Den israelske skuespiller Lior Raz, kendt som hovedrollen i Netflix-serien ’Fauda’, har taget del i en evakueringsmission for det israelske militær.
Det skriver han på Twitter.
»Sammen med Yohanan Plesner og Avi Issacharoff tog jeg mod syd for at tilslutte mig hundredvis af modige ‘brothers in arms’-frivillige, som har arbejdet på højtryk for at hjælpe befolkningen i det sydlige Israel. Vi blev sendt til den bombarderede by Sderot for at redde to familier«.
Accompanied by Yohanan Plesner @yplesner and Avi @issacharoff , I headed down south to join hundreds of brave “brothers in arms” volunteers who worked tirelessly to assist the population in the south of Israel. We were sent to the bombarded town of Sderot to extract 2 families pic.twitter.com/WpM9JLeOZM
— Lior Raz (@lioraz) October 9, 2023
I tweetet har han delt en video, hvor man ser ham og politikeren Yohanan Plesner i dække for missiler. Seriens medskaber Avi Issacharoff deltog efter sigende også i missionen.
Raz’ deltagelse i millitæroperationen kommer i kølvandet på Hamas’ missilangreb på Israel. Raz har selv tidligere været en del af en specialenhed for det israelske militær.
I actionserien ‘Fauda’, hvor en israelsk specialenhed under dække som arabere infiltrerer en terroristorganisation, sås han i rollen som den hårdføre Doron.
Serien har gjort sig bemærket ved at skildre begge sider af Israel-Palæstina-konflikten og blev af Soundvenues filmredaktør rost for et »usædvanligt fint blik for konfliktens nuancer«. Seriens fjerde sæson fik premiere i januar i år.