10-listen over de mest populære serier i Danmark på din Netflix-forside lige nu, vil du se noget højst usædvanligt.

En lille detalje, som havde været fuldkommen utænkelig for blot et år eller to siden. Tre hvide bogstaver, som inkarnerer streamingalderens aktuelle brudflader.

HBO.

Det står med hvidt på tredjepladsen på serien ’Ballers’, der har en af klodens største filmstjerner Dwayne ’The Rock’ Johnson’ i hovedrollen.

’Ballers’ er en vaskeægte HBO-serie, der fik premiere hos den berømte kvalitetsseriekanal i 2015. Johnson spiller en tidligere football-spiller, der nu er manager for NFL-stjerner, og serien var med sit halvtimesformat og dramedy-tone vel designet til at ramme det publikum, der slugte celeb-satiren i ’Entourage’ på HBO nogle år tidligere. Den kørte fem sæsoner og opnåede pæn succes uden at blive et hverken kritisk eller populærkulturelt fænomen på linje med mange af HBO’s andre udspil.

Og nu ligger den så på Netflix.

For lige at stave nyhedsværdien ud. I dag hører HBO i USA under underholdningsgiganten Warner Bros. Discoverys streamingtjeneste Max, der herhjemme indtil næste år stadig hedder HBO Max. Uanset hvilket navn den nu har, står det fast, at en af dens absolut største konkurrenter er … Netflix.

Det virker lidt, som hvis Roskilde Festival skulle til at have en scene på Northside. Eller Brøndby delte talentspillere med FCK. Kontraintuitivt.

Hvorfor i alverden sælger man sit originale indhold til konkurrenten?

Sælg sælg sælg!

Den gyldne regel for streamingtjenesterne i de seneste års intense kamp om abonnenterne har stukket i den stik modsatte retning: Producer originalt indhold, som ikke kan ses andre steder. Og sidder I på rettighederne til populære film og serier fra fortiden, så hold godt fast på dem, så ingen andre får glæde af dem. Ejer I, som Warner, rettighederne til ’Friends’, så sørg for, at ’Friends’ ikke kan ses andre steder end på HBO Max.

I den gamle verden blev populære tv-serier ellers solgt rundt til alle mulige kanaler og tjenester – syndikering, som det hedder. Det gav penge i butikken. Men med streamingkrigen blev eksklusivitet dagens orden. En HBO-serie skal kun kunne ses på HBO, det er det, der holder abonnenterne væk fra opsig-knappen.

Nu tager underholdningsselskaberne tilsyneladende et skridt tilbage i tiden. Warner sælger ud. Den nye CEO David Zaslav satte sig på tronen med fusionen af Warner og Discovery og et løfte til aktionærerne om at spare et stille og roligt beløb på 3,5 milliarder dollars.

‘Insecure’.

Det har kunnet mærkes. Superheltefilmen ’Batgirl’, der ellers var næsten færdig, blev kastet på møddingen for at opnå skattefordele. Oversøiske afdelinger af HBO blev lukket ned, og produktionen af ikke-amerikansk indhold sat i bero, heriblandt i Danmark.

Og så begyndte man at sælge ud af bagkataloget.

Engang troede man, at streamingtjenesterne skulle være platforme, hvor man ville kunne finde al den pågældende tjenestes indhold til evig tid. Alle tiders Netflix-serier skal selvfølgelig kunne ses på Netflix.

Ikke længere, nødvendigvis. Det koster nemlig penge i rettigheder til produktionsselskaber, skuespillere og filmfolk at huse film og serier, som ingen ser. Så hvorfor lade det ligge og fylde op i kataloget, når andre kan få glæde af det – og man selv kan tjene penge?

Netflix griner hele vejen til …

Det skabte triste miner, da HBO Max’ første og eneste danske serie, den stort anlagte ’Kamikaze’, et års tid efter premieren var helt forsvundet fra tjenesten. Sparet væk. I dag kan den ses på TV 2 Play og SkyShowtime.

HBO har også tidligere i historien aflagt serier som ’Silicon Valley’ og selvsamme ’True Blood’ til mindre kanaler i USA.

Men det er alt andet lige mere opsigtsvækkende at se serieverdenens stærkeste kvalitetsbrand poppe op på Netflix. Den første HBO-serie på Netflix i Danmark var Issa Raes perle ’Insecure’, der landede for et par uger siden. Nu er det så ’Ballers’, og også vampyrserien ’True Blood’ er på vej.

I USA kommer dertil nogle af HBO’s allermest berømmede serier, ’Band of Brothers’ og ’Six Feet Under’, til Netflix, samtidig med at de stadig ligger hos Max.

‘Band of Brothers’. (Foto: HBO)

Det siger sig selv, at HBO Max ikke ligefrem kaster ’House of the Dragon’ eller ’Succession’ over til konkurrenten. Det er de ældre titler, det gælder, ud fra en kalkule om, at man kan tjene penge uden at skræmme abonnenterne væk.

På den måde går Warner forrest i en gammellugtende ny tendens i streamingverdenen. Ældre titler vil i langt højere grad blive solgt rundt til andre tjenester, heriblandt de voksende, såkaldte FAST-tjenester, altså gratis streamingtjenester med reklamer, frem for at gro mos på hjemstreamingstavnens bagerste hylde. Det er på disse FAST-tjenester, ’Westworld’ er endt i et af streamingæraens største fald fra tinderne.

Imens griner Netflix hele vejen til banken. Verdens største streamingtjeneste har tidligere haft held med at gøre serier, der oprindeligt har været moderate succeser på mindre kanaler, til deciderede fænomener for derefter at overtage og forlænge dem som Netflix Originals, som ’You’ og ’Papirhuset’.

Bekymringen må til gengæld være større hos HBO. Kan det undgå at smitte af på det så pletfri, eksklusive renommé, når seerne pludselig vænner sig til, at man kan se HBO-serier på Netflix?

HBO-brandet er i forvejen klemt i Warners MAX-ificering med deres all you can eat-blanding af Discoverys reality og blå blink, Warners store franchises som Harry Potter og altså tidens mest anerkendte serier.

Nu må de så også finde sig i, at HBO’s velkendte logo med den analoge fjernsynsstøj og ophøjede messen er noget, der fedtes ind i Netflix’ tuduuum.

‘Ballers’ kan ses på HBO Max. Og Netflix.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af