Nicolas Winding Refn befinder sig i øjeblikket på filmfestivalen i Venedig, hvor han har holdt en masterclass om den afdøde italienske instruktør Ruggero Deodato.
Til netop denne masterclass langede den danske instruktør ud efter de store streamingtjenester og deres indvirken på filmkunsten, skriver Variety.
Refn udtalte ifølge Variety, at streamingtjenesterne er »overfinansierede og rådne af penge og kokain«, og at de har »devalueret indhold til bare at være et swipe«.
»Det er utroligt trist og skræmmende, fordi kunst i bund og grund er den eneste ting – udover, du ved, sex, vand og lykke – der gør, at vi eksisterer«, sagde Refn til masterclassen.
Den danske filmskaber har tidligere udtalt, at filmkunsten er død, men nu ser han anderledes på sagen:
»Selvom jeg forudså, at den (filmkunsten, red.) var død få år tilbage, har det ændret sig til noget, vi bliver nødt til at kæmpe for«, udtalte han til masterclassen. »Biograffilm er en del af, hvad der gør os til mennesker og lader os opleve kreativitet«.
Nicolas Winding Refn har på det seneste samarbejdet med streamingtjenesterne Netflix og Amazon Prime Video om de to serier ‘Copenhagen Cowboy’ og ‘Too Old to Die Young’.